Den vestjyske fighter

En sen nattetime i november 2001 trådte en ung kvinde frem for pressen for at bekræfte, at hun var Århus' nye borgmester. Med sine blot 29 år og en fortid som advokat gjorde hun det umulige - hun brød 82 års uafbrudt socialdemokratisk kommunalstyre i Danmarks næststørste by. Borgerne havde talt. Med 35.763 personlige stemmer var tiden nu inde til fornyelse, og venstrekvinden Louise Gade kunne iføre sig borgmesterkæden.

I dag godt seks år efter har Århus atter en socialdemokrat i stolen på rådhusets borgmesterkontor, og Louise Gade - ja, hun er netop vendt tilbage til jobbet som rådmand for Børn og Unge Magistraten efter fem måneders barselsorlov.

Og det er da også en oplagt og velovervejet kvinde fyldt med gåpåmod, som tager imod ved rådmandskontorets indgang. Egenskaber, der allerede tog form i barndommen på gården på Thyholm, hvor grundstenene blev støbt til de værdier og den styrke, hun i dag bruger som ledetråd. En kvinde, som trods sin jyske beskedenhed ikke står i vejen for at fortælle, at hun er særdeles privilegeret.

Politik ind med modermælken

At politik altid har haft en stor plads hos Louise Gade kan spores tilbage til de mange politiske diskussioner ved spisebordet på fødegården. Hun skulle dog frem til 2.g. på Struer Gymnasium, og en progressiv samfundsfagslærer, før politikken for alvor fik en plads i hjertet.

"Politik har altid fyldt meget derhjemme. Mine forældre var meget aktive i partiet, og der kom mange politiske personligheder i vores hjem. Aviserne flød på sofabordet, og fra jeg var en lille pige, har en valgaften altid været en festaften," beretter Louise Gade.

Som teenager blev interessen for politik dog skubbet i baggrunden, og først i midten af gymnasietiden, efter en 'flirt' med SF og en gennemlæsning af partiprogrammer for samtlige danske partier, stod det klart for hende, at Venstre var det parti, hun havde mest til fælles med.  

"Man skal jo ikke gå rundt og tro, at man som politiker og medlem af et parti sådan bare kan vinge af ved alle punkter i et partiprogram, men Venstres grundværdier med fokus på det enkelte menneske, mangfoldighed, åbenhed og ansvarsfølelse er på mange måder i overensstemmelse med det værdisæt, jeg lever efter," fortæller hun. Og netop den liberale tankegang om at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes kompetencer, muligheder og forskellighed er en værdi, som smager rigtig godt i munden hos hende. Hun mener nemlig, det er vigtigt med forskelsbehandling for at give lige muligheder.

"Det at have det enkelte individ i centrum er jo ikke det samme, som at man er sig selv nærmest. Min pointe er netop, at tager man ansvar for eget liv, viser man også respekt for fællesskabet - og er herved bedre i stand til at give plads til de personer, som har brug for fællesskabet. Og netop det med at tage ansvar og udrette i fællesskab har altid været en præmis, når man kommer fra landet. Skal livet på en gård fungere, kan man ikke bare læne sig tilbage. Nej, her skal der løftes i flok."

Puslebordet kom på tværs

At det er en målrettet kvinde, som er tro over for sig selv og sine værdier, skinner tydeligt igennem ved et kig ned over Louise Gades politiske cv. Som 21-årig blev hun fra en 17. plads på Venstres liste stemt direkte ind i Århus Byråd. Med uddannelsespolitik og senere integrationspolitik som sine mærkesager endte hun i 1997 som partiets politiske ordfører og i 2001 som borgmesterkandidat. Et egentligt politisk forbillede har dog aldrig været en rettesnor for hende.

"Jeg er ikke så god til det med ikoner. Et ikon er jo fuldkomment, og det er der ingen mennesker, som er. Jeg beundrer dog politikere med stærke værdier. Politikere, som tør balancere på kanten, samtidig med de har rodfæste i nogle klare grundholdninger," siger Louise Gade.

Og Louise Gade var da også tæt på kanten, da hun en sen valgaften i november 2001 ankom til rådhuset i Århus, og det pludselig gik op for hende, at det umulige faktisk var muligt.

"Det kom da lidt bag på mig, at jeg pludselig havde mulighed for at blive Århus' nye borgmester. Men at nå det endelige mål var da også hårdt arbejde, hvor jeg i den grad skulle vise mit værd."

Nyheden ramte Århus cirka klokken 9.00 dagen derpå, hvorefter jungletrommerne lød. Værst var kritikken fra de politiske modstandere.

"Mine politiske modstandere brugte meget krudt på at gøre grin med mig i medierne. Jeg glemmer aldrig dagen før valget, hvor jeg i den lokale nyhedsudsendelse på TV2 så den daværende borgmester gå på talerstolen og forsikre, at der ikke kom noget puslebord på borgmesterkontoret. Jeg har også hørt udtalelser som: 'Hun har stjålet vores by' og 'Hvordan kan man have respekt for så ung en borgmester'."

De mange bemærkninger har da også sat sine spor og til tider gjort hende ked af det.

"Jeg har i den grad skullet kæmpe. Kæmpe med et image som den unge naive pige fra landet - og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke har været op ad bakke til tider. Jeg har dog også været med til at bekæmpe visse fordomme. For eksempel fordomme om at unge kvinder ikke kan bestride en politisk toppost," fortsætter hun.

Tiden som borgmester har dog altovervejende været et privilegium.

"Jeg fik lov til at stå i spidsen for Århus. Jeg fik lov til at udleve nogle af mine drømme og tanker for byen. Det må da siges at være et stort privilegium."

Ridser i lakken

Når Louise Gade tøver en kende ved beskrivelsen af sine fire år i spidsen for Århus, skyldes det netop, at politik kan være en beskidt affære.

"Jeg tror, de fleste århusianere husker det 'berømte' budgetforlig i 2002, hvor oppositionen med hjælp fra Dansk Folkeparti indgik forlig uden om mig - jeg skrev simpelthen ikke under på den aftale, som blev konstrueret bag min ryg," fortæller hun og fortsætter: "Jeg blev først præsenteret for aftalen på et tidspunkt, hvor pressen allerede var briefet om forliget. For mig var det et klart billede på, at substansen var trukket i baggrunden, og at det udelukkende handlede om at genere hinanden."

Og situationen lavede bestemt ridser i lakken.

"Jeg blev selvfølgelig ked af det - blandt andet fordi medierne og mine politiske modstandere fremstillede mig som en skolepige, der netop havde været til eksamen og var dumpet med et brag. Jeg undlod jo blot at skrive under på en budgetaftale, fordi jeg ellers ikke ville kunne se mig selv i spejlet. Samtidig var jeg da heller ikke stolt af det ry, Århus fik som bananrepublik."

Situationen lærte hende dog meget om det politiske spil - ikke mindst det politiske modspil.

"Set i bakspejlet kan jeg sige, at hele affæren styrkede mig i mit arbejde. Ligeledes lærte jeg at bevare kontrollen, og jeg blev klar over, hvor vigtigt det er hele tiden at være saglig og konstruktiv - også selvom man føler sig grusomt trådt over tæerne," lyder det fra en velovervejet Louise Gade.

Som blommen i et æg

Da det stod klart, at Louise Gade ikke kunne fortsætte som borgmester, krævede det et par dage i tænkeboks, før hun sagde ja til jobbet som rådmand for Børn og Unge Magistraten.

"Det var lidt af et antiklimaks for mig ikke at forblive borgmester ved valget i 2005. Jeg havde jo fået det største antal personlige stemmer i byens historie, og alligevel rakte det ikke. Jeg havde brug for lige at mærke efter nede i maven. Sagde jeg ja til jobbet som rådmand, skulle det være med hjertet. Jeg havde nemlig lovet mig selv, at jeg ikke ville være en sur oppositionspolitiker. Dem havde jeg set flere af, da jeg var borgmester."

Og jobbet som rådmand adskiller sig da også væsentligt fra jobbet som borgmester. "Som rådmand skal du kun have fokus ét sted - inden for et interesseområde," udtaler Louise Gade, som understreger, at hun netop nu har det som blommen i et æg, fordi hun har mulighed for udelukkende at koncentrere sig om det område, der altid har været hendes hjertesag - nemlig børne- og uddannelsesområdet.

Troen hjælper på vej

Det er for selvsmagende for vestjyden at kalde sig et forbillede for andre kvinder. Men ikke desto mindre er Louise Gade en flittig oplægsholder, hvor emnerne ofte er kvinder og politik eller nærmere kvinder og lederskab.

"Jeg håber da at kunne give andre kvinder lysten til at gå ind i politik - at tage et lederskab på deres kappe. Jeg forsøger at få dem til at bevæge sig ud på isflagerne - at springe ud i det usikre. Kun derved finder man ud af, hvor langt evnerne rækker frem for at løbe rundt med et ubrugt talent."

Og det er netop, når Louise Gade er på vej ud i det ukendte, at 'fighterånden' og den tro, hun har på sig selv, viser sig. Et overlevelsesinstinkt, som hjælpes på vej af en stærk tro på Gud.

"Det er så befriende at vide, at der er noget, som er større end en selv. At der er noget urokkeligt og uforanderligt - noget, som ikke følger med tiden, men som følger dig," fortæller Louise Gade. Troen er styrket med årene - til trods for den megen ulykke og sorg hun har været igennem.

"Jeg har haft meget sygdom og død tæt inde på livet, hvilket blot har gjort mig robust og stærk - herunder også stærkere i troen."

Foruden troen - både troen på hende selv og ikke mindst Gud - har et motto også altid været en ledetråd for hende. Et motto om at der altid er en måde, hvorpå man kan gøre tingene bedre.

"Jamen, jeg er vild med det motto, som jeg i øvrigt har 'stjålet' fra Thomas Edison. Grunden til at jeg fremhæver det motto er, at det minder mig om, at man skal passe på med ikke at blive for 'selvfed'. Man skal se kritisk på sig selv og tilpasse sig - ja, man skal faktisk være temmelig forandringsparat. Man må godt tænke gammeldags, men man skal huske at handle moderne."

Sønnike kommer i første række

Hendes karrierevalg er dog ikke så velovervejede og målrettede. "Jeg er bestemt ikke til langtidsplanlægning, når det gælder min karriere. Jeg kan nemlig se de største muligheder opstå spontant. Faktisk har jeg det bedst med at springe på toget, når det kører forbi," fortæller Louise Gade, som dog erkender, at hun efter at være blevet mor har fået en lidt anden prioritering. En prioritering, hvor jobbet må vige til fordel for familien. "Jeg er blevet langt bedre til at tilrettelægge min tid, hvor jeg 'sorterer' i mine bedrifter og siger nej, når jeg ved, det er på bekostning af min søn. Ligeledes vil jeg da også i fremtiden skulle tænke mig om en ekstra gang, inden jeg siger ja til et job. Min familie kommer klart i første række," lyder det fra hende.

Hun kommenterer dog heller ikke nærmere, hvorvidt statsminister Anders Fogh Rasmussen har været forbi med toget med en ministerpost i bagagen. "Blev det aktuelt, vil jeg overveje situationen, men det er bestemt ikke et mål for mig med en ministerpost. Ligeledes er jeg heller ikke typen, som lader mig smigre, hvis statsministeren ringede mig op med et job," lyder det håndfast fra Louise Gade, som blandt andet har sagt nej til at stille op til Folketinget og EU-Parlamentet.

En ting står dog klart. Hun vil ikke være i politik resten af sit arbejdsliv. "Jeg vil arbejde med mennesker, og jeg vil formidle mine værdier, men ikke nødvendigvis i politik. Jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg er om fem år og heldigvis for det. Ellers var jeg ikke der, hvor jeg er i dag," slutter Louise Gade.

Louise Gades blå bog

Født: I Holstebro 15. juni 1972 og opvokset på en gård på Thyholm.

Uddannelse: Cand.jur fra Aarhus Universitet i 1997 og efterfølgende advokat hos Lokdam, Kjellund & Partnere, Århus.

Politik: I 1993 blev hun valgt ind i Århus Byråd for partiet Venstre. 1. januar 2002 tiltrådte hun som borgmester, og ved valget i 2005 blev hun rådmand for Børn og Unge Magistraten.

Familie: Gift med Ulrik G. Westring. Sammen har de sønnen Isak på syv måneder.