Studiejob giver bonus

25.4.2008

af

Nyuddannede kandidater fra svenske universiteter øger deres mulighed for at få et kvalificeret arbejde med 55 procent, hvis de har haft kontakt med arbejdslivet under uddannelsen.

Det viser en undersøgelse fra den svenske arbejdsgiverorganisation, Svenskt Näringsliv. Den har for andet år i træk undersøgt, hvordan landets læreanstalter klarer sig i samspillet med arbejdsmarkedet.

Tendensen er klar: Praktikophold og samarbejde med virksomheder og organisationer giver både bedre job og bedre startløn.

Undersøgelsen omfatter 2500 nyuddannede. Den afspejler, at der i Sverige er stor forskel på hvor stor kontakt de studerende har med arbejdsmarkedet under studiet.

Den svenske arbejdsgiverorganisation har opstillet en hitliste over hvilke universiteter og læreranstalter, som har størst succes med at koble studerende og arbejdspladser.

Herhjemme findes der ikke tilsvarende lister, men flere læreanstalter, blandt andet Copenhagen Business School, er begyndt at lægge praktikophold ind i selve studieforløbet. Det fortæller konsulent i DJØF, Steen Vive.

Danske studerende har i mange år selv skaffet sig studiejob og bliver mere og mere opmærksomme på, at det har stor værdi for dem senere.

"Vores undersøgelser viser, at næsten 85 procent af vores studenter-medlemmer nu har studierelevant arbejde. 82 procent mener, at erfaringer fra arbejdet har været med til at skaffe dem deres første stilling," siger Steen Vive.

Også på DJØF's jobsøgningskurser for de nyuddannede er det tydeligt, at deltagere med et studiejob bag sig skriver mere præcise og troværdige ansøgninger, fortæller konsulent Nynne Lykke Christensen fra DJØF's Karriere- og Kompetencecenter.

"Jo bedre ansøgning de skriver, jo større er chancerne selvfølgelig for at få jobbet," siger hun.

DJØF har i dag 13.967 studentermedlemmer ud af et samlet medlemstal på godt 51.000.

Læs mere om undersøgelsen - klik på links i boksen til højre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet