Nu bliver djøfere bedt om at gå ned i løn

26.5.2009

af

3Fere var blandt de første, der bed i det sure æble. Nu bliver også djøfere bedt om at gå ned i løn eller acceptere fastfrysning af lønnen. AC-organisationerne, herunder DJØF, advarer dog akademikerne mod at æde sådanne udspil fra arbejdsgiverne.

Det kan være svært at sætte hælene i og sige nej, når nu ens kolleger har sagt ja. Og det kan være ekstra svært, når ens arbejdsgiver presser hårdt på, for at medarbejderne i samlet flok siger ja til en lønnedgang - måske med et løfte om, at der i givet fald ikke bliver tale om fyringer i første omgang.

Hidtil er det primært 3F'ere, og typisk i det jyske, der er blevet mødt af sådanne krav fra deres arbejdsgiver. Men nu begynder djøfere også at mærke, at krisesnak og krisetider får en direkte indflydelse på deres løn. Konsulenterne i DJØF har på det seneste oplevet djøfere, der ringer ind, fordi de enten er blevet bedt om at gå ned i løn eller om at nikke ja til, at lønstigninger ikke kan komme på tale.

Fra politisk side i DJØF er meldingen til den slags udspil fra arbejdsgiveren klar:

"Tænk dig rigtig godt om, før du siger ja," lyder det fra Jan Helmer, formand for DJØF Privat.

"Vores holdning er rimelig skarp, når det gælder lønnedgang, for vores erfaringer viser, at det alligevel ikke hjælper virksomheden på den lange bane. Og hvis du først er gået med til at gå ned i løn eller få din løn frosset fast, er det svært at få lønnen forhandlet op igen," siger Jan Helmer.

Men kan det ikke være svært ikke at acceptere en lønnedgang, hvis alle ens kolleger måske allerede har sagt ja til det?

"Hvis du føler dig presset til at sige ja, skal du overveje, om du er i den rigtige stilling i det rigtige firma og i den rigtige branche. Men hvis du gerne vil blive i jobbet og vælger at sige ja, er det helt afgørende, at det, du aftaler, er rent midlertidigt, og at der samtidig er en klar plan for, hvornår og hvordan du kommer videre derfra," siger Jan Helmer.

De holdninger er han ikke ene om. Akademikernes Centralorganisation har lavet et fælles udspil, 'Lønudvikling i Krisetider', på vegne af deres medlemsorganisationer. Her hedder det blandt andet:

  • AC-organisationerne advarer kraftigt imod lønnedgang.
  • Det er som det første vigtigt at gøre sig bevidst om, hvorvidt kravet fremkommer i ly af krisen eller på grund af krisen.
  • Det akademiske arbejdsmarked er endnu ikke 'sandet til', og vi har ikke oplevet en væsentlig vækst i arbejdsløshedstallene.

Men kan akademikerne, herunder djøferne, tillade sig at have den holdning, når fx mange 3F'ere allerede har været nødt til at sluge en lønnedgang?

"Det er muligt, at de i nogle tilfælde ikke kan, og derfor er det også vigtigt, at djøferne ringer til DJØF for at diskutere det, hvis de bliver stillet over for sådan et krav. Men djøferne er samtidig i en position, hvor de kan være den afgørende faktorer for, om virksomheden rent faktisk kan overleve, så uanset hvad er det uholdbart, hvis det er en permanent aftale," siger Jan Helmer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet