En vagthund siger stop

3.11.2010

af

Gammeldags, halvfjerdser- og højskoleagtig. Kurt Strand har hørt det hele. Det følger med, når man forsvarer den demokratiske samtale og mediernes rolle som samfundets vagthund. Nu har han forladt sit faste job i DR for at prøve noget nyt.

Det er slet ikke så surt at hedde Kurt. I hvert fald ikke når efternavnet er Strand, og man efter 25 år på landets største journalistiske arbejdsplads kan kaste sig over et nyt kapitel i karrieren. Kurt Strand har været en af DR2s mest profilerede værter i en årrække, men siden begyndelsen af oktober har der stået selvstændig på visitkortet. I stedet for at være på skærmen skal han undervise, holde foredrag og lave forskellige radio- og skriveprojekter.

Afskeden med DR kom i forbindelse med en fyringsrunde, der var konsekvensen af det nye medieforlig mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. I lighed med en række andre populære værter som Eva Jørgensen og Lene Johansen valgte Kurt Strand selv at gå. Det kunne være en sag, der primært interesserede Kurt Strand selv – og måske hans bankrådgiver. Men opsigelsen er interessant, fordi den bunder i en utilfredshed med mediernes udvikling og rolle i samfundet. For Kurt Strands vedkommende blev opsigelsen blandt andet begrundet med, at han ikke længere følte sig sikker på, at hans kompetencer var efterspurgte i DR. Men hvad mener han egentlig med det?

”Der har været programmer i de senere år, jeg kunne have lavet, som jeg enten har budt ind på og fået nej til eller bare ikke blev spurgt om. Så kan jeg sidde med en stille undren og spørge: Hvorfor blev jeg egentlig ikke det? Det kan være, det er mig, der tager fejl af mine egne kvalifikationer. Det mener jeg nu ikke, jeg gør. Jeg mener at vide, hvad jeg kan. Så må jeg altså konstatere, at det er sådan, og så må vi stoppe, mens legen er god. Det er også sjovere at stoppe, når en masse mennesker bliver kede af det, frem for at folk siger: ’Dejligt du endelig stopper’.”

På spørgsmålet om, hvorvidt han er bitter eller lettet, lyder svaret: Ingen af delene.

”Jeg har været i det hus i over 25 år og har stor kærlighed til DR. Både til det DR er i dag og hele grundtanken. Hvis ikke vi havde DR, ville vi være nødt til at opfinde det. Der er absolut ingen form for bitterhed fra min side. Heller ingen lettelse. Når man har været i et fast job i et kvart århundrede, er der en frihedsfølelse i at kunne springe ud og definere et nyt arbejdsliv,” siger Kurt Strand og tilføjer, at den mest tungtvejende grund til afskeden med DR var muligheden for at lave noget andet, inden han blev for gammel.

Men med til overvejelserne fulgte også spørgsmålet om, hvorvidt Kurt Strand og DR var vokset fra hinanden.

”Hvis man har nogle idealer om, hvordan journalistikken skal se ud, og man kan se, at de idealer måske er ved at komme i klemme, så må den enkelte gøre op med sig selv, om man har lyst til at være med,” siger Kurt Strand, der altså nåede frem til, at han ikke længere ville være med. Simpelthen.

På glidebanen

Overvejelserne er ikke opstået fra den ene dag til den anden, fortæller Kurt Strand.

”Det er vigtigt, at DR har seere og lyttere. At der er kunder i butikken. Men jeg synes, der har været en voksende tendens til at have alt for meget fokus på seertal, for meget fokus på præcist definerede målgrupper for nærmest alting. Nyheder og historier blev til koncepter i en grad, som er helt ved siden af det, jeg ser som journalistiske idealer – nemlig at god og væsentlig nyhedsformidling i princippet skal være for alle. Jeg synes, kunsten er at lave journalistik på en måde, så alle kan være med. Selvfølgelig skal der være forskel på TV Avisen og Deadline og på Radioavisen på P1 og P3Nyhederne. Selvfølgelig. Men det ændrer ikke ved, at man langt hen ad vejen kan have fat i de samme historier og formidle dem forskelligt,” siger han. 

Et af problemerne er, ifølge Kurt Strand, at nyhedsjournalistikken, og det gælder ikke kun på DR, har skruet op for krimi- og kendisstoffet. Vinderen af en talentkonkurrence præsenteres i nyhederne, og enkeltsager med hovedpersoner som Camilla Broe (dansk kvinde, der blev udleveret til USA i en narkosag, red.) eller Anni Fønsby (tidligere nøgenmodel, der er blevet idømt to års fængsel for rufferi, red.) løber med opmærksomheden.

”Det er historier, der sammenlignet med tidligere er kommet til at fylde mere – især i tv-nyhedsudsendelserne. Man kan spørge, om det skal fylde så meget og have så høj prioritet. Skal man aktivt selv sende en ud i verden for at dække en spektakulær kriminalsag, der egentlig har cirkuleret herhjemme? Det tager ressourcer fra noget andet, som kunne vise sig at være vigtigt,” siger Kurt Strand og konstaterer, at groft skitseret er nyhedsudsendelserne blevet dummere og dummere, i takt med at befolkningen er blevet bedre og bedre uddannet.

”I de 30 år, jeg har været journalist, er det gået støt ned ad bakke med mediernes evne til at påtage sig rollen som dem, der sorterer i nyhedsstrømmen og adskiller væsentligt fra uvæsentligt. Det vanskelige for folk i dag er ikke at skaffe sig viden, men at skaffe sig af med den og få sorteret i den enorme mænge information og nyheder, der findes. Det er medier principielt gode til, men vi har sat os ud på en glidebane, hvor ting, der ikke er vigtige, bliver gjort vigtige af medierne,” mener Kurt Strand og understreger, at den tid, der bliver brugt på kendisstoffet, går fra noget andet.

”Jeg erkender også, at det går fra noget, som ville være sværere at lave og måske kræve flere ressourcer. Måske nogle ressourcer, som ikke er der. Og det er det, der er det forbandede.”

Fra vagthund til jagthund

Selvom journalistikken har ændret sig, mener Kurt Strand ikke, dens rolle i samfundet har gjort det. Journalistikkens funktion er og bliver at være den fjerde kontrollerende statsmagt – ideelt set i hvert fald.

”Opgaven er at være samfundets vagthund. Men der er eksempler på, at den rolle bliver svigtet. At vagthunden helt misforstået bliver skiftet ud med jagthunden,” siger Kurt Strand og peger på medieinteressen for udenrigsminister Lene Espersens (K) internationale mødefrekvens som et eksempel på, hvor kæden efter hans mening hopper af.

”Den historie begyndte med vagthundsrollen. Man afdækkede, at en minister ikke deltog i et møde, som hun burde have deltaget i. Når det så hen ad vejen udvikler sig til en kalenderjagt, der handler om, hvorvidt hun nu også deltager i samtlige møder, hun bliver inviteret til, så er der i højere grad tale om, at medierne påtager sig en rolle som jagthund,” siger Kurt Strand.

Hvad ser du som den største udfordring for journalistikken?

”Ret præcist er det at matche det modspil, der er til journalister. Det gælder, uanset om det er i det politiske liv, erhvervslivet eller kulturlivet. Mange begivenheder er meget præcist orkestreret og beskrevet af afsenderen – og ikke af modtageren, som i dette tilfælde er medierne. Jeg synes, man skal være mere på vagt over for, hvad man bliver brugt til. Og bedre til at deklarere og sætte afsenderadresse på.”

Det med deklarationen mener Kurt Strand konkret. At det skal fremgå klokkeklart, hvis en journalist fx har kopieret indhold fra en pressemeddelelse.

”Så kan man som læser selv forholde sig til det. Men hvis man deklarerede alt det, kunne medierne jo få rejst spørgsmålstegn ved deres egen berettigelse.”

Hvorfor svigter journalisterne?

”På grund af knappe ressourcer og krav om at levere. Der skal hele tiden fyldes på alle vegne. Der er deadline hele tiden. Ønsketænkning kunne være, at mængden af nyheder kom til at falde igen og i højere grad kom til at modsvare mængden af journalister. Der er dobbelt så mange nyheder i dag som for ti år siden, men der er ikke flere journalister til at lave dem,” siger Kurt Strand.

Tallet stammer fra undersøgelsen

’Hvor kommer nyhederne fra?’ af Anker Brink Lund og Ida Willig, der sammenligner nyhedsstrømmen i uge 46 i 1999 med samme uge i 2009. Undersøgelsen viser også, at mens der ikke er kommet flere journalister på redaktionerne, er der kommet flere informationsmedarbejdere i virksomhederne. Fra 1999 og frem til 2008 var stigningen på 130 procent.

Har du selv overvejet at blive medie- eller kommunikationsrådgiver?

”Det er ikke min ambition. Jeg har mange fremragende kolleger, der gør det. Jeg anser det ikke for beskidt arbejde og anerkender, at der skal foregå medietræning og medierådgivning. Jeg efterlyser bare mere åbenhed. Selvfølgelig vil man som virksomhed, politisk parti eller kulturvirksomhed forsøge at styre kommunikationen. Men det er sundt at sige, hvilken side af bordet man arbejder på. Og jeg ser først og fremmest mig selv som journalist.”

Er det for nemt for journalister at gå frem og tilbage mellem kommunikationsbranchen og journalistikken?

”Jeg vil ikke gøre mig til dommer over dem, der gør det. Men jeg synes selv nogle gange, det kan være svært at sige, hvilke interesser folk så varetager. Man kan også spørge: Kan man købe journalister til alt? Det synes jeg ikke nødvendigvis, man skal kunne.”

Gammeldags og stolt af det

Det handler altså om at tone rent flag. Kurt Strand mener således også, at journalistik per definition er subjektiv.

”Jeg bliver lidt træt, når nogle forsøger at bilde hinanden og deres modstandere ind, at de er objektive eller tilstræbt objektive – men det er også sjældnere og sjældnere, at journalister forsøger det. Man kan ikke tilstræbe noget, der ikke findes. Objektivitet findes måske i matematik, men ikke i journalstik. Det skal være fair og redeligt, men det er stadigvæk subjektivt, hvem du interviewer, og hvad du citerer dem for.”

Men har man ikke som journalist fx en pligt til at præsentere flere sider af en sag?

”Når vi diskuterer de her ting på Deadline-redaktionen, kan der være en tendens til at sige: Vi må have ministeren på det her område i debat med oppositionen. Det vil nogle måske opfatte som et forsøg på alsidighed, selvom det allerhøjst er tosidighed.”

Og konsekvensen er, mener Kurt Strand, at man i forsøget på at være alsidig risikerer at lade en minister eller andre med bestemmende indflydelse slippe for billigt.

”Det sker, fordi du som journalist, i hvert fald i debatter på tv, er nødt til at være lige meget i flæsket på dem begge to. Jeg har lavet for mange ting, hvor jeg bagefter har kunnet sige: ’Den minister slap for nemt, fordi vi lavede en debat i stedet for et én til én-interview’. Hvis vi mener det med at være demokratiets vagthund, den fjerde statsmagt og andre dyre udtryk, så må vi også påtage os viljen til – i det omfang, de vil stille op – at konfrontere de ansvarlige med deres gerninger, tanker og hvad ved jeg.”

Skulle man være lidt polemisk, kunne man mene, at din afsked med DR i lige så høj grad handler om, at du er blevet stødt over, at yngre eller nye kræfter er løbet med opmærksomheden og de gode opgaver. Kort sagt, at du måske bare er gået hen og blevet lidt gammeldags?

”Det er i hvert fald rigtigt, at jeg har været studievært i mange år og har været ansat i DR i mange år. Og hvis nogle siger, hvad jeg af og til hører, at jeg er lidt gammeldags og halvfjerdseragtig i min tilgang til tingene, så er det fint. Det står jeg ved. Der er også nogle, der kalder mig højskoleagtig. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men jeg tror, det er noget med at sætte nogle kerneværdier meget højt. Jeg mener det, når jeg snakker om bekymringen for den demokratiske samtale, fordi det er en måde, vi vedligeholder vores demokrati på. Det er ikke bare en bekymring, jeg har som journalist. Det er også en bekymring, jeg har som samfundsborger,” siger Kurt Strand og holder en lille tænkepause:

”Det kan godt være, jeg er lidt gammeldags, men hvis det er det, det handler om, så er jeg stolt af at være gammeldags.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet