Go global - også på Slotsholmen

7.9.2007

af

Kommentar.

DJØF Bladet nummer 13 konkluderer i en artikel om internationalisering, at: "Det tæller for lidt at være udstationeret" med et særligt fokus på EU. Undersøgelsen, der ligger til grund for artiklen, beskæftiger sig heldigvis også med verden uden for EU. Her er jeg i øjeblikket udstationeret som Technology & Research Attaché for Videnskabsministeriet, nærmere bestemt ved Innovation Center Denmark i Silicon Valley, Californien. Centeret er oprettet i et samarbejde mellem Udenrigsministeriet og Videnskabsministeriet, og jeg har et særligt fokus på at skabe forbindelser og samarbejde mellem danske universiteter og universiteter i Californien.

Min udstationering for Videnskabsministeriet er den første af sin art. Jeg får snart en kollega i Shanghai og senere i München, men efter et år i Silicon Valley, er der stadig tale om en udepost, som Videnskabsministeriet skal vænne sig til.

Jeg kan på den ene side genkende aspekter af udfordringerne ved reelt at følge en aktiv internationaliserings-strategi og integrere det internationale arbejde i ministeriets daglige gøren og laden - arbejdet i Bredgade er tættere på end ny viden fra Californien.

På den anden side har jeg et tæt samarbejde med ministeriets medarbejdere og chefer i konkrete sager og projekter - for eksempel en dansk-californisk workshop om vedvarende energi i januar 2007, hvor mine kollegaer i Danmark tog sig af alt arbejde på den danske side. En interviewperson i DJØF Bladets artikel påpeger retorisk, at: "Du skal da op at snakke med departementschefen, når du er hjemme på besøg" - jeg var faktisk inde at snakke med departementschefen, da jeg var hjemme sidst, blandt andet om mine erfaringer i Silicon Valley i forhold til udstationeringen af de næste attachéer.

Det er efter min mening vigtigt, at udstationerede medarbejdere også tager ansvar for at dele viden og vise, hvorfor globaliseringen er mindst lige så vigtig i ministeriernes travle gange som i det private erhvervsliv. Jeg skriver for eksempel en ugentlig blog til ministeriets intranet om best practice i californisk forskning, uddannelse og innovation, og kan på den måde meget enkelt dele viden med alle interesserede kollegaer.

Mit budskab til ministeriet efter et år på den anden side af jorden er også, at vi skal påtage os en langt mere aktiv international rolle. Danmark er mere eller mindre usynlig på den internationale scene, og der er et enormt potentiale i en målrettet markedsføring af dansk forskning og uddannelse for at tiltrække de bedste forskere og studerende. Jeg er ved at identificere de rigtige miljøer i Silicon Valley at satse på, men det kræver en markant, langsigtet satsning og betydelige ressourcer. Den finske innovationsstyrelse har været til stede i området siden årtusindskiftet og har opbygget solide alliancer med Stanford University og UC Berkeley - to af verdens fem bedste universiteter. Det kan vi sagtens gøre dem efter!

Mulighederne er mange, og Videnskabsministeriet har taget de første skridt til en aktiv global rolle. Udstationeringen er samtidig en eksplosiv udvikling af mine personlige kompetencer. Jeg præsenterer dagligt dansk forskning og innovation over for udenlandske samarbejdspartnere. Jeg er lige nu projektleder på en konference i et partnerskab mellem en amerikansk forskningsinstitution, en dansk højteknologisk virksomhed og danske universiteter. Jeg arrangerer besøg i Danmark for californiske forskere og studerende. Det giver en unik erfaring med tværkulturelt internationalt samarbejde, offentlige-private partnerskaber, matchmaking, networking, markedsføring, innovation, sproglig opkvalificering osv. osv., som det ville være vanskeligt at tilegne sig i en efteruddannelse eller et to dages DJØF-kursus. Jeg vil opfordre alle meddjøfere til at prøve en international udfordring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet