Savner balance mellem familie- og arbejdsliv

23.10.2009

af

Politi- og retssektoren har de næstmindst familievenlige arbejdspladser indenfor det offentlige, hvis man spørger djøferne. Kun i departementerne ser det værre ud. Politijuristerne vil gå til toppen med resultaterne af DJØFs undersøgelse.

Det kommer næppe bag på mange, at departementerne tager førstepladsen som mindst familievenlige arbejdsplads i den offentlige sektor i en undersøgelse, hvor djøferne er blevet spurgt om stress, psykisk arbejdsmiljø og balance mellem arbejde og privatliv.

Politi- og retsområdet ligger som nr. to i den offentlige sektor. Det er formanden for Foreningen af Offentlige Anklagere, statsadvokatfuldmægtig Grethe Troelsen, rigtig ked af at se.

Justitsministeriets personalepolitik for jurister siger, at arbejdet skal planlægges, så alle kan have både et familie- og fritidsliv og en karriere på Justitsministeriets område, understreger hun.

”Men flere steder kniber det med implementering af personalepolitikken. Af samme grund har vi i Foreningen af Offentlige Anklagere stor fokus på det her område, og jeg vil viderebringe resultaterne af DJØFs undersøgelse til vores samarbejdspartnere – det gælder Rigsadvokaten, departementet, Politidirektørforeningen og Rigspolitichefen.”

Hun håber dog ikke, at undersøgelsen vil skræmme nogle ansøgere væk.

”At arbejde i politi- og anklagemyndigheden er et både godt og spændende job og i en særklasse helt for sig. Og man er opmærksom på, at der er behov for ændringer.”

Grethe Troelsen mener, der er flere årsager til, at billedet fortsat ser ud, som det gør.

”Dels er der mange steder et enormt arbejdspres, som smitter af på familielivet med enten lange arbejdsdage, eller at man tager arbejdet med hjem. Samtidig har mange fået noget længere transport til og fra retsmøderne efter politi- og retskredsreformen. Så selvom retsmødet slutter til tiden, kan det være svært at nå hjem og hente børn.”

Dels er det et job, hvor det går stærkt og hvor der er mange frister, der skal overholdes.

”Det er også noget af det, der gør det til et spændende arbejde. Men antallet af frister er jo ikke ligefrem blevet mindre af, at politikerne i meget højere grad end tidligere sætter dagsordenen for den praktiske hverdag.”

Her kunne man måske ønske sig mere realistisk tilgangsvinkel til prioriteringerne, fastslår Grethe Troelsen.

Politireformen har kostet kræfter

På Justitsministeriets område er arbejdsopgaverne ofte af en karakter, der stiller store krav om fleksibilitet fra juristernes side, fastslår HR-chef i Justitsministeriet Rikke Steffensen.

”Det kan vi ikke ændre på. Men vi prøver omvendt at være meget opmærksomme på juristernes behov for fleksibilitet, så der så vidt muligt er den nødvendige balance mellem arbejdsliv og familie- og fritidsliv.”

Men hun erkender samtidig, at politireformen har kostet kræfter.

”Vi ved godt, at dét at gennemføre en kæmpe reform har stillet ekstraordinært store krav til fleksibiliteten hos bl.a. jurister i politiet og anklagemyndigheden. De har vist en meget høj arbejdsmoral og leveret en enorm arbejdsindsats.”

”Så jeg kan godt forstå, hvis flere af dem måske lige nu synes, at deres arbejdsplads ikke er helt så familievenlig, som den har været – og som vi forventer, at den er på vej til at blive igen.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet