Nyt job - Claus Nicolai Ellehuus

13.1.2010

af

Etisk vagthund i Novo Nordisk.

Claus Nicolai Ellehuus, cand.jur., 29 år, har fået nyt job som Corporate Counsel i Novo Nordisk. Han kommer fra et job i Saxo Bank.

Hvorfor skiftede du fra Saxo Bank?

”Saxo Bank var en spændende arbejdsplads, men de personlige udviklingsmuligheder blev skåret væk efter en stor fyringsrunde i oktober 2008.”

Novo Nordisk er meget eftertragtet. Hvorfor fik du lige jobbet?

”Novo Nordisk er en international virksomhed, og jeg har læst to år i udlandet: Et år i Frankrig på et Eramus-stipendium og et år i USA på et privat scholarship. Så på den måde passede min profil perfekt. Og så har jeg også arbejdet med noget af det samme i Saxo: Legal compliance.”

Legal compliance betyder ordret, at tingene skal være i overensstemmelse med loven?

”Ja, men det drejer sig også om, at man som virksomhed forpligter sig til ikke blot at følge lovens ord, men også lovens ånd, værdier og formål. For Novo Nordisk handler det meget om, at man er dedikeret til at føre forretning på en etisk korrekt måde.”

Hvad går det konkret ud på?

”Dels er der noget rent hardcore jura, men det drejer sig også om, at Novo har udarbejdet interne regler for alle medarbejderne, der afspejler lovgivningen, men også etiske standarder, som man så skal uddanne alle medarbejdere i at forstå og følge og derpå kontrollere, om de rent faktisk følger dem.”

Hvad er det mest spændende i dit nye job?

”Novo er kendt som virksomheden, hvor folk bliver i hele deres karriere, fordi de konstant får mulighed for at udvikle sig og få nye udfordringer.”

Hvad er det mest udfordrende?

”Jeg skal lære cirka 27.000 nye ansigter at kende. Og så har jeg meget kort tid til at få Novo ind under huden, før jeg skal kunne rådgive medarbejdere, som har været her i måske 20 år.”

Hvad oplever du som forskellen på bank- og medicinalverdenen?

”At udsigten fra mit kontor har skiftet fra Øresund til Herlev Hospital. Ellers ligner de to verdener hinanden rent organisatorisk. Men det er selvfølgelig blevet lettere at fortælle venner, at man arbejder for en virksomhed, der redder menneskeliv, end at man arbejder for en bank i disse tider.”

Drømmer du om at blive udstationeret? Og hvor?

”Det står helt klart på toppen af ønskelisten, men nu skal jeg først oparbejde en masse erfaring. Ønskedestinationen må være Novos datterselskab i USA.”

Novo er kendt for deres personalegoder. Er der nogle, du er særligt glad for?

”Ja. Novo har et stort fritidscenter, hvor man kan spille badminton og styrketræne. Jeg glæder mig også til at være med i Novos sejlklub og dykkerklub. Man har jo også hørt om nogle legendariske firmafester i Parken.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet