Et målrettet hippiebarn

23.9.2009

af

Hun er opvokset i et hippiehjem og har det bedst, hvor der ikke er kø på dametoilettet. Hun hader fejl, men har med årene lært at se sine egne svagheder som en slags livsforsikring. Stina Vrang Elias er den nye administrerende direktør for FUHU.

Hun lyser op i sin orange kjole, som hun står der omringet af mænd i grå og sorte jakkesæt. Ligesom kvindelige statsledere på gruppefotos fra topmøder, der også altid står frem som fremmede fugle med farvestrålende fjerpragt i en nålestribet virkelighed. Situationen er ikke ny for Stina Vrang Elias, der i hele sin karriere har arbejdet i mandsdominerede miljøer. Det nye er, at hun nu er administrerende direktør. Hun skal stå i spidsen for at bringe FUHU – Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse – videre til en position som Danmarks førende tænketank inden for forskning og uddannelse.

Stina Vrang Elias, der er et hoved lavere og mindst ti år yngre end de jakkesætklædte mænd omkring hende, har hele sit professionelle liv arbejdet med forskning og uddannelse. Først på Danmarks Evalueringsinstitut, siden i DI og senere i DEA – Danmarks Erhvervsforsknings Akademi, FUHU’s datterorganisation. Den nye administrerende direktør kender altså både området og organisationen.

Med bestyrelsesformand Thomas Hofmann-Bangs ord har hun ”den personlighed, der skal til for på en gang at sikre kontinuitet og samtidigt bringe organisationen til næste niveau.”

”Hun kan med sin faglighed, sin latter og sin evne til at skabe relationer få mange interessenter til at spille sammen,” tilføjer han.

Peter Mogensen, politisk kommentator på blandt andet Politiken og mangeårig ven med Stina Vrang Elias, formulerer det på en anden måde:

”FUHU er en gammel støvet butik, og Stina er den rigtige til at ruske op i den. Med hende får man en, som vil sætte butikken på landkortet på en anden måde end før, fordi hun på en gang er et behageligt menneske og har et stenhårdt fokus. Hvis ikke hun havde fået jobbet, ville det have været en skandale.”

Også en blød side

Det er ikke kun fysisk, Stina Vrang Elias skiller sig ud fra de andre i den 130 år gamle organisation. Som leder er hun både mere kontant og mere hudløs end de fleste. Hun citerer selv en tidligere leder for at kalde hende kontant på en måde, ’som man godt kan slå sig lidt på’ og en anden for at sige ’det gode ved dig er, at du også har en blød side’.

Hun kaster hovedet tilbage med den høje latter, både medarbejdere og venner nævner som et af hendes meget karakteristiske træk:

”Også? Jeg som troede, at blød var det, jeg var!”

Latteren ligger stadig i både øjne og stemme, da hun fortsætter:

”Derfor befinder jeg mig godt sammen med mænd, hvor man siger tingene ligeud. Jeg er ikke noget sted, hvor der ikke er flest mænd!”

Hun er nu alvorlig igen.

”Men jeg er holdt op med at tænke over, at jeg stikker ud. Jeg tænker mere over at blive respekteret fagligt.”

Som at blive mor

Hudløsheden kommer til udtryk allerede i anden sætning i interviewet denne formiddag, to måneder efter indsættelsesceremonien, hvor hun nævner, at det faktisk er angstprovokerende for hende at sidde for bordenden som administrerende direktør. Dernæst sammenligner hun sit nye job med at få et barn:

”Jeg har tænkt over det. Det er ikke så skelsættende som at blive mor, men det kan sammenlignes med at få sit første barn. Det er også en ny rolle, som man med tiden vokser ind i. Det er et nyt ansvar, og det er anderledes, men heldigvis har jeg medarbejdere, der fortæller mig, at jeg ikke skal være nervøs.”

Hvordan ved de, at du er det?

”Jeg har ingen problemer med at fortælle, hvad der er mine bekymringer og sorger. Når jeg fortæller det, spiller mine medarbejdere tilbage til mig. De får ansvar for at klæde mig på.”

Færre indre dialoger

Hun holder en pause:

”At være leder er en personlig rejse. Det er noget andet end en faglig udvikling. Der er ikke noget facit. Man kan se, hvis man gjorde noget helt forkert. Og man kan altid spørge sig selv, om man gjorde tingene på den rigtige måde, traf den rigtige beslutning. Det er meget komplekst. Jeg har langt færre indre dialoger end før, om man kan være chef på den måde, jeg er. Men det har været en rejse gennem alle de år at lære at stole på, at jeg er god nok som den leder, jeg er.”

Hvordan er du nået dertil?

”Jeg har taget en lederuddannelse og fået mig en coach. Men den bedste uddannelse, jeg har fået, er, at jeg spørger folk til råds. Jeg spørger mere erfarne ledere end mig selv,” siger Stina Vrang Elias, der med tiden har lært at vende sine svagheder til styrker.

”I stedet for at se det som en svaghed, at jeg er nervøs over fx regnskabet, sørger jeg for at lægge en strategi, fx meget hyppige regnskabsmøder, så nervøsiteten forsvinder. Jeg bruger på den måde mine svagheder som en slags livsforsikring.”

Og det er en god strategi for en erklæret perfektionist i en nulfejlskultur:

”Jeg hader fejl. Men samtidig er jeg jo også i en udviklingsorganisation. Og jeg vil hellere løbe en risiko for at begå fejl, end jeg vil gentage noget, vi gjorde året før. Man må sondre mellem, hvad der er fejl, og hvad der er eksperimenter. Og nogle gange bevæger man sig ud i et eksperiment,” siger hun.

Sygekassebriller og stort hår

Lars Nørby Johansen, der som bestyrelsesformand i DEA har arbejdet tæt sammen med Stina Vrang Elias, er en af dem, hun har brugt som mentor og sparringspartner. Han kalder hende en kvinde af en ’usædvanlig kaliber’, der er ’målbevidst og ambitiøs, samtidig med at hun er lyttende og har selverkendelse’.

Det er en beskrivelse, veninden Malene Flindt Pedersen, udviklingschef på Det Danske Filminstitut, genkender. Hun har kendt Stina siden 1.g, hvor de gik på kostskole i Birkerød.

”I starten af gymnasiet var hun en hippiepige, der altid gik i joggingbukser og træsko, havde kæmpe hår og sygekassebriller. Hver gang hun var til fest, mistede hun noget, sin taske, sin pung ... Men samtidig var hun også altid den, der, når vi lavede lektier, sagde: ’Skal vi ikke lige tage det en gang til’. Hun var den eneste af kosteleverne på vores årgang, der bestod. Hun var et målrettet hippiebarn.”

Direktør med hippiegen

Og hippiegenet ligger dybt i direktøren for den nålestribede organisation. Hun er opvokset i et hippiehjem på Møn i et samfund ved siden af samfundet, fortæller hun.

”I skolens protokol stod der ud for de andre børn gårdejer Hansen, gårdejer Hemmingsen, gårdejer Nielsen … Ud for mig stod der ’lærerstuderende Nina Vrang’.

Faderen, som er amerikaner, havde Stina ikke kontakt til. Moderen havde mødt ham i Israel kort tid før, han blev indkaldt som soldat med en udsendelse til Vietnam i udsigt. Moderen mødte en anden, og relationen til Stinas far gled ud, indtil hun som 15-årig fik kontakt til ham. Som 19-årig tog hun til USA og mødte ham for første gang – og blev overrasket over, hvor meget de lignede hinanden.

”Det var helt rystende. Alt det udadvendte og talende har jeg ikke fra min mor, men fra ham. Vi havde også præcis samme humor. Grinede af de samme ting. Jeg troede, den slags var kulturelt betinget. Det er bekymrende, hvor meget der ligger i generne,” smiler hun og fortsætter med et eksempel, der ender i en maskulin gestik og tyk amerikansk accent.

”Fx har min mor altid elsket naturen, og min mand er også ret spejderagtig. Det er slet ikke noget for mig. For nogle år siden, da vi havde været på ferie i en uge i regnvejr, ringede jeg til min far og brokkede mig. Hans reaktion var: ’Stina, listen to me, you need sun, you need roomservice, its genetic’.”

Brobygger

I dag har hun god kontakt til sin far og har tilbragt en del tid i USA, men dengang i folkeskolen var hun bare datter af en enlig mor og meget anderledes end alle andre.

”Jeg gik anderledes klædt, vores hus var anderledes, og jeg havde noget andet med på madpakken,” siger Stina Vrang Elias, der dagligt navigerede mellem to vidt forskellige verdener.

På den ene side var der skolen og landboforeningernes ungdomsafdeling, som gik ud på at opdrage en til at være god husmor eller god landmand, og hvor alle børn, også Stina, var aktive. På den anden side var der hippiemiljøet med moderen, der arrangerede musikfestivaler, stiftede et politisk parti og kørte en butik med biodynamiske varer.

”Jeg er ikke i tvivl om, at det har givet mig en evne til at være åben over for, at folk kan være forskellige. Og en bevidsthed om, at hvis man vil noget, må man selv yde noget. Hvis jeg gerne ville være sammen med børnene fra min klasse, måtte jeg finde ud af betingelserne for det. Det var en arbejdsbetingelse at finde sit eget rum i det. Ligesom det er, når jeg arbejder sammen med mænd,” siger Stina
Vrang Elias.

Karriere kræver, man står tidligt op

Stina Vrang Elias har masser af eksempler på sin arbejdsomhed.

”Da jeg var otte, støvsugede jeg huset hver dag og passede min lillebror, som var fire år yngre. Min mor var jo på seminariet, og jeg havde et ansvar for, at det hele skulle fungere. Derfor er dovenskab også et karaktertræk, jeg har det skidt med. Eller når folk er ofre,” siger hun og holder blikket fast.

”Var det mindre sjovt at vokse op uden en far? Og havde det omkostninger at have en mor, der var så aktiv med butik og parti? Ja, fordi børn var ikke særlig meget i fokus. Men min opvækst lærte mig, at hvis du ved, hvordan tingene skal være, er der kun vej: At arbejde på at det kan blive sådan. Og det kræver, at man står tidligt op. Jeg har ikke fået noget forærende. Andet end en masse mennesker undervejs,” siger Stina Vrang Elias og fortsætter:

”Min karriere er ikke blevet handed on a silver platter. Hvis man læser dette interview og tænker, at man bliver leder bare ved at være sig selv, er det forkert. Det kræver hårdt arbejde. Læse-, tanke- og skrivearbejde!” understreger Stina Vrang Elias.

Hvad har du måttet give afkald på for at forfølge din karriere?

”Hmm. Jeg bliver tit spurgt om, hvorfor jeg kun har to børn, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke havde overvejet at få flere. Men det vil jeg ikke byde hverken det nye barn eller dem, jeg har. Min kapacitetsgrænse i forhold til nærvær er her. Alle valg indeholder fravalg.”

Stina Vrang Elias holder en (for hende) sjældent lang pause, før hun fortsætter:

”Når du nu spørger så direkte: Jeg har måttet give afkald på den drøm, jeg havde, inden jeg fik børn, om at jeg kunne være en deltidsarbejdende mor, hvor jeg var central i familien, var god til at sylte syltetøj osv. Det var en drøm, jeg havde, men som jeg ikke har mere. Jeg må se i øjnene, hvem jeg er som person og må være den bedste mor inden for den ramme. Det synes jeg, jeg gør godt, men det er klart, at man giver afkald på noget, når ens arbejdsliv fylder så meget, som mit gør.”

”Jeg har engang sagt til min mand, at hvis vi får et barn mere, flytter vi til Gilleleje, og så får jeg deltidsarbejde som fuldmægtig på Helsingør Rådhus.”

Stina Vrang Elias kaster igen sin latter ud i luften. Højt, klart og smittende, så man forstår, at hun ikke lige med det første er på vej til Gilleleje, men derimod er dybt engageret i at bruge både sig selv og sin målrettethed til at sikre, at den gamle forening fremover får en mere fremtrædende plads på det forskningspolitiske gruppebillede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet