Miljøministeriet

30.1.2009

af

Vi vil et godt arbejdsmiljø.

"Vi skulle have lavet om på det her, og det har både ledere og medarbejdere engageret sig flot i," siger personalechef i Miljøministeriets departement, Merete Agergaard, om reaktionen på Arbejdstilsynets rapport.

"Det har været dét helt afgørende. Et bedre arbejdsmiljø er et allemands-anliggende. Vi har sat nogle ting i værk, men i dagligdagen skal vi hver især se efter og passe godt på hinanden. Man kan ikke bestille godt arbejdsmiljø. Man skal ville det."

Hun trækker en ny, kun én måned gammel, leder-trivselsundersøgelse frem.

"Den viser, at 76 procent er tilfredse eller meget tilfredse med at arbejde her i departementet. Der er også en positiv vurdering af nærmeste leder, og vi har en høj score på god omgangstone."

Rapporten fra Arbejdstilsynet blev fulgt op med en lang række, meget forskellige tiltag, understreger hun. Herunder at de tre enheder, som var mest ramt af hasteopgaver, blev opnormeret med i alt fire djøfere.

HR-afdelingen har et monitoreringsværktøj på vej, så de kan følge direkte med i merarbejdssaldoen hos hver enkelt medarbejder - og dermed interessere sig mere offensivt for den enkeltes trivsel, som Merete Agergaard forklarer.

Der var en temmelig skrap kritik fra medarbejderne af kontorcheferne for ikke at ville styre arbejdsmængden i rapporten.

"Dét, der stod, stod der jo, og det har vi taget seriøst," svarer Merete Agergaard.

Det betyder bl.a., at cheferne har haft fokus på personaleledelse og nu arbejder med aktivt at bruge ministeriets arbejdsprogram som prioriteringsværktøj, forklarer hun.

"Vi skal prøve at sikre, at det ikke er de samme, som er belastede hele tiden, og vi skal blive bedre til planlægge, hvornår belastningerne falder og omprioritere ressourcerne i forhold til det. Og så skal vi være offensive, når der fx er vakancer i et kontor frem for at vente på, at folk begynder at gispe."

"Vi har gjort os umage for at gøre det legitimt at gå til sin chef og bede om en prioritering og også, at cheferne af sig selv går ind og prioriterer."

Balancen mellem arbejdsliv og fritid halter stadig

I 2007 - da Arbejdstilsynet var på besøg - var der en usædvanlig høj personaleomsætning på 40 procent.

"Jeg kan ikke forklare hvorfor. Men det gør noget ved en organisation. Et årsværk er jo ikke bare et årsværk," siger Merete Agergaard.

Hun er glad for den nye trivselsundersøgelse, men den viser også, at der er plads til forbedring.

"Arbejdstilsynet har meldt tilbage, at vores redegørelse til dem ser yderst fornuftig ud. Men vi har fortsat en udfordring med balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Det vil vi arbejde videre med."

Det er djøfernes tillidsrepræsentant, Troels Norup Panild, enig i.

"Det er positivt, at ledelsen er gået aktivt ind i opfølgningen på Arbejdstilsynets rapport. Jeg glæder mig til, at vi får et godt monitoreringsværktøj, så vi kan følge udviklingen i merarbejde tættere."

Men han påpeger, at mange ifølge den nye trivselsundersøgelse ikke synes, at der er en passende balance mellem arbejde og fritid.

"Vi er det tredje mindste departement i centraladministrationen og det sidste led i fødekæden fra Miljøministeriets styrelser til minister og Folketing. Der skal ikke så meget til at vælte os, og så stiger merarbejdet med det samme."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet