Sig undskyld

14-05-2009
2 min.

Rektor på Aarhus Universitet, som DMU hører ind under, Lauritz B. Holm-Nielsen, mener, at sagen om Mette Jensen er en meget lille sag, som er blæst meget stort op.

"Sagen handler overhovedet ikke om ytringsfrihed. Mette Jensen har fået trykt et åbent brev i vores egen avis, CAMPUS, og jeg har svaret hende i samme nummer af bladet."

Han vil ikke forholde sig til, hvorvidt Mette Jensen har brudt sig mod de interne regler på DMU eller ej, for det er en sag mellem Mette Jensen, DJØF og DMU's direktør. Men han har det godt med, at sagen er endt med, at forvarslet til advarslen blev trukket tilbage.

Til gengæld giver han Mette Jensen en balle for at løbe med en halv vind i sit åbne brev.

"Det er en udbredt misforståelse i medierne og også her, at Aarhus Universitet ejer Cheminova. Det gør vi ikke. Aarhus Universitets Forskningsfond, som er en privat fond, har blandt andet aktier i det børsnoterede selskab Auriga, der ejer Cheminova. Og det skuffer mig, at man som mangeårig forskningsmedarbejder ved DMU ikke først undersøger præmisserne for sin kritik."

Men man har ret til at ytre sig og sige, hvad man vil, understreger han.

Var det rimeligt, at Mette Jensen fik et forvarsel af sin direktør for at benytte det interne mailsystem?

"Det er en sag mellem DMU's direktør og Mette Jensen, og det var jeg ikke inde over. Men vi har ytringsfrihed og forskningsfrihed på Aarhus Universitet - og højt til loftet. Vi er 10.000 ansatte, som alle kan komme til at begå fejl. Det gælder også vores ledere. Men sker det, prøver vi at rette op på det, og hvis gode organisationer som fx DJØF gør os opmærksom på, at vi har taget fejl, er vi naturligvis glade for det."

Dermed siger du, at der i denne sag er en leder, som har taget fejl?

"Jeg vil gerne understrege, at der rent juridisk ikke er begået fejl i denne sag! Men det kan godt være, der blev lagt op til en for voldsom sanktion i en ophedet situation. Dette blev trukket tilbage og sagen forligt, og så synes jeg, den potte bør være ude."

Hvad skal vi lære af denne sag?

"Vi skal være imødekommende og udvise respekt for ytringsfriheden. Hvis nogen - det gælder både medarbejdere og ledere - kommer til at gå lidt ud over en kant, skal vi være ordentlige nok til at sige det. Undskyld er også et godt ord. Det helt ideelle var nok, hvis begge parter undskyldte."

Nogle mener, at sagen illustrerer, at de tidligere sektorforskningsinstitutioner skal lære, hvordan det er at være en del af et universitet og ikke et ministerium?

"Det her er ikke en sag, som er symptomatisk for et problem på universiteterne. Selvfølgelig er der kulturforskelle på et stort universitet som vores, men man kan ikke lægge et skarpt snit mellem sektorforskere og universitetsforskere."

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.