Asylcentre er ikke for børn

Som læserne af dette blad formentlig er bekendt med, indlogeres asylansøgere på centre. Dette gælder også afviste asylansøgere, der ikke kan sendes til hjemlandet. Asylansøgere må ikke arbejde og et liv i uvirksomhed og uvished om deres skæbne nedbryder dem langsomt, så mange efterhånden udvikler psykiatriske diagnoser. Nogle af asylansøgerne har børn og Røde Kors' egne undersøgelser viser, at når børn har tilbragt mere end et år i asylcentrene, traumatiseres de og der dannes ar på sjælen, som kan følge dem langt ind i voksenlivet.

Derfor lovede politikerne før sidste valg, at familier med børn skulle have lov at flytte ud af centrene.

Imidlertid har kun ganske få fået reel mulighed for at flytte ud. Der befinder sig stadig 128 børn i centrene, der har været der mere end et år. Nogle op til 10 år. Familierne har fået lidt større boliger. Der er meget legetøj og arrangeres flere udflugter. Men en tabt barndom kan ikke erstattes af en tur til Legoland.

Værst går det ud over de yngste børn, der er født i Danmark. De ældre børn har ganske vist ofte set frygtelige ting, før de kom til Danmark, men de har alligevel i deres første år haft en tryg barndom, der giver dem noget at stå imod med. De små børn, derimod, kender kun centrene. De lever omgivet af fortvivlede og ofte psykisk syge mennesker. De er vant til, at nætterne afbrydes af skrig og gråd, og at deres forældre er skiftevis apatiske og dybt ulykkelige.

Jeg er gammel nok til at have oplevet apartheid i Sydafrika, Missisipi i USA og børnehjemmene i Rumænien. Jeg har siddet foran min tv-skærm og tænkt: Hvad er det for samfund, hvad er det for mennesker, der kan affinde sig med dette?

Og nu ville der kunne laves en tilsvarende film om Danmark.

Derfor har jeg stiftet en forening, der vil hjælpe børnene ud og give dem barndommen tilbage.

Vi har 3 krav til politikerne:

1. Børnene skal ud af centrene.
2. Børnene skal leve et normalt liv med deres forældre.
3. Børnene og deres forældre skal have den behandling og de tilbud, de har brug for, så de kan komme sig over deres traumer.

Det er klart, at dette vil betyde, at nogle familier skal have midlertidig eller permanent opholdstilladelse. Det vil være nødvendigt for, at forældrene kan falde til ro og magte at være forældre for deres børn.

Modargumentet vil derfor være, at forældrene har brugt børnene som gidsler for at opnå opholdstilladelse. Sådan kan det naturligvis fremstilles – men set fra børnenes synspunkt er det aldeles ligegyldigt, om man lægger skylden for deres forspildte liv på forældrene eller de danske myndigheder. Børnene er uskyldige.

Et andet argument er, at børnefamilier vil strømme til Danmark. Ladeporten. Dette er næppe sandsynligt. I Danmark er reglerne for at opnå asyl strammere end i resten af EU. Dertil kommer, at det er meget begrænset, hvor mange børnefamilier der søger asyl i dag. Det er simpelt hen blevet for besværligt at komme legalt til Danmark – og en illegal rejse vil de færreste byde deres børn.

Vi tror ikke at hjælp til de 128 børn og deres forældre vil ændre indvandrerstrømmen signifikant. Men det er klart, at reglerne må ændres. Vi foreslår, at der oprettes et loft på et år for et barns ophold på et asylcenter.

Integrationsministeren har nægtet at mødes med Børnerådet og Børns Vilkår for at drøfte en undersøgelse af den psykiske tilstand hos de irakiske børn, der nu står til udsendelse.

Børnene er glemt af politikerne, og pressen gider ikke længere skrive om dem. Som jeg ser det, er deres eneste mulighed, at der kan skabes en folkebevægelse for at redde deres barndom.

Derfor har vi oprettet en hjemmeside asylbørneneudnu.dk. Vi tror, at mange tænker som vi, og vores mål er at nå 500.000 underskrifter.

Det har altid været en del af vort demokratiske samfund, at de stærke hjælper de svage. Vi, der har ressourcerne, bør gå forrest. Derfor appellerer jeg til Jer om at klikke ind på vores hjemmeside og skrive under – og om at sprede budskabet til Jeres netværk.

Vi kan ændre børnenes liv, hvis vi bliver mange nok.