Mens vi venter på Skattekommissionen

15.8.2008

af

Regeringens skattekommission har fået et år til at komme med forslag til en skattereform. Kommissionens formand, Carsten Koch, holder kortene tæt til kroppen, når det kommer til kommissionens konkrete overvejelser.

I har været i gang i et halvt års tid, det vil sige snart halvdelen af den tid, I har til rådighed. Kan du løfte sløret for, hvad I er nået frem til indtil videre?

"Vi er begyndt med at kigge på de enkelte områder i skattesystemet hver for sig, og efter sommer skal vi så til at sætte tingene sammen og se det hele i et større perspektiv. 

Men jeg vil ikke delagtiggøre omverdenen i, hvad vi konkret har talt om. Dels kan jeg ikke vide, hvor vi præcis ender endnu, og dels vil jeg nødig have løsrevne enkeltelementer ud, som risikerer at blive skudt ned, inden oplægget kan vurderes i sin helhed."

I kommissoriet står, at sigtet med en skattereform er en 'markant sænkning af skatten på arbejdsindkomst'. Hvor meget er 'markant'?

"Det kan jeg ikke give et præcist bud på. Udfordringen er at finde finansiering til at sætte indkomstskatten ned. Og det er en vanskelig opgave. En hel række afgifter er jo allerede taget i anvendelse, og guldet ligger ikke ligefrem i gaderne og venter på at blive samlet op. Så det bliver finansieringen, der kommer til at sætte grænsen for, hvor mærkbare skattelettelser vi kan nå frem til."

Kommissoriet fastlægger på forhånd en del målsætninger og begrænsninger. Hvad kan I overhovedet gribe og gøre i?

"Der er bestemt ikke frit valg på alle hylder, og derfor skal man heller ikke forvente, at vi kommer til at lægge op til revolutionerende ændringer af skattesystemet. Men formuleringerne i kommissoriet kan godt åbnes for mere præcise fortolkninger, så vi arbejder med, hvor langt eller kort vi vil gå. Og selvom vores endelige forslag ikke ender med at anbefale et radikalt nyt skattesystem, så drøfter vi alle de fantasifulde forslag alligevel." 

Ejendomsværdiskatten på boliger skal fastholdes uændret, står der i kommissoriet. Men overvismand Peter Birch Sørensen (se interviewet med Peter Birch Sørensen s. 34, red.) bider mærke i, at der ikke står noget om grundskyld. Læser du også nogle interessante muligheder ind her?

"Jeg har også læst ordlyden, og det er indlysende, at der ikke må røres ved ejendomsværdiskatten, ligesom jeg forstår det sådan, at vores forslag ikke skal udgøre et ensidigt overgreb på boligejerne. Det er ikke boligejerne som gruppe, der skal finansiere nedsættelsen af indkomstskatten. Men det er ikke det samme som, at den enkelte boligejer kan være 100 procent sikker på, at den samlede ydelse efter skat kommer til at ligge helt fast fremover."

Kommissoriet nævner også, at det er muligt at inddrage finansieringselementer uden for skatte- og afgiftssystemet. Kan du give en kommentar til det?

"Vi vil undersøge hele markedet, og støder vi på midler, der kan bruges til at finansiere en skattelettelse, så er vi ikke fremmede over for at drage dem ind i det samlede udspil. Men primært går vi efter at finde finansieringen inden for skattesystemets nuværende rammer."

Og så skal jeres forslag understøtte regeringens ambitioner på klima- og energiområdet?

"Ja, man skal nok ikke forvente et forslag fra os om at sænke energiafgifterne."

Skattereformen skal samlet set være 'fordelingsmæssigt afbalanceret'. Hvordan vil I leve op til den forventning?

"Det er netop et af kernespørgsmålene i kommissionens arbejde, hvem der skal betale for indkomstskattelettelserne, hvis den samlede pakke skal være fordelingsmæssigt afbalanceret. Det betyder jo ikke, at det kommer til at gå lige op for hver enkelt borger, men vi kommer ikke til at tage en enkelt befolkningsgruppe og sende den hverken på fattiggården eller i det økonomiske himmerige.  

Skattesystemet er komplekst, og samspillet mellem de forskellige dele spiller en central rolle for hele tankegangen i vores arbejde. Det er også det, der gør det til sådan en stor og spændende udfordring at arbejde med."


Skattekommissionens medlemmer

  • Carsten Koch, tidligere sundhedsminister og skatteminister for Socialdemokratiet, indtil maj 2008 direktør for Danske Invest (formand for kommissionen)
  • Peder Andersen, leder af Økonomisk Institut, Københavns Universitet
  • Hanne Søgård Hansen, direktør i skatteafdelingen, Grant Thornton
  • Hans Severin Hansen, partner og leder af forretningsområdet Skatter og Afgifter, Plesner
  • Åsa Hansson, lektor ved Økonomisk Institut, Lunds Universitet
  • Claus Thustrup Kreiner, professor ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet
  • Henrik Olejasz Larsen, direktør i Investeringsafdelingen, Sampension
  • Michael Møller, professor på Institut for Finansiering, Copenhagen Business School
  • Helena Skyt Nielsen, professor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet og AKF
  • Bo Sandemann Rasmussen, professor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet

Om kommissoriet

Skattekommissionen er nedsat for at udarbejde modeller til en reform af det danske skattesystem, som skal forhandles politisk i foråret 2009.

Modellerne skal blandt andet:

  • Indeholde en markant nedsættelse af skatten på arbejdsindkomst, herunder skatten på den sidst tjente krone.
  • Tilskynde privatpersoner og virksomheder til at handle på en miljørigtig og energibesparende måde.
  • Være fordelingsmæssigt afbalanceret.
  • Videreføre skattestoppet - en skat eller afgift kan sættes op, hvis skatten på arbejdsindkomst sænkes tilsvarende.
  • Fastholde ejendomsværdiskatten uændret.
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet