Eksperter i stoffer og alkohol

5.12.2008

af

Center for Rusmiddelforskning laver samfundsvidenskabelig rusmiddelforskning. De er flere gange blevet udsat for indbrud, fordi tyvene troede, at centret lå inde med stoffer.

Det første kim til Center for Rusmiddelforskning blev plantet i slutningen af 1980'erne, hvor forskellige samfundsvidenskabelige forskere fandt sammen i en interesse om forskning i stoffer og alkohol. I starten havde de ingen fysiske rammer, men i 1993 blev centret reelt oprettet og fik egne lokaler. De levede af projektbevillinger, som de løbende skulle søge for at fortsætte deres eksistens. I januar 2001 fik de en permanent bevilling, men de søger dog stadig penge i forskningsfonde og ved forskellige udbud.

Ifølge Mads Uffe Pedersen, cand.psych., ph.d. og centerleder for Center for Rusmiddelforskning, eksploderede forbruget af stoffer i midten af 1990'erne.

"Samtidig er der kommet mere og mere opmærksomhed på, at danske unge har europæisk rekord i druk, og at Danmark i det hele taget er et land, hvor beruselseskulturen trives vældigt godt," siger Mads Uffe Pedersen.

På den baggrund mener han, at et forskningssted som Center for Rusmiddelforskning har stor relevans for samfundet. Ud over forskningsarbejde er centret også involveret i undervisning, formidling og samarbejde med internationale organisationer.

Beruselseskulturen trives

Centret er en del af det samfundsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet. Deres hovedkontor ligger i Århus, men de har også en mindre afdeling i København, der lige er flyttet til nye lokaler på Islands Brygge.

I de gamle lokaler havde de flere gange besøg af ubudne gæster. "Der stod Center for Rusmiddelforskning på døren, og så lå det lige ved siden af et sted, hvor folk kom og hentede deres metadon. Så får folk jo de mærkeligste ideer," siger Mads Uffe Pedersen. Han fortæller, at der også er mange, der tror, at centret forsker i stoffernes virkning og kemi. En fordom, der intet har på sig, da centret udelukkende beskæftiger sig med samfundsfaglig og humanistisk forskning.

"De store grupper, vi har ansat, er: Jurister, forskellige cand.scient.er, psykologer, sociologer og antropologer. Vi laver alle mulige former for forskningsprojekter omkring stoffer og alkohol. Vi ser på forbrug, kontrolpolitik, behandling og forebyggelse. I øjeblikket har vi ti ph.d.-studerende, som laver projekter inden for rusmiddelforskning," fortæller Mads Uffe Pedersen. I alt arbejder 34 personer på centret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet