Adoption kan redde liv

Hvert år er der danske børn, som mister livet, fordi deres biologiske ophav ikke magter opgaven som forældre.

Børnene dør simpelthen af vanrøgt i hjemmet, og i den seneste internationale undersøgelse af fænomenet, som UNICEF står bag, lander Danmark helt nede på 18. pladsen blandt 27 OECD-lande, med i gennemsnit seks af disse dødsfald om året.

Denne triste kendsgerning er en del af baggrunden for, at politikerne på Christiansborg er begyndt at overveje, om tvangsmæssig bortadoption af børn bør anvendes herhjemme.

En anden grund til politikernes overvejelser er ønsket om at sikre en mere stabil og harmonisk barndom for udsatte danske børn, som i dag må leve med uvished og for en dels vedkommende hyppige skift mellem  plejefamilier og institutioner til følge.

Men hvis tvangsmæssig bortadoption skal anvendes herhjemme, vil det kræve en gennemgribende ændring af såvel administrativ praksis som dansk lovgivning, der sikrer selv meget svage biologiske forældre stærke rettigheder i forhold til deres egne børn.

Derfor har en række af folketingets partier, samlet i det såkaldte Retssikkerhedsudvalg, bedt danske forskere om at indsamle erfaringer med bortadoption.

Resultatet foreligger nu med en forskningsoversigt over adoptionserfaringer i en lang række lande. Forskningsoversigten er udarbejdet af SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Og Mogens Nygaard Christoffersen, der er sociolog og seniorforsker ved SFI og gennem en årrække har forsket i familieforhold, har stået i spidsen for arbejdet.

Hvad ligger bag jeres konklusion om, at "adopterede børn klarer sig bedst på alle fronter" - sammenlignet med børn, der bor hos plejeforældre, er institutionsanbragt, eller hjemsendes til deres biologiske forældre efter at have været anbragt uden for hjemmet i længere tid?

"Adoptivbørnene har en bedre fysisk udvikling. De har færre indlæringsvanskeligheder og klarer sig bedre i diverse færdighedstest, såsom IQ. De har bedre selvværd, og de har færre adfærdsmæssige og mentale problemer end de anbragte børn."

Hvordan kan konklusionen være så klar, når I har samlet mange forskningsresultater, som er publiceret over en lang periode (1977-2006), og som stammer fra så forskellige lande som Indien, Libanon, USA, New Zealand, Chile og Sverige?

"For at sikre pålidelige konklusioner har vi kun anvendt undersøgelser, der bruger sammenlignelige kriterier. Og det overordnede resultatet er simpelthen meget klart. Selv i de sene adoptioner, hvor børnene er over to år gamle, før de bortadopteres, klarer de sig bedre end anbragte  børn. Og i de tidlige adoptioner, fra børnene fødes til de er 6 måneder gamle, er forskellen endnu mere markant i de adopterede børns favør. Det er allerede i 6 måneders alderen, at børn for alvor knytter sig til deres forældre. Og det er relationen mellem forældre og barn, der er afgørende for barnets udvikling."

Hvad er problemet ved midlertidig anbringelse af børn på enten institution eller hos plejefamilie?

"Først og fremmest midlertidigheden eller tidsbegrænsningen. I modsætning til adoptionsforældre, som ved, at deres relation til barnet er varig, får plejeforældrene fra starten at vide, at relationen er midlertidig og kan ophæves. Dertil kommer usikkerheden om, hvorvidt de biologiske forældre på et tidspunkt vil dukke op og ønske barnet hjem til sig, fordi de nu føler klar til at påtage sig forældreopgaven.

Og endelig kan det anbragte barn og plejefamilien gå så skævt af hinanden, at relationen bryder sammen, og barnet anbringes på en institution.

Forskningsoversigten viser, at sammenbrudsfrekvensen - det vil sige de sager, hvor barnet flyttes fra én anbringelsesform til en anden, fordi det første sted ikke kan rumme barnet - er langt større for anbragte børn end for adoptivbørn." 

Du har selv for nogle år siden lavet en undersøgelse af anbragte børn herhjemme. Hvad viste den?

"At anbragte danske børn har ret trange kår. Jeg interviewede en stor repræsentativ gruppe 25-årige, og det viste sig, at de, som havde været anbragt, havde dårligere færdigheder, var mere kriminelle, i flere tilfælde have brugt stoffer, samt havde forsøgt selvmord i større udstrækning end deres jævnaldrende."

Din undersøgelse viste, at specielt børn anbragt på institution har det svært. Hvorfor?

"Fordi man anbringer børn og unge i et miljø med jævnaldrende, der er på vej ind i en kriminel løbebane. Børnenes fokus bliver at overleve i et miljø, hvor tilhørsforhold og accept går gennem stoffer og kriminalitet, og så skal det jo næsten gå galt. Jeg kan godt frygte, at vi med den nuværende anbringelses-praksis i mange tilfælde påfører børn et nyt handicap oven i de problemer, de allerede bærer rundt på. Derfor er øget anvendelse af adoption en af flere muligheder, som man må undersøge nærmere, synes jeg."

Men alternativet, tvangsmæssig bortadoption er jo en meget tung afgørelse at træffe, hvis de biologiske forældre ikke ønsker det.

"Ja, og i praksis forekommer det næsten heller ikke i dag. Det er kun sket fire gange over en lang årrække, at et barn, som har boet over fem år hos en plejefamilie, er blevet adopteret af den pågældende plejefamilie, uden de biologiske forældres accept - dvs. tvangsmæssigt. Men hvis man på et meget tidligt tidspunkt har erkendt, at de biologiske forældre ikke vil blive i stand til at tage vare på barnet - f.eks. fordi moderen er alene og er retarderet eller lider af uhelbredelig sindssyge - så skal man måske begynde at overveje, om bortadoption er den rigtige løsning. Og jo tidligere det sker, jo større chance har barnet for at få et godt liv. Det er den entydige konklusion på vores forskningsoversigt."

Hvorfor anvender man næsten ikke tvangsmæssig bortadoption herhjemme?

"Først og fremmest fordi man fra det offentliges side ikke tager sådanne initiativer, og sekundært fordi lovgivningen giver de biologiske forældre mulighed for at forhindre det. Lovgivningen er indrettet sådan, fordi vi hylder princippet om, at barnet skal tilbage til forældrene, hvis det overhovedet er muligt. Men prisen for den indstilling kan blive meget høj, og det er først og fremmest børnene, som betaler den. Derfor er det måske værd at overveje, om vi skal ændre praksis. Og at man i de sager, hvor det sociale system tidligt erkender, at de biologiske forældre efter al sandsynlighed aldrig vil blive i stand til at tage vare på deres barn, vælger at bortadoptere barnet."

Lovgivningen giver i dag mulighed for at tvangsfjerne børn. Men som den stærkt medieomtalte Tøndersag har vist, er det ikke altid, at denne mulighed bliver brugt. Også selv om man i det sociale system har viden om konkrete problemer i en familie.

"Det er rigtigt. I Århus lavede man for nogle år siden en undersøgelse af alle børn, 50 i alt, der over en 10-årig periode kom ind på Århus Kommunehospital, fordi de havde været udsat for vold. Fem af børnene døde af deres kvæstelser. Det viste sig, at samtlige børn i forvejen havde en social sag. Når man gik tilbage, kendte det kommunale system alle disse familier i forvejen og vidste, at der var problemer. I et enkelt tilfælde havde en mor selv afleveret sit barn på bistandskontoret og var gået fra det for at få hjælp. Det skete, inden mishandlingerne af det pågældende barn begyndte."

Hvordan kan sådan noget ske - hvorfor griber det sociale system ikke ind?

"Fordi det er et voldsomt indgreb at blande sig i andres familieforhold. Og det skal det jo også være. Men også fordi man rent menneskeligt, som almindelig sagsbehandler eller borger, har vanskeligt ved at forestille sig de lidelser, som børnene bliver udsat for. Jeg mener, at man skulle oprette en slags havarikommission, hvor man undersøger, hvad der går galt i familierne - og i hvert fald i de familier, hvor barnet dør. Ikke for at finde den juridisk skyldige, men for at forebygge gentagelser. Måske kunne den enkelte tragedie være forebygget, hvis sagsbehandlerne havde mere tid eller var bedre uddannet, så de i tide kunne have grebet ind." 

De øvrige forskere bag SFI-forskningsoversigten over bortadoption er Ida Hammen, Karen Raft Andersen og Nadia Jeldtoft fra SFI.