Djøfere får topkarakterer

11.1.2008

af

Særlige kompetencer og en tæt relation er nogle af de afgørende faktorer for, hvorfor mange især mindre virksomheder vælger at hyre en selvstændig djøfer som konsulent frem for at bruge de store konsulenthuse.

Hyr en selvstændig djøfer som konsulent, og du får nogle helt særlige kompetencer. Du får også fleksibilitet, og ikke mindst får du dem til en rimelig pris. Godt 425 af DJØFs medlemmer er selvstændige, og heraf arbejder to ud af tre som selvstændige konsulenter. Og de gør det tilsyneladende godt, for en kvalitativ undersøgelse, som Rambøll Management har gennemført for DJØF blandt elleve virksomheder, viser, at netop de enlige konsulenter med djøfbaggrund er i høj kurs.

Det er følelsen af det nære, tætte samarbejde, der gør, at enmandskonsulenterne især er efterspurgt i mindre eller mellemstore virksomheder og i de enkelte afdelinger rundt om i større virksomheder og organisationer, siger Kia Schou Borggaard, chefkonsulent i Rambøll Management. I store virksomheder er de til gengæld overordnet set oftest ligeglade med konsulentvirksomhedens størrelse.

"Bare kompetencerne er der," som Kia Schou Borggaard siger.

Alle kunderne i undersøgelsen - store som små - er meget tilfredse med deres samarbejde med de selvstændige djøfere. Fordelene er mange, og i forhold til de større konsulenthuse peger kunderne blandt andet på, at de selvstændige konsulenter har nogle helt særlige fordele:

  • Der er en tættere relation mellem virksomheden og konsulenten
  • Konsulenten bliver nemmere integreret i virksomheden
  • Han eller hun leverer mere skræddersyede løsninger
  • Samme person løser hele opgaven og efterfølgende opgaver
  • De gør det som oftest til en lavere pris end de store konsulenthuse

Unikke kompetencer

For Eva Jakobsen, landsindsamlingskoordinator i Red Barnet, er det en helt særlig ekspertise og en tæt relation, der er afgørende for, at hun igen og igen hyrer den samme selvstændige djøfer. Han har nemlig tidligere arbejdet i en konkurrerende virksomhed.

"Jeg er ikke selv specialist i rekruttering af landsindsamlere, og med hans hjælp behøver vi ikke at opfinde den dybe tallerken to gange. I stedet for at starte fra nul kan vi med hjælp fra ham starte på trin to," siger Eva Jakobsen.

Og lignende kompetencer finder man ikke i en større konsulentvirksomhed. For som Eva Jakobsen siger, kan et helt konsulenthus ikke slå sig op på at være specialister i landsindsamlinger. Helt unikke og specifikke kompetencer, som er svære at finde andre steder end hos en enkelt person, er netop en af de fordele, virksomhederne i DJØFs undersøgelse nævner som argument for at vælge en selvstændig konsulent frem for en større konsulentvirksomhed.

For Red Barnet, som med Eva Jakobsens ord, er "en lille fattig organisation," er det optimalt at kunne trække en person ind til at løse afgrænsede opgaver og samtidig trække på de erfaringer, han får, når han løser opgaver for andre.

"Så længe jeg betaler, er konsulenten min. Derefter forventer jeg, at han går ud og får inspiration andre steder, som jeg så kan få glæde af, når jeg betaler ham næste gang," siger Eva Jakobsen.

God kemi

Flemming Jørgensen, administrerende direktør i Identitet & Design A/S, ser også de unikke kompetencer hos de selvstændige konsulenter som et klart plus. I hans virksomhed bruger de ofte selvstændige konsulenter, og ofte er det de samme, de hyrer igen og igen.

"Det er en fordel, at vi kan ramme det arbejdsfelt ret præcist, som vi gerne vil styrkes eller suppleres på. Og ved at bruge den samme konsulent er vi også sikre på, at vi svinger sammen. De kommer hurtigt til at kende vores forretningsplatform, som om de var fastansatte," siger Flemming Jørgensen.

Ifølge DJØFs undersøgelse er netværk og selvstændige konsulenter uløseligt forbundne. For det første finder virksomheden og de selvstændige djøfere stort set altid hinanden gennem netværk. Sådan er det også hos Identitet & Design A/S. Og ikke nok med at det er via netværk, de bliver introduceret til hinanden - konsulenternes netværk kan også være af stor værdi for virksomheden, hedder det i undersøgelsen. Det stemmer, siger Flemming Jørgensen, der netop påpeger, at brugen af konsulenter giver en ekstra dimension i form af bredere netværk.

Og ulemperne ved at bruge selvstændige konsulenter - hvad med dem? Hverken Flemming Jørgensen eller Eva Jakobsen har mødt dem. Men ifølge undersøgelsen kan der også være ulemper ved at vælge en selvstændig konsulent frem for et af de store konsulenthuse. Det er sårbart i forhold til sygdom, og det kan også være sårbart at være afhængig af én mand eller kvindes viden. Ingen af de virksomheder, der deltog i undersøgelsen, giver dog udtryk for, at de har mærket noget til den sårbarhed.

Så alt i alt er de selvstændige djøfere, der sælger konsulentbistand, meget vellidte og efterspurgte blandt kunderne. Der er bare ikke særlig mange af dem - altså de selvstændige djøfere. For selvom antallet er fordoblet gennem de seneste ti år, er der samlet set kun lidt under 300 DJØF-medlemmer, der arbejder som selvstændige konsulenter. Ifølge undersøgelsen er tidligere arbejdsgivere ofte gode kunder i butikken, når en djøfer vælger at sætte foden under eget bord. Tør du?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet