Nyt job - Peter Ferlev Jensby

20.10.2010

af

Topkarriere i Nordjylland.

Peter Ferlev Jensby, 41 år, cand.merc. Har blandt andet været administrerende direktør og driftschef i flere virksomheder under Andersen Advisory Group A/S, hvor han har gennemført såkaldte turn arounds. Har været ansat hos TDC og Sonofon, hvor han har været ansvarlig for indtjeningsforbedringer. Har senest været ansat hos Novo Nordisk som business support manager. Pr. 1. september blev han ansat som økonomidirektør hos Carnitech A/S, hvor han igen skal gennemføre en turn around. Oftest er han blevet headhuntet til jobbene.

Har du haft en karriereplan?

”Ja. Oprindeligt sagde jeg, at jeg ville være økonomichef så hurtigt som muligt. Det er lang tid siden, det blev opfyldt. Nu vil jeg bare gerne have et sjovt job.”

Har du det nu?

”Jeg har et kanonjob.”

Hvorfor?

”Det er en turn around-opgave. Jeg elsker turn arounds. Først en grundig analyse. Så meget hårdt arbejde med at gennemføre ændringerne, og så kommer de synlige resultater. Det kræver også kreativitet, fordi man skal kunne håndtere en masse typer mennesker, der reagerer forskelligt på forandringer. Jeg er selv musiker og spiller trækbasun og klaver.”

I  TDC blev du kaldt doktor Jensby. Hvad ligger der i det? Er det godt eller skidt?

”Nu blev jeg jo ikke kaldt slagter Jensby, men doktor Jensby. Og doktoren er ham, der kurerer de syge, så det er vel positivt.”

Er du en god chef?

”Fra tidligere medarbejdere har jeg fået at vide, at jeg er hård, men retfærdig, og det kan jeg godt leve med. Jeg har også lige spurgt nogle af mine nuværende medarbejdere, hvordan jeg er som chef. De siger, at jeg er åben og direkte, og at de aldrig har fået så meget ros.”

Du har haft job både i København og Århus, men du er blevet boende i Nordjylland. Hvorfor?

”Min kone siger, at jeg må tage alle de job, jeg har lyst til, men at jeg skal komme hjem hver dag, og at vi bliver boende, hvor vi bor. Derfor.”

Arbejder du meget?

”Ni timer om dagen fuldstændig fast. Jeg kommer hjem og spiser aftensmad, laver lektier med børnene og putter dem. Og hvis jeg ikke er hjemme en aften, så er det, fordi jeg er ude at pleje mit netværk. Jeg er med i DJØFs arrangementsudvalg i Nordjylland og også i arrangementsudvalget i VL 34. Hvis man vil have en karriere, er det enormt vigtigt at netværke.”

Hvad er det vigtigste for dig?

”Livet her på jorden er Paradis. Det undrer mig bare, at der er nogle, som ikke har fundet ud af det endnu. Men derfor er det vigtigt at have det sjovt. Jeg havde selv en dårlig chef på et tidspunkt. Og selvom min kone var glad for, at jeg kom tidligere hjem, så opfordrede hun mig til at skifte job. Jeg lignede en hængt kat, og jeg var ikke glad. Og så er det svært at se Paradis.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet