DJØFs repræsentantskabsmøde 2009

2.12.2009

af

Fusion med C3, krise, dimittendledighed og 100.000 medlemmer som næste milepæl.

Det var kun en måned siden, at man sidst havde set hinanden, men alligevel var stolerækkerne fyldte i Øksnehallen, da man mødtes igen den 18. november til årets repræsentantskabsmøde. For en måned siden var det for at sige ja til fusionen mellem DJØF og C3 (tidl. Civiløkonomerne, red.).

”Det er den største strategiske satsning i mange år, og det er en rigtig og logisk satsning,” fastslog DJØFs forbundsformand, vicepolitidirektør Finn Borch Andersen.

Fusionen sker 1. januar. Så får det nye DJØF næsten 70.000 medlemmer – de nuværende, godt 55.000 plus 13.300 fra C3 – og er dermed det største forbund i Akademikernes Centralorganisation.

Men målet er, at DJØF skal nå op på 100.000 medlemmer i 2015.

Derfor er der nu oprettet en hverveenhed i DJØF.

Fangarmene skal ud efter alle dem, som i dag arbejder med det samme som djøfere på typiske DJØF-områder, men som ikke er medlem af DJØF, fordi de har en anden uddannelse.

”Vi har tabt terræn i den offentlige sektor under højkonjunkturen, selvom vi også har haft medlemstilvækst her. Men fordi man ikke har kunnet få fat i nok djøfere, har man ansat folk med andre uddannelser på vores områder. Dem vil vi have ind i folden, for når vi laver det samme, skal vi også være i samme forbund,” forklarede formanden.

Men nu kradser krisen, og her hvor vi runder det første kriseår, stiger djøfernes ledighed med rekordfart. Det brugte formanden den største del af den resterende mundtlige beretning på.

For nylig var beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) på besøg i DJØF, hvor hun en eftermiddag mødtes til en bramfri debat med nyuddannede ledige djøfere. Formanden deltog også.

”Jeg tror, det gjorde indtryk på hende at høre de unges beretninger fra den virkelige verden. Jeg selv lagde vægt på, at regeringen skal professionalisere og udvide den indsats, der for øjeblikket tilbydes ledige djøfere fra kommuner og andre aktører gennem en landsdækkende akademikerkampagne.”

Der er behov for en samlet indsats mod dimittendledigheden, og de midler, som regeringen indtil nu har afsat – to mio. kr. – er ingenting.

”Det har vi sagt mange gange både til Inger Støjberg og andre politikere.”

DJØF skal nok også trække sin del af læsset, understregede han.

”Vi besluttede i maj en ambitiøs dimittendhandleplan.”

Finn Borch Andersen sluttede med et powerpoint reklameindslag om DJØFs store palet af netværksmuligheder.

”Vi samler omkring 10.000 medlemmer om året til netværksskabende aktiviteter i mange forskellige fora.”

Årsberetningen blev vedtaget uden afstemning eller debat, men med klapsalver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet