Mysteriet om den forsvundne ligestilling

22-09-2009
2 min.

DJØF kommentar.

Den største barriere for ligestilling i Danmark er den bekvemme myte om, at der er ligestilling i Danmark. Når myten gang på gang gentages vækker det forundring hos de af os, som dagligt konfronteres med en helt anden virkelighed.

Blandt DJØFs privatansatte medlemmer er der en uforklarlig lønforskel mellem mænd og kvinder på knap 5 %, når tallene er renset for stillingsniveau, anciennitet og arbejdstid. Dertil kommer yderligere 17 % såkaldt ”forklarlig” lønforskel, som netop skyldes, at mænd i langt højere grad får adgang til ledende stillinger trods lige uddannelsesniveau blandt mænd og kvinder. Kan det virkelig passe, at de højtuddannede kvinder i Danmark er de 23. ringeste i Europa til ledelse?

Både lønforskellen og den ringe andel kvindelige ledere betragter vi i DJØF som et betydeligt ligestillingsproblem. Dertil kommer den markant skævere fordeling af barselsorloven mellem de to køn end i de øvrige nordiske lande. Det skyldes bl.a., at både lovgivning, lønforskelle og fasttømrede holdninger giver markant ringere incitament til, at fædre tager barsel, end i landene omkring os. Det er også et betydeligt ligestillingsproblem, som der vel at mærke er gode erfaringer med at løse gennem øremærket barsel til mænd.

Der er med andre ord rigeligt at tage fat på for ligestillingsministeren og hendes embedsmænd. Forleden kunne man imidlertid konstatere, at Ligestillingsafdelingen – både formål, bevilling og medarbejdere – er forsvundet fra Finanslovsforslaget trods forsikringer i juni om, at der ikke vil ske en nedprioritering af området.

Fra ministeriets side forlyder det, at der er tale om en ren teknisk forklaring, idet organisationsændringerne på Beskæftigelsesministeriets område ikke var faldet på plads inden færdiggørelse af finanslovsforslaget. Flytningen af Ligestillingsafdelingen blev imidlertid besluttet af ministeren allerede i maj.



Det er lykkedes at flytte en række aktivitetskonti, som ind til videre har mistet 20 mio. kr. på vejen, men mest bemærkelsesværdigt er det, at det særlige indsatsområde, som ligestillingsministeren mener, bør have størst prioritet – ligestilling blandt mænd og kvinder med anden etnisk baggrund end dansk – er blevet beskåret med knap 5 mio. kr., så der nu er præcis 0 kr. til rådighed.

Vi ser frem til, at alle disse ”tekniske fejl” bliver rettet på ændringsforslaget til Finansloven i oktober. At vi har ligestilling i Danmark er og bliver en myte. At aflive myten kræver politisk vilje – og med viljen de nødvendige medarbejdere og midler.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.