Nyt job - Nikolaj Klint Kistorp

19.12.2008

af

Skal være med til at styre økonomien i Danmarks Radio.

Nikolaj Klint Kistorp, 34 år, cand.scient.pol., har fået nyt job som projektleder i Danmarks Radios Økonomicenter. Han kommer fra et job i Økonomistyrelsen under Finansministeriet.

Hvorfor har du søgt jobbet?

"Efter to år, hvor jeg primært har arbejdet med konceptudvikling inden for økonomi og regnskab i staten, ville jeg gerne prøve noget andet og komme tættere på resultaterne af det, jeg laver."

Hvorfor fik du jobbet?

"Vel fordi min baggrund er både praktisk og teoretisk. Jeg har arbejdet i økonomicentret i den gamle Karlebo Kommune, hvor jeg havde hænderne helt nede i materien både i forhold til at komme med konkrete forslag og til at føre dem ud i livet. Og så har jeg senest været to år i Økonomistyrelsen, hvor jeg har haft fokus på det mere teoretiske. Desuden har jeg en projektlederuddannelse, så det passede til jobbeskrivelsen."

Hvad går jobbet helt konkret ud på?

"Jeg skal blandt andet være projektleder på en række udviklingsprojekter, som skal være med til at forenkle arbejdsgangene inden for økonomistyringen. Jeg har kun været herude én dag, så der kommer nok mere senere."

Hvad bliver den største udfordring?

"Der er meget at se til, når man skifter job. Der er nye systemer og nye ansigter. Fagligt tror jeg, at jeg har en god ballast, fordi jeg tidligere har været projektleder og er vant til at navigere rundt blandt mange forskellige faggrupper."

Hvad er du mest spændt på?

"Jeg er meget spændt på, hvordan DR er som arbejdsplads. Alle kender produkterne og har en mening om det, så det bliver spændende at lære den at kende bag facaden. Det er et kreativt og spændende hus, og det giver en helt særlig stemning på gangene."

Hvad med arbejdspresset? Der er vel rigeligt at se til med økonomien i DR?

"Det er nok ikke anderledes end andre steder. Det handler om at være den gode projektleder og lave en god tidsplan."

Hvad med balancen mellem familie- og arbejdsliv?

"Jeg har en søn på seks måneder, så derfor er det vigtigt for mig, at DR er en arbejdsplads, som også har fokus på, at man har et liv udenfor. Vores søn blev født i maj, og jeg havde planlagt 12 ugers fædreorlov i det nye år, da jeg var i Økonomistyrelsen, og den orlov ville jeg også gerne have, hvis jeg skiftede job. Jeg nævnte det til første samtale i DR, og det var heldigvis ikke noget problem, tværtimod fortalte de om andre i afdelingen, der havde været på fædreorlov og været glade for det."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet