Manden bag dagsordenen

2.12.2009

af

Han er blandt de 100 mest indflydelsesrige journalister i verden og fik sit første job takket være en halv gris. Han har kæmpet for klimaet og imod sin egen kræftsygdom. Erik Rasmussen kan i år fejre 50-års jubilæum som journalist.

”Lægerne gav mig 20 procents chance for at overleve. Jeg kiggede på dem og sagde: ’Hvordan skaffer vi så de sidste 80?’”

Erik Rasmussen vender sig om. Hans stemmes ru klang har fået en ny tone. Næsten opløftet – en forventningens glæde over om lidt at nå frem til en vigtig pointe.

”Det er jo, som når man forsikrer et hus. Det kan ikke nytte noget kun at forsikre det 20 procent. Den besked kunne jeg ikke bruge til noget. Når lægerne ikke kunne give noget svar, måtte jeg selv finde det. Jeg brugte mit netværk og søgte, stærkt inspireret af min kone, også svar uden for det etablerede system. Da lægerne spurgte hvorfor, sagde jeg: ’I havde da vel ikke forestillet jer, at jeg bare ville sidde og vente på, at I kunne sige: Hvad sagde vi?’”

Erik Rasmussens øjne glimter veloplagt. Han er sejrherren i historien, der handler om, at han overlevede den kræftdiagnose, han fik stillet i 1999. Han ikke bare overlevede. Han skrev også en bog om sit sygdomsforløb – den han gerne selv ville have læst, da han fik kræft – han blev formand for Patientstøtteudvalget i Kræftens Bekæmpelse og iværksatte den hidtil største danske analyse af, hvad det vil sige at have kræft. Erik Rasmussen gik til sin sygdom med samme nidkærhed, samme analytiske værktøjer, som når han står over for at skulle kommunikere og løse et samfundsmæssigt problem.

”Når du er syg, kan du ikke kæmpe kampen alene. Når du skal redde klimaet, kan du ikke kæmpe kampen alene. Du skal være innovativ, skabe grænseoverskridende netværk og få viden til at spille sammen på kryds og tværs. Forskellen er, at du har en vis indflydelse, når du arbejder med samfundsproblemer, mens du, når du bliver ramt af en dødelig sygdom, mister herredømmet,” siger han, holder pause og tilføjer så:

”Men jeg vil reagere på et oplyst grundlag. Ligesom jeg vil have, at beslutningstagerne reagerer på et oplyst grundlag. Det har jeg sat min journalistik og min tilværelse ind på at sikre, at de gør.”

Katalysator for løsninger på samfundsproblemer

Erik Rasmussen er direktør og chefredaktør for Mandag Morgen, han er medlem af International Media Council, som har kåret ham til en af de 100 mest indflydelsesrige journalister i verden. Han har stået bag tænketanke med deltagere som Anders Fogh og Poul Nyrup, og i hans VL-gruppe sidder folk som Steen Riisgaard fra Novozymes og Niels Smedegaard fra Mærsk.

Senest har han fungeret som katalysator for den største klimaorienterede erhvervsalliance nogensinde, Copenhagen Climate Council, der i maj i år samlede erhvervsledere, politikere og forskere fra hele verden for at skrive under på en erklæring, der skal sikre en ansvarlig klimaaftale i København i december.

Ulrik Haagerup, nyhedschef på DR, beskriver Erik Rasmussens position således:

”Erik Rasmussen er en af den europæiske mediabranches mest visionære personer. Han tror på, at journalistik kan skabe en bedre verden, og han evner at få stablet et topmøde på benene, som vi så i sommer, hvor alle statsledere dukker op. På grund af en skide chefredaktør! I Danmark! Det er kun personligheden, der gør det.”

Peter Pruzan, mangeårig ven og professor emeritus på CBS, supplerer:

”Erik er et levende eksempel på Gandhis ord: Be the change you want to see in the world. Han gør en forskel.”

Slår stort brød op

Men hvad er det, han har, som gør, at han igen og igen har kunnet få lydhørhed for sine ideer?

Ifølge Steen Riisgaard har hans ideer en styrke, der gør, at man har lyst til at være med:

”Han tegner et billede af en spændende fremtid ud fra en forretningsmæssig vinkel, selvom hans eget udgangspunkt er det samfundsmæssige.”

Lisbeth Knudsen, koncernchef i Berlingske Media, peger på Erik Rasmussens visionære tankegang:

”Han har det lange lys på og et befriende mod til at slå et stort brød op! Han er inspirerende at diskutere ideer med. Indimellem suger han sig fast i bestemte ideer, som han har gennemtænkt. Han sætter tingene sammen som brikker i en mosaik. Og det billede er han god til at få ind i hovedet på sine diskussionspartnere.”

Hustru som sparringspartner

Erik Rasmussen tager imod i sit kontor i Valkendorfsgade i København. I reolen står læderindbundne udgaver af samtlige årgange af det ugebrev, der siden sin første udgivelse har givet danske beslutningstagere et fingerpeg om, hvad de nu burde tage stilling til. Fra Danmarks rolle i EF’s indre marked til hospitalernes uddannelse af speciallæger.

På en hylde i hjørnet ligger en bunke bøger. Heriblandt Obamas ’Arven fra min far’ og Erik Rasmussens egen ’Den dag du får kræft’. På skrivebordet smiler hans tre drenge og deres mor, hans kone Sidsel, fra et billede. Sidsel var med fra starten i Mandag Morgen som salgschef og har også været Erik Rasmussens vigtigste allierede og partner i kampen mod sygdommen, hvilket han både beskriver i sin bog og vender tilbage til flere gange i interviewet.

Chefredaktøren selv ligner de tusindvis af portrætfotos, der har været bragt ved siden af de utallige kronikker, ledere og forord, han har stået bag i sin lange karriere. Tilbagestrøget mørkt hår, hvid skjorte og jakke. Uden slips. Naturligvis med flere rynker end på billederne fra starten af hans karriere. Lidt tyndere end forventet. Og med tydelig fynsk diktion. En kommentar til den får ham straks til at springe 50 år og en del karrieretrin tilbage i tiden – til dengang han stod som 17-årig i Bogense med en realeksamen i hånden.

Ansat for en halv gris

Erik Rasmussen ville ikke på gymnasiet, fordi han så skulle tage toget frem og tilbage til Odense. Men han interesserede sig for samtidshistorie og søgte derfor ind som journalistelev, da der opstod en ledig stilling på Bogense Avis.

”Der var mange om buddet, men min far, der var inspektør på Gyldensteen Gods og medlem af Venstrevælgerforeningen sammen med redaktøren, sagde: ’Det ska jæ sgu nok ordne! Jæ inviterer Carl Poulsen u på en tår kaff’.”

Erik Rasmussen lader sin stemme synge veloplagt på fuldblods nordfynsk og gengiver sin fars kropssprog og gestik. 

Carl Poulsen var dog ikke lige sådan at overbevise, da han kom ud til kaffe og kage i inspektørboligen. Han slog først til, da faderen satte trumf på:

”Jeg sad i sofaen og lyttede, da min far lænede sig over bordet: ’Ve du hva’ Carl, du får sgu en hal’ gris mæ’.”

Chefredaktøren slår en hård knytnæve i bordpladen. Det var begyndelsen på hans journalistiske karriere.

Start aldrig noget nyt en mandag

Erik Rasmussen startede på avisen en lørdag.

”Min mor var overtroisk. Hun sagde, at man aldrig skal starte noget nyt en mandag,” siger chefredaktøren med et sigende blik.

Han lader sin the stå urørt og ryster flere anekdoter ud af hukommelsen. Om den første artikel, hvor han skulle referere, at fem af hans skolekammerater netop var druknet, og hans sidste arbejdsdag, hvor avisen brændte. Anekdoterne griber ind i hans videre karriereforløb. Til Frederikshavns Avis, til Fyns Stiftstidende, over USA, tilbage til Fyn og til Berlingske Aftenavis. I fortællingerne optræder skeptiske chefredaktører, lokale brandmænd, 45 amerikanske stater og en enkelt død præsident – omkring en Erik Rasmussen, der langsomt bliver ældre og mere og mere klar over, at hans rolle er at være katalysator for journalistik, der medvirker til, at samfundets beslutningstagere træffer bedre beslutninger. Eller som han siger:

”At finde de vakuums, hvor journalistikken gør en forskel.”

Fra viden til forståelse

Som 27-årig bliver han tilbudt posten som chefredaktør på Dagbladet Børsen, der på det tidspunkt er ”et hensygnende blad for grosserere. Men jeg tænkte, hva’ fanden,” smiler Erik Rasmussen, der seksdoblede Børsens oplagstal og startede det tilknyttede forlag og konferencevirksomheden.

Missionen var at skabe erhvervsjournalistik, der gav erhvervslederne ny viden om deres rolle i det moderne industrisamfund. I 80’erne kommer internationaliseringen, og Erik Rasmussen grundlægger forlaget Management, der udgiver Politisk Ugebrev og bladet Management. Erhvervslivet har nu snarere end viden brug for forståelse af deres nye rolle.

Et par gode professionelle fejl

Erik Rasmussen udgiver analyser og rapporter og står også i spidsen for opstarten af Børsens Nyhedsmagasin (BNY), hvilket dog aldrig bliver noget lykkeligt parløb.

”Jeg kunne ikke se noget vakuum, som ikke var dækket i de andre erhvervsmedier. Og BNY var ikke succesfyldt. Jeg var under hårdt pres fra Dagbladet Børsen og bladets chefredaktører, der følte, at BNY var et misfoster. Da jeg blev bedt om at ændre den redaktionelle linje, var tiden inde til at forlade magasinet,” siger Erik Rasmussen og kalder sin involvering i BNY for en professionel fejl.

”Dem skal man ikke samle på, men når man udfordrer og bryder grænser, er man i risikozonen, og det kan være meget lærerigt at have begået to-tre professionelle fejl,” konstaterer han.

Endnu en lærerig fejl var, da han forlod Børsen for at blive administrerende direktør for Gutenberghus’ danske virksomheder, det nuværende Egmont, der også dengang stod for udgivelse af magasiner som Anders And, Hendes Verden og Alt for Damerne.

”På min første arbejdsdag kom min forgænger hen til mig. Han ville give mig sit bedste råd til min nye karriere, og det lød: ’Du skal sætte gang i en Fedtmulebølge i Danmark’.”

Erik Rasmussen griner:

”De fire år på Gutenberghus var nok de kedeligste i min karriere. Jeg lærte meget administrativt, men flyttede mig ikke fagligt.”

Mandag Morgen grundlagt på globaliseringen

I 1989 grundlagde han den virksomhed, som han valgte at kalde Mandag Morgen på trods af moderens formanende ord. Formålet var at skabe bevidsthed om den nye samfundstendens – globaliseringen.

Og første nummer af ugebrevet udkom samme dag, som muren faldt i november 1989.

”Der var noget symptomatisk i det, for med murens fald udfoldedes hele det nye globale vakuum. Vi fik det på et sølvfad!”

Fra starten blev ugebrevet et af Danmarks mest citerede medier, og i mange år kunne man stort set ikke tænde for en radioavis, uden at der blev refereret til en analyse herfra. Sådan er det ikke længere. Mandag Morgen har udviklet sig fra at være et ugebrev med tilknyttet tænketank til at være en tænketank, der udgiver et ugebrev, og flere mener, at Mandag Morgen ikke længere har fordums gennemslagskraft. Blandt andre peger Lisbeth Knudsen på, at Mandag Morgen i dag kun rammer en lille del af samfundet og inden for udvalgte områder.

”Mandag Morgen har mistet momentum i den brede offentlighed, i og med at de har valgt at specialisere sig,” konstaterer hun.

Smallere og dybere end nogensinde

Udviklingen bekymrer dog ikke Erik Rasmussen.

”Mediebilledet har ændret sig, og antallet af citeringer er ikke afgørende for den indflydelse, du har. Vi arbejder langt mere fokuseret på temaer, der er vigtige for samfundet,” siger han og nævner som eksempler dels Copenhagen Climate Council, dels Mandag Morgens nye digitale platform, som lanceres i denne måned.

”Vi kommer endnu tættere på vores kunder ved at skabe en vidensplatform, der hjælper den enkelte virksomhed med at finde løsninger,” siger chefredaktøren, der til gengæld ikke står tilbage for at give sine kolleger i branchen en opsang, når han mener, de sover i timen i forhold til tidsånden.

Blandt andet i et særtillæg i marts, hvor han pointerede, at de for længst burde have droppet de underskudsgivende omnibusaviser og i stedet satset på nichemedier, der leverer indhold, kunderne er villige til at betale for.

I dette interview vil han ikke kritisere andre mediehuse, men siger blot:

”Jeg kender mine kunder, de kender deres.”

Et holistisk menneske

Erik Rasmussen er i dag 68 år. Han har flere chefredaktørposter, mange dagsordener og en kræftsygdom bag sig. Han vil gerne have mere fleksibilitet på Mandag Morgen og har derfor fået bygget en ledelsesstruktur op, så han kan trække sig ud af den daglige drift, når han vil. Men han har ingen planer om at sænke sit aktivitetsniveau, for der er mange nye ideer og erkendelser, der skal udvikles og udfoldes. Denne gang på det mere personlige og eksistentielle plan, fortæller Erik Rasmussen og vender tilbage til sit sygdomsforløb, hvor han, inspireret af sin kone, åbnede op for en mere holistisk forståelse af verden.

”Når du bliver syg, bliver du tvunget til at udvikle din egen menneskelige forståelse. Jeg er et holistisk menneske, men på et hospital er du 17 specialer. Derfor må du arbejde for at få dig selv med og åbne op over for andre komplementære måder at forstå verden på. Min kone lærte mig at lade være med at fornægte noget, jeg ikke kan forstå. Det blev en vigtig motor for mig.”

Erik Rasmussen har stadig langt mere nytænkning at bidrage med. Nye dagsordener. På nye niveauer. 

”Jeg har altid haft fokus på samfundets dimensioner. Men når du konfronteres med døden, udvikles et naturligt behov for at forstå mere af livet, inden du forlader det. På en måde gjorde sygdommen min verden større. Den er jeg nysgerrig efter at udforske nu,” slutter Erik Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet