Tager penge med på arbejde

27.6.2008

af

Danwatch kæmper en daglig kamp for overlevelse, på trods af analysecentrets foreløbige succes med at sætte etik og social ansvarlighed på dagsordenen. Det er svært at skaffe penge til den slags aktiviteter, siger lektor Steen Vallentin fra CBS.

De fleste er enige om, at fænomenet med etiske virksomhedsvagthunde er kommet for at blive, men for folkene bag DanWatch er det i øjeblikket en kamp for overlevelse. Mens vagthundene i de øvrige nordiske lande er næsten fuldt finansierede af enten det offentlige eller etablerede græsrodsorganisationer, skal ildsjælene i DanWatch bruge en stor del af deres tid på at skaffe midler til arbejdet.

Fem stiftende organisationer har støttet DanWatch med i alt 400.000 kroner, hvoraf de 300.000 er sat i en fond. Renterne af disse udgør indtil videre analysecentrets eneste faste indkomstkilde. De fem organisationer var de eneste, der bed på, efter de to initiativtagere Søren Ring og Benjamin Holst i 2006 og 2007 bankede på døre i den danske ngo- og fagforeningsverden. Selvom de også fik indikationer om mulig støtte fra dele af fagbevægelsen, var de klar over, at økonomien i projektet var ekstremt usikker. Alligevel tog de chancen.

"Vi sprang ud i det og sagde vores faste jobs op med en naiv tro på, at det kunne lade sig gøre," siger Søren Ring og fortsætter: "Det er ikke nogen hemmelighed, at vi nærmest tager penge med på arbejde. Men vi har vurderet, at vi er nødt til at vise eksempler på, hvad DanWatch er og kan, før det bliver muligt at skaffe de midler, der skal til for at drive organisationen."

I første omgang er målet blot at overleve og sikre bedre tid til research. Håbet er, at flere organisationer - herunder fagforeninger - efterhånden vælger at støtte, og at medlemskontingenter på sigt kan blive en indtægtskilde. Men Søren Ring regner dog ikke med at slippe for at bruge tid på fondsansøgninger foreløbig, da der skal bruges i omegnen af to millioner kroner om året, før det hele løber rundt. Han tror heller ikke på, at DanWatch nogensinde bliver nogen stor organisation som for eksempel den hollandske pendant, der har flere end 30 fastansatte.

"Jeg tror ikke, at forholdene i dansk erhvervsliv er så slemme, at der bliver brug for en organisation med 20 ansatte. Vi bliver måske engang fire-seks ansatte eller noget i den retning," siger han.

Indtil videre er der dog tale om en daglig kamp for overlevelse - på trods af succesen med at få historier i medierne og påvirke for eksempel pensionsselskaber til at sælge deres etisk problematiske aktier.

"DanWatch har nogle finansieringsproblemer, og det vil vise sig, om de er i stand til at overleve. Det er meget svært at finansiere den slags aktiviteter," slutter Steen Vallentin.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet