Blind jurist i OL-finale

10.10.2008

af

Mikael Krarup Andersen løb sit livs løb ved De Paralympiske Lege i Beijing, hvor han for en stund glemte alt om Karnov og jurastudiet i Århus og i stedet fokuserede 100 procent på at nå først over målstregen i 1.500 meter for synshandicappede.

På trods af de op mod 100.000 jublende kinesiske tilskuere lykkedes det Mikael Krarup Andersen at bevare roen i det afgørende finaleløb i 'fuglereden' - Beijings nationalstadion. To dage inden havde han kvalificeret sig til finalen med sin hidtil bedste tid nogensinde.

Nu gjaldt det hans livs vigtigste løb - finalen i 1.500 meter løb for synshandicappede ved De Paralympiske Lege i Beijing.

Fysisk var han i topform, og træningen med sin løbeguide havde fungeret perfekt i ugerne op til legene.

Stilhed før stormen. Først startskuddet og så jublen, der nærmest fik 'fuglereden' til at lette.

Mikael Krarup Andersen kom hurtigt i front, og det lykkedes ham at holde førerpositionen i størstedelen af finalen. På sidste omgang blev han dog overhalet af tre konkurrenter.

"Det gik, som det skulle. Jeg er rigtig godt tilfreds. Vi lagde os forrest med vilje, men de tre første var bare for hurtige," sagde Mikael Krarup Andersen efter finalen.

Hans tid for de 1.500 meter blev 4.13,90 minutter, hvilket var en forbedring af hans personlige rekord med hele seks sekunder.

Løb og læsning passer sammen

Mikael Krarup Andersen har dyrket atletik på højt plan i mange år, men oplevelsen i Beijing var noget helt særligt - og meget anderledes end hverdagen hjemme i Århus.

Selvom han er blind og bruger meget tid på sin idræt, ligner hans hverdag de fleste andre jurastuderendes på Aarhus Universitet.

"Jeg løber en eller to timer hver dag, og det passer fint med, at jeg kan løbe efter at have læst eller været til forelæsning om formiddagen. Stævner og løb i udlandet tager selvfølgelig tid fra studiet, men jeg regner da heller ikke med at blive færdig på normeret tid," siger Mikael Krarup Andersen, der bruger mest tid på træning og konkurrencer i foråret.

Han er født og opvokset i Århus og bor i sin egen lejlighed i det centrale Århus. Han har løbet, siden han var fem, hvor hans far startede med at tage ham med på løbeture. Mikael Krarup Andersen er ikke født blind, men mistede synet, da han efter fødslen var i kuvøse og ikke fik de rigtige mængder ilt.

Han har deltaget i en lang række internationale løb, både VM og EM. Før jurastudiet tog han den fireårige gymnasieuddannelse under den særlige Team Danmark-ordning, hvor der er tid til at dyrke idræt på højt plan.

Ro på til eksamen

"Jurastudiet passer rigtigt fint til min atletik, fordi presset på studiet ikke vokser, men er nogenlunde jævnt gennem hele studiet."

Mikael Krarup Andersen har samtidig opdaget, at han kan bruge sin idræt til at få "ro på sig selv" under eksamener og lignende.

"Når jeg først har haft nerver ved et større løb, bliver jeg helt automatisk bedre til at håndtere andre pressede situationer - fx eksamener."

Det passer rigtigt godt i forhold til eksamener før sommerferien, hvor han forinden har været af sted på de første forårsstævner og her har fået styr på nerverne.

Bøger bliver indlæst

Som blind studerende på Aarhus Universitet får han de fleste af sine bøger skannet ind på sin PC, der så efterfølgende kan omsættes til lydgengivelse via et særligt program. Og når han skal tage noter fra en forelæsning, bruger han sin bærbare PC og 10-fingersystemet.

Andre bøger bliver indlæst, således at Mikael Krarup Andersen efterfølgende kan lytte teksten igennem.

Som svagtseende kan man få op til 100.000 kroner i tilskud til indlæsning af bøger pr. semester. Men det er dyrt at få bøgerne indlæst, så pengene får hurtigt ben at gå på.

"Det er de seneste år blevet meget nemmere for svagtseende at tage en uddannelse, fordi der er blevet udviklet mange hjælpemidler til indlæsning og oplæsning."

Af samme grund føler Mikael Krarup Andersen, at det er relativt ukompliceret at følge jurastudiet, selvom han er blind.

"Jeg er ikke med i nogen fast læsegruppe - ikke på grund af mit synshandicap, men primært fordi jeg i perioder er ustabil på grund af løbestævner," fortæller Mikael Krarup Andersen.

Medløber i kort snor

Selvom Mikael Krarup Andersen klarer de fleste ting uden hjælp, har han en medløber med i kort snor, når han løber konkurrencer. Sådan er reglerne, og alle deltagere ved De Paralympiske Lege i Beijing løb sammen med en løbeguide - forbundet via en kort snor.

Mikael Krarup Andersen løber med sin klubkammerat fra Århus 1900, Laust Bengtsen.

"Der er meget teknik i at løbe sammen i 1.500 meter for synshandicappede. Blandt andet bruger vi meget tid på at træne at løbe i 'omvendt takt', således at vi svinger den arm i takt, som vi er forbundet med via en lille snor," forklarer Mikael Krarup Andersen.

Han er af fuld af ros over sin løbeguide:

"Jeg har været heldig at få en af de mest analytiske løbere i Århus og omegn."


DJØF stærkt repræsenteret i Beijing

Mikael Krarup Andersen var i øvrigt ikke den eneste djøfer ved De Paralympiske Lege. To andre djøfere deltog også, og en fjerde skulle have været med, men blev skadet umiddelbart før legene.

Med fire djøfere blandt de 40 danske deltagere til De Paralympiske Lege 2008, er DJØF sandsynligvis den faggruppe, som var stærkest repræsenteret.

De øvrige djøfere er:

Kamilla Bradt Ryding er synshandicappet og studerer statskundskab på Aarhus Universitet. Hun var med til at vinde bronze til Danmark i goalball.

Lars Juul Hansen, der læser jura ved Københavns Universitet, vandt bronze i bordtennis for kørestolsbrugere. Han lider af muskelsvind.

Karin Villadsen er spastiker og skulle have deltaget i individuelt forfølgelsesløb på cykel, men blev skadet før Beijing og kom ikke med. Hun er uddannet økonom fra Aarhus Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet