Djøfmanden ved smedenes højbord

28.3.2008

af

Det var Jens Boe Andersens arbejde at stille skarpt på Europa og kigge udad. Nu har lederen af Dansk Metals internationale afdeling fået en kasket mere: Han er blevet forstander på Metalskolen Jørlunde.

Det lyder smart, hvis man siger, at han nu skal koble det globale med det lokale, men det er deromkring, det ligger.

"Han kigger meget ud, og det internationale får mere og mere betydning for vores arbejdspladser," siger Ole Ibsen, Dansk Metals næstformand.

Jørlunde er ædelmetal, der altid er blevet bestyret af en anerkendt håndværker, som kunne det faglige arbejde på alle niveauer. Selvfølgelig har arbejderbevægelsens skoler kendt til akademikere i forstanderstolen: Roskilde Højskole leverede magisteren K.B. Andersen og økonomen Knud Heinesen til ministerposter, Esbjerg Højskole sendte teologen Julius Bomholt og økonomen Ivar Nørgaard samme vej, fra LO-skolen kom juristen Erling Jensen til Justitsministeriet. Alligevel har de enkelte fags egne skoler altid holdt sig til deres egne, indtil metalskansen ved Buresø for nylig faldt for Jens Boe Andersen.

Han er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1991 og befandt sig i Udenrigsministeriets karrieremæssige overhalingsbane, da han blev hentet til Dansk Metal i 1996 som EU-chef og leder af den internationale afdeling. Ansvaret for udenrigshandelspolitikken på EU-repræsentationen i Bruxelles var hans diplomatiske nøglestilling, en position, der har åbnet vejen til gode ambassadørposter for stort set alle. Nu må han finde sig i at blive drillet med, at han ikke har en rigtig uddannelse.

"De har deres egen facon," siger Jens Boe Andersen om samspillet med kursisterne. Der er kontant afregning.

Positiv EU-holdning

Han passer stadig Dansk Metals interesser i det nordiske, europæiske og internationale forbund, og han skubber forbundets positive EU-holdning fremad fra Europabevægelsens forretningsudvalg. Og så arbejder han, som ny leder, på et uddannelsessted, der også er en holdningsskole.

"Den tid er forbi, hvor man kunne stikke en smedesvend en indmeldelsesblanket til Socialdemokratiet som betingelse for at komme med på næste modul. I dag er det uproblematisk for en tillidsmand i Dansk Metal at være medlem af Venstre," siger forstanderen, der selv har sine akkreditiver i orden helt tilbage fra Frit Forum-formandsposten i studietidens Århus. 

Tirsdag til morgensang er forstanderens frie politiske forum - fra USA's valg til EU's udenrigspolitiske ambitioner i Lissabon-traktaten. Kontant afregning betyder også, at nogle stykker efterfølgende spørger, hvordan fanden forstanderen har fået til opgave at være så EU-venlig. Som svar får de læst (og påskrevet) forbundets europapolitiske program.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet