Nyt job - Christina Korsgaard

29.8.2008

af

Christina Korsgaard er udnævnt til politiassessor af 1. grad ved Syd- og Sønderjyllands Politi i Esbjerg. Hun kommer fra en turnusstilling hos Statsadvokaten i Sønderborg og har før det været politifuldmægtig i Ringkøbing og advokat i Viborg.

Hvad indebærer titlen politiassessor af 1. grad?

"Det er skridtet efter fuldmægtig i det turnusforløb, som vi skal igennem som jurister i politiet. Det er en stilling, man søger, og man bliver udnævnt til tjenestemand - af dronningen."

Hvad betyder det i dagligdagen?

"Det er jo en forfremmelse, så det forventes, at man kan være en faglig støtte for de lidt yngre kolleger, og at man som udgangspunkt kan tage lidt større og mere komplicerede sager."

Fører du en bestemt type sager?

"Jeg er begyndt i særlovsadvokaturen, så jeg har sager inden for alt fra færdselsloven og dyreværnsloven til udlændingeloven. Men vi har den arbejdsdeling, at understationen i Aabenraa også hører ind under vores advokatur. Så man kan sige, at vi både bliver specialiserede og samtidig beholder følingen med alle de forskellige sager, man får ind i en politikreds."

I Radioavisen i går hørte jeg om en sag fra Aabenraa med en bankrøver, som fik tre et halvt års fængsel. Var det din sag?

"Ja. Den dom var meget tilfredsstillende set fra politiets side."

Hvad er det mest spændende i dit job?

"I en politikreds ved du stort set aldrig, hvad morgendagen byder på. Det kan være, du kommer til at sidde i et grundlovsforhør hele dagen, selvom du havde planlagt noget helt andet. Det er uforudsigeligt, og det kan jeg godt lide. Og så er der et meget ungt mandskab her med mange unge jurister, som man kan være lidt vejleder for. Og der er et fint socialt liv."

Hvad er mest træls?

"Det eneste trælse lige nu er, at jeg kører 300 kilometer hver dag frem og tilbage fra Sønderborg, fordi jeg først får en lejlighed her i Esbjerg om fire uger."

Man har ellers indtryk af, at I har rigeligt at se til i politiet. Er du ikke stresset?

"Nej, ikke personligt. Men det er da klart, at vi har rigtig meget at lave og rigtig mange sager, og at vi står midt i en politireform. Men jeg synes, folk går til den med godt gå på mod."

Hvor ser du din videre karriere for dig? I politiet eller måske som advokat?

"I politiet. Helt klart. Det er dét, jeg brænder for."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet