Kommuner og EU-udvidelsen

26-03-2009
5 min.

Optagelsesforhandlinger med lande som Tyrkiet og Kroatien slår ofte knuder på grund af storpolitiske spørgsmål. Et nyt forslag vil involvere de lokale myndigheder mere aktivt.

EU spilder et stort potentiale for integration mellem nye og gamle lande, fordi  kommuner og regioner ikke inddrages bedre.

Der er langt fra de politiske visioner i Bruxelles til den konkrete virkelighed i børnehaver og bag skraldebiler i de potentielt nye EU-lande. Lidt over en tredjedel af de penge, EU-Kommissionen hvert år sætter af til kapacitetsopbygning i kandidatlandene, bliver sendt retur, fordi kommunerne ikke kan finde ud af at bruge dem.

Hvis EU brugte kommuner og regioner mere systematisk og konstruktivt, ville unionen ikke alene få mere valuta for pengene, den ville også bringe projektet helt ind i borgernes hverdag og give dem mere demokratiske og professionelle lokale myndigheder, mener et dansk byrådsmedlem, der nu har sat skub i en proces for bedre regional integration.

"Det sker ofte, at man på nationalt niveau har fine, frugtbare drøftelser med EU-Kommissionen, hvor man bliver enige om støtte eller en hjælpepakke, fordi det er det, man kan forestille sig, der er behov for. Men når man kommer ud i yderste kartoffelrække, så harmonerer det, man forestiller sig i Sofia eller Zagreb, eller hvor det nu kan være, ikke med den lokale virkelighed. Det er blevet et stigende problem," siger medlem af byrådet i Furesø for SF Helene Lund, der også er mangeårigt medlem af EUs Regionsudvalg.

Her har hun i november fået vedtaget en udtalelse, der sender klare anbefalinger til EU-Kommissionen om, hvordan EU kan udnytte regioner og kommuner i udvidelsesprocessen. Det handler om at lette bureaukratiet og om at professionalisere forvaltninger, og så handler det om at skære genvej gennem de storpolitiske spørgsmål, der volder problemer i forholdet mellem EU og fx Tyrkiet og Kroatien. I stedet skal lokale myndigheder i og uden for unionen samarbejde om helt ukontroversielle sager, der gør en kæmpe forskel for borgerne og bidrager til integrationen af tyrkiske og kroatiske kommuner og regioner langt hurtigere, end regeringer kan.

"Som lokal myndigheder skal vi ikke løse Tyrkiets problemer med kurderne eller med Cypern, og vi skal ikke løse Bosniens problemer med Republika Srpska. Vi skal sørge for, at der er en skraldespand på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt for nu at skære det ud i pap. Det betyder, at vi kan skabe kontakt meget tidligere og mere direkte, end det centrale niveau kan. For to borgmestre vil have nogle ting til fælles, uanset hvad deres politik er. Det skal vi dyrke meget mere gennem udveksling og kontakter. Min kongstanke har siden midten af 1990'erne, da jeg startede i Regionsudvalget, været, at vores opgave ikke er store politiske visioner, men at gøre det ingen andre kan - det praktiske og operationelle, hvor man har fingrene nede i hverdagen, og det er Kommissionen i stigende grad blevet interesseret i," siger Helene Lund.

EU skal afmystificeres

I praksis handler forslaget om at professionalisere det lokale niveau i kandidatlandene. I et konkret eksempel som affaldshåndtering handler det om at hjælpe dem til et overblik over mulighederne i EU-systemet, både når det kommer til at få økonomisk hjælp og til at hente ekspertise. Regionsudvalget anbefaler derfor en slags katalog, så 'nye' og 'gamle' kommuner nemt kan finde hinanden, og så begge parter kan lære af de erfaringer, andre regioner og kommuner har gjort sig under tidligere udvidelser.

Sofija Babi arbejder i Udruga Gradova, der er den kroatiske pendant til Kommunernes Landsforening. Hos hende er der ingen tvivl om vigtigheden af et tættere lokalt og regionalt samarbejde i EU. Ikke bare i forhold til at løse konkrete problemer og skabe forbindelse mellem beslutningstagere og dem, der implementerer, men også i forhold til at lære af andres fejl.

"Europæiske spørgsmål ses ofte som nogle, centralregeringen tager sig af. Den holdning finder man ikke bare i staten, den er også udbredt blandt lokale og regionale myndigheder. To tredjedele af EUs lovgivning implementeres på det lokale og regionale niveau. Det er vigtigt at lytte til andre lande, der er gået igennem processen med at tilpasse sig EU, så vi kan undgå at lave samme fejl som dem," siger Sofija Babi.

Set fra et land, der mødes med nogen skepsis og udvidelsestræthed i EU, handler det også om at øge indsigten i udvidelsesprocessen i de 'gamle' EU-lande.

"Vores EU-partnere taler for at afmystificere udvidelsesprocessen over for EU-borgerne. De understreger behovet for bedre kroatisk repræsentation af det arbejde, lokale og regionale myndigheder har lavet. Det kan hjælpe med at accelerere udvidelsesprocessen og svække den skepsis, EU-borgere har over for udvidelsen," siger Sofija Babi.

Lokalt ejerskab

Alain Servantie, der er rådgiver i EU-Kommissionens udvidelsesdirektorat, kalder Helene Lunds rapport "særdeles brugbar og opmuntrende" og siger, at Kommissionen er opmærksom på problemet med, at regioner og kommuner ikke kan udfylde deres roller godt nok, som det er i dag.



"Lokale og regionale myndigheder vil i sidste ende blive afgørende aktører i implementeringen af EUs politikker for sammenhæng og regionsudvikling. Deres involvering i lokale og regionale politiske tiltag udspringer af subsidiaritetsprincippet og fra det faktum, at de er bedst placeret og bedst informeret til succesrigt at gennemføre tiltag på det niveau. Lokale og regionale tiltag kan kun blive effektive, hvis der er lokalt og regionalt ejerskab. En af de største udfordringer for kandidatlande og potentielle kandidatlande er at implementere og absorbere føroptagelseshjælpen på en fornuftig og effektiv facon," siger Alain Servantie, der på Kommissionens vegne vil sikre, at der bliver fulgt op på udtalelsen i det kommende år.

Han tilføjer, at erfaringsudveksling mellem regionale og lokale myndigheder har den ekstra fordel, at myndighederne i EU-medlemslandene på den måde får større indblik i udviklingen på paneuropæisk niveau og mulighed for kulturel udveksling. Ifølge Helene Lund er der oveni det også en fordel for lokale myndigheder i de eksisterende EU-lande.

"Det er ikke tanken, at vi skal komme og fortælle dem, hvordan de skal gøre. Vi skal sige til dem, at vi har de og de erfaringer og de og de problemer. Vi har lige så meget at lære som dem, og jeg tror, det vil komme til at betyde rigtig meget for os. For jo mere man kommer ud, jo mere positiv bliver man over for globalisering og internationalt samarbejde," siger Helene Lund.

Hvis det går, som Regionsudvalget håber, vil fx danske kommuner senere kunne hente EU-støtte til projekter, der samarbejder med forvaltninger i kandidatlandene.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.