Taxi-Thomas

15.11.2010

af

Som administrerende direktør for Amager-Øbro Taxi navigerer Thomas R.B. Petersen på en arbejdsplads med omkring 70 procent medarbejdere af anden etnisk herkomst.

”Cirka 70 procent af vores chauffører er ikke af dansk oprindelse. Vi har en stor gruppe af pakistanere og en del fra det gamle Jugoslavien. Jo yngre chauffører, jo færre etnisk danske chauffører er der,” fortæller Thomas R.B. Petersen.

Det medfører blandt andet, at man skal være opmærksom på, hvordan maden placeres til stormøder i taxiselskabet:

”Før min tid var man ikke så opmærksom på, hvad det betød at servere svinekød på samme bord som fx kylling. For muslimer svarer det til, at man lægger døde rotter på bordet sammen med kyllingen. Nu adskiller vi svinekødet fra det andet kød og accepterer, at nogle har det på den måde.”

Han fortæller, at historierne om folk, der bestiller rødhårede chauffører og H.C. Andersen-taxier – altså bestiller en hvid chauffør – har hold i virkeligheden:

”Det er fyringsgrund, hvis en fra centralen sender en vogn på baggrund af hudfarve. Hvis kunden spørger om en rødhåret eller den slags, så får de at vide, at det kan de ikke få.”

Han mener, at kunderne skal være trygge ved alle Amager-Øbro Taxis chauffører, og hvis en chauffør gør kunderne utrygge, skal vedkommende strittes ud – uanset hudfarve.

Betaler altid

I studietiden supplerede Thomas R.B. Petersen SU’en med taxikørsel. Det var sundt for privatøkonomien, men mindre sundt for økonomistudiet. Til sidst var han nødt til at få sig et mere studierelevant job – mest for at få tid til bøgerne. Jobskiftet hjalp, og han blev cand.polit. i 1995. Han vendte først tilbage til taxibranchen i 2007 gennem Amager-Øbro Taxi.

”Som udenforstående var det en mulighed for at komme ind i en sjov branche. I forhold til TAXA-serien, der kørte på Danmarks Radio, er det os, der er Krone-Taxa. Der var selvfølgelig meget fiktion i serien, men der var også meget, der var rigtigt – fx kampene mellem bestillingskontorerne,” smiler Thomas R.B. Petersen og fortsætter:

”I mit job er jeg salgschef, it-chef, strategichef og marketingchef, og nogle gange skal jeg også selv gøre rent. Det er sådan et allround ansvarsområde.”

Han tager selvfølgelig altid en Amager-Øbro Taxi, når han har brug for en hyrevogn. ”Jeg bliver ofte spurgt, om jeg vil betale, hvortil jeg svarer: ’Jamen, I betaler min løn. Derfor skal jeg også betale din, når jeg kører med dig’. Det går jo ikke, hvis en vognmand skal have en skideballe, og jeg så har kørt gratis med ham dagen inden,” slutter han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet