10.10.2008
af
Trine Beckett
Ekstremt menneskeligt potentiale.
Sådan lød beskrivelsen af Jonas Warrer og Martin Kirketerp, da de blev udtaget til at repræsentere 49'er-klassen til OL i Beijing. Nu en god måned efter, de fik OL-guldet om halsen, er de tilbage på deres respektive studier på jura og statskundskab i Århus. Djøfbladet mødte dem på Statsbiblioteket til en snak om, hvad de egentlig skal fremover - med sig selv, deres sejlads og deres uddannelse.
Gonk. Jonas Warrer løfter benet og stamper hårdt med foden. En gang. Overvældet, nærmest i chok over, hvad der står på den resultattavle, der sekundet før er gået op henne ved dommerbåden. Danmark har vundet. Guldmedaljen er hjemme. Sejlet hjem i en slutspurt, som har været mere dramatisk, end nogle af de olympiske sejlere havde forestillet sig, da de tidligere på dagen stod på havnen.
Ved siden af har Martin Kirketerp rejst sig op. Båden krænger i de store bølger, men han bliver stående og hopper rundt. De lange ben og arme kører op og ned i, hvad der på tv-stationernes kameraer ligner en mærkelig krigsdans. Martin Kirketerp er ligeglad. Han har vundet det ultimative. Det, han har trænet til, stilet imod og drømt om de sidste 12 år af sit liv. De sidste fire sammen med Jonas Warrer.
Som de fleste danskere ved, var Martin Kirketerp og Jonas Warrers vej til sejrsskamlen en af de mest dramatiske i OL-historien. Da de sejlede ud til sidste sejlads, var vejret hårdt og bølgerne store. Mange af 49'erne kæntrede. Kort før start knækkede danskernes mast. De vendte om og sejlede ind for at få en ny på. Men deres jolle var for ødelagt. I stedet lånte de kroaternes båd, der stadig lå på kajen. I kamp med tiden styrede de to danskere igen ud mod startlinjen. På det tidspunkt var OL-stævnets sidste sejlads skudt i gang, og sejlerne vidste, at de skulle nå at krydse startlinjen senest fem minutter efter startskuddet. Jonas troede ikke på det, men Martin stod fast. De nåede det. Fire minutter og 57 sekunder efter konkurrenterne. Tre sekunder før det var for sent.
Vejret var stadig lige hårdt. Omkring dem kæntrede konkurrenterne, og flere gik ud. Sejladsen var uforudsigelig. Og derfor var chokket stort, da de endelig krydsede mållinjen og så deres placering på resultattavlen. Næsten surrealistisk. Fra at have været helt nede var de nu helt oppe. Men som de fleste også ved, sluttede dramaet ikke der. Flere af de andre lande nedlagde protest mod, at 29-årige Jonas Warrer og 26-årige Martin Kirketerp havde sejlet i den kroatiske båd. Og først tre dage senere kunne de to danskere fælde en sejrståre fra det øverste niveau på skamlen i Beijing.
Tilbage til dagligdagen
I dag er dramaet godt en måned gammelt. De danske OL-vindere er tilbage i Århus på deres respektive studier - Jonas på statskundskab og Martin på jura - med nye perspektiver på, hvad det vil sige at arbejde under pres for at forfølge et mål samt et indgående kendskab til sig selv og hinanden.
Da Djøfbladet møder dem på Statsbiblioteket, ligner de to helt almindelige studerende, som de sidder bøjet over en bærbar, midt i duften fra kantinens stegte frokostretter. Guldmedaljerne og de røde joggingsæt er skiftet ud med jeans og trøjer, hvor man først ved nærmere eftersyn lægger mærke til OL-ringe og sponsorlogo. Og kun hvis man kigger direkte på skærmen, opdager man, at de ikke sidder og bikser med en hvilken som helst PowerPoint for samfundsfaglige tredjeårsstuderende, men en adrenalinfyldt historie, der går under navnet 'Joe og Kirke - En Olympisk Kampagne'.
Det kalder man åbenbart det, de har været igennem. Den målrettede træning, den strategiske rollefordeling og præstationen. De snakker indforstået. Som et gammelt ægtepar, der er faldet for hinandens styrker og har valgt at leve med hinandens svagheder. Og som har levet tæt sammen så længe, at det er blevet naturligt at prikke til hinanden, når lejligheden byder sig.
Som nat og dag
Forskelligheden sidder nærmest uden på tøjet. Martin er høj, gestikulerende og hurtig i replikken. Tonen er konstaterende og blikket i de blå øjne så fast, at man ikke straks lægger mærke til, at hans venstre øje er af glas.
"Det er ikke en skade. Jeg er født blind," forklarer han og henvender sig direkte til Jonas: "Hvor mange spørger, om jeg kan se med det? Bare en lille smule? Ikke mere end du kan se med din røv." De griner.
Jonas er noget mindre, mørkhåret, brun-øjet, analyserende. Martin beskriver ham som en perfektionist, der har det bedst med kontrol, skemaer og overblik.
"Hvis vi havde været to af min slags, havde vi ikke vundet," siger de begge en smule forskudt.
I båden er Jonas styrmand og Martin gast. På land har den første ansvar for mast og rig, den anden for sejl.
"Hvor den ene af os har en brist, tager den anden over," fortæller Martin.
De hviler i deres forskellighed, hvilket giver ro til at fokusere på deres fælles mål - at sejle båden så hurtigt som muligt. Og netop den ro var helt afgørende for OL-sejren, mener sejlerne.
"Vi er gode til at stresse ned og være sammen uden at bygge en stemning op. Det er især vigtigt til et OL, hvor mange kører sig selv op til, at de skal yde det ultimative, noget, der aldrig er set før," lyder det fra Martin.
Et mentalt game
Danskerne trænede som til ethvert andet stævne og prioriterede få områder, hvor de gerne ville være bedre.
"OL er frem for alt et mentalt game," vurderer Jonas, der så det hver dag, når konkurrenterne faldt fra en efter en.
De stressede på grund af eksponeringen, presset, hypen omkring det hele, mener danskerne. Selv fokuserede de på at slappe af - deltog i åbningsceremonien i Beijing og holdt lidt ferie op til sejladserne. Når stressniveauet løftede sig under stævnet, faldt de ind i deres faste 'ægteskabelige' rutiner og roller. Men blev de ikke trætte af hinanden undervejs?
"Jo," starter Jonas langsomt, "men det gik over igen ..."
Så overtager Martin: "Jeg sidder og smiler, fordi jeg kan mærke præcist, hvornår jeg går Jonas på nerverne. Når jeg snakker og snakker og fortæller latterlige historier, som han har hørt tusind gange før."
Jonas ser ud, som om det er rigtigt. Han læner sig forover, støtter hovedet i sine hænder og kigger skråt ud i luften, mens Martin fortsætter:
"Så sidder han ligesom nu og tænker: 'Luk nu røven din nar'," siger Martin grinende og fortsætter: "Jeg ved, du tænker det! Og det er fair nok. Du kan jo bare gå ind på dit værelse og læse."
Han griner og vender så blikket fra Jonas til Djøfbladets udsendte.
"Men jeg synes jo, at det er en positiv evne at have at kunne være sig selv som Jonas. Han er nem at være sammen med. Jeg er nok sværere, fordi der skal ske noget hele tiden."
Jonas: "Jeg går nærmest ind i en boble på værelset og har det, som om der ikke er andre end mig. Og så irriterer det mig lidt, hvis Martin snakker."
Martin: "Jeg ved det, og jeg synes, det er sjovt. Specielt når der kommer et vrissent 'ja' eller 'nej', hvor der burde have været en sætning. Når iPod'en er i ørene, er vi ikke sociale. Så vrisser vi ... Det er meget kærtegnende ..., jeg mener kendetegnende." Martin griner over sin ægteskabelige fortalelse.
"Det er kendetegnende for os, at vi kan være sammen uden at skulle sige noget. Vi kan sidde stille sammen i en bil sammen i mange timer. Indtil jeg keder mig og begynder at stikke til ham."
"Det fungerer fint med boblen," kommenterer Jonas og lader tavsheden hænge lidt i luften.
Kendiseffekten
Men snart bliver pausen afbrudt af deres indbyrdes snak. Martin har set kuglestøderen Joakim B. Olsen i fjernsynsprogrammet 'Vild med Dans'.
"Han er sgu yndefuld," fastslår Martin. "Måske skulle man stille op?"
Jonas griner. Martin kom med en lignende bemærkning under OL. Foran TV 2's snurrende kameraer jokede han med, at nu, hvor OL-guldet var hjemme, ønskede han kun at få lov til at være 'Se og Hør-mand'. Så ville hans liv være fuldendt. Det lod bladet sig ikke sige to gange. I uge 34 viste de Martin Kirketerp kun iført det danske flag.
"Jeg er en mand, der holder ord," forklarer han, og Jonas afbryder - helt uventet, da det plejer at være omvendt:
"Det er meget sigende for Martin. Han har aldrig langt fra ord til handling. Han har en fandenivoldskhed, der gør, at tingene bliver gjort."
En krævende sport
Under jokes og drillerier ligger der stor tillid til hinandens viljestyrke og ambitioner. Sejlsport er mere krævende end så mange andre sportsgrene, ikke mindst fordi udstyret er så afgørende. Man møder ikke bare op på en bane i et par fodboldstøvler. Det tager timer og atter timer både på land og på vandet bare at gøre jollen klar, fortæller Jonas.
"Fx testede vi master i en periode. Vi havde ti i alt. Og bare det at samle én tager flere timer. Det tager også nogle timer at sætte masten på. Så tager du ud og tester den, tager ind, skifter til en anden, tager ud, tester osv. osv."
Ud over det kommer den fysiske træning. Og ansøgninger til sponsorer. Ingen klubber står parate med fuldtidskontrakter, heller ikke til sejlertalenter med ekstremt menneskeligt potentiale. Alle ansøgninger, al logistik, al planlægning klarer sejlerne selv. I modsætning til professionelle sejlere fra store sejlsportsnationer som Italien, England og Australien.
Er der fordi, det er så svært at leve af sejlsport, I har valgt at studere?
Martin: "Jeg vil om et par år gerne have muligheden for at vælge mellem sejlads og jura. Lige nu har jeg ikke lyst til at køre det program, vi har kørt i efteråret."
Jonas: "Det bliver godt at få hovedet lidt i gang med andre ting. Ellers kan man nemt køre sur i det."
Større røv og mindre arme
Begge har valgt samfundsfaglige uddannelser for at få en bred uddannelse. Martin uddyber sit valg:
"Jura er folkets fag. Alle kan læse det. Du skal ikke have latin, matematik eller noget andet. Det er straight forward. Du kan sætte dig ned og lære at forstå, hvordan samfundet hænger sammen. Det er studiet, hvor din røv bliver større, og dine arme bliver mindre. Det er det nemmeste studie, der er på universitet, og det giver mig en bred ballast. Men jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge den til."
De griner. Deres hoveder er måske tjekket ind på de samfundsfaglige studier i Århus, men deres hjerter synes at gynge rundt ude i noget saltvand et eller andet sted på kloden. De har mere gnist i øjnene, når de taler om muligheden for at fortsætte sejlerkarrieren på en stor havkapsejlads som fx America's Cup, end når de skal sætte ord på mulige karrierer efter en kandidatgrad. Men de sociale omkostninger er store i et professionelt sejlerliv. Martin kender ikke en eneste af sine 400 studiekammerater. Dem, han startede med, er kandidater for længst. Og Jonas, som lige før OL blev far, har nogle familiære hensyn at tage.
Hvad der sker fremover, er de usikre på. Men ligegyldigt hvad har de nogle uvurderlige erfaringer med i sejlposen. Man bliver simpelthen en bedre jurist af at have været elitesejler, påpeger Martin:
"Vi har lært meget om vores egne personlige egenskaber. Og har været ude i et samarbejde ikke mange jurister har prøvet. Vi har oplevet det maksimale en gang i vores liv. Og det har krævet planlægning, struktur og målrettethed at nå dertil," konstaterer OL-vinderen, der gerne vil have tre uddannelser: en olympisk, en i havkapsejlads og en juridisk - "Og så en rig kone."
De griner. Koncentrationen i interviewet er ved at være væk, mobilerne ringer, og foredraget på den bærbare skal være færdigt. Joe og Kirke skal endnu engang gøre andre klogere på, hvad det vil sige at være dem.
Ledige stillinger