Danskernes liv er kort

Hvor franskmænd, italienere, nordmænd og svenskere bliver over 80 år, før de sænkes i jorden, dør vi, før vi fylder 78.

Forskellen lyder måske ikke stor, men den er faktisk ganske markant. Forskellen mellem den svenske middellevetid på 80,6 år og den danske på 77,9 år betyder eksempelvis, at enhver dansker har 30 procent større chance for at dø inden for det næste år end en jævnaldrende svensker af samme køn.

Det forklarer Jes Søgaard. Han er professor i sundhedsøkonomi og direktør for Dansk Sundhedsinstitut (DSI); som er en selvejende institution, der udfører analyse og rådgivning på sundhedsområdet for staten, danske regioner og kommuner samt private aktører.

Hvorfor lever mennesker længere i vores vesteuropæiske nabolande end her i Danmark?

"Der er flere årsager, men to af de afgørende er vores livsstil - specielt i forhold til tobak - samt det forhold, at vores sygehusvæsen i mange år er blevet styret så økonomisk stramt, at vi i dag har mangel på udstyr og personale."

Men mange danskere er da holdt op med at ryge.

"Det er rigtigt, at andelen af rygere i dag er på godt 25 procent af befolkningen mod det dobbelte for 15 år siden. Men udviklingen har været langsommere end i mange andre lande - i Sverige og USA er andelen af rygere f.eks. nede under 20 procent. Dertil kommer, at den mest udbredte følgesygdom, kræft, udvikler sig langsomt, så vi først nu så småt er begyndt at se antallet af kræfttilfælde vende; og endelig ryger danske rygere mere i dag, end de gjorde for 15 år siden. Her kan det være en medvirkende årsag, at adgangen til tobak er blevet lettet med lavere priser. En pakke cigaretter koster i dag 28,50 kr. mod 48 (nutids-) kr. i 1966. Dette er sket, selv om vi ved, at prisen spiller en rolle for udbredelsen. Og det står i modsætning til næsten alle andre vestlige lande, hvor cigaret-prisen sættes op. I Norge koster en pakke cigaretter f.eks. 60-70 kr."

Kræft er en vigtig årsag til vores relativt lave middellevetid. Hvorfor overlever markant færre danskere en kræftdiagnose end kræftpatienter i vores nabolande?

"Mange danske kræftpatienter bliver sent diagnosticeret, så risikoen for, at sygdommen har spredt sig, er vokset. Praktiserende lægers opmærksomhed spiller en rolle, og moderne effektive screeningstilbud, som kan fange borgerne tidligt i deres kræftudvikling. Her er vi ikke helt på niveau i forhold til de fleste af de lande, vi sammenligner os med. Vi mangler både teknologisk udstyr og personale, især læger.

Det offentlige pres for at få bedre kræftbehandling herhjemme har været stort gennem nogle år, og vi begynder at se forbedringer på dette område. Men pengene til kræfthandleplanerne hentes typisk fra sygehusenes rammebevillinger og kommer derfor til at mangle i forhold til patienter med andre lidelser og sygdomme. På den måde kommer problemerne i sygehusvæsenet let til at bide sig selv i halen, fordi systemet er blevet presset så hårdt og så længe, at der ikke er noget råderum tilbage. Manglen på læger går eksempelvis tilbage til 1980´erne, hvor man begyndte at sænke optaget af medicinstuderende for at spare penge i uddannelsessystemet."

Men penge gør det ikke alene. Norge har i perioden 1970-2003 investeret tre gange mere end os i sundhedssystemet uden at høste tilsvarende gevinster. Det skriver du i en artikel i Dansk Tidsskrift for Sundhedsvæsen.

"En relativt stor del af de forøgede norske investeringer er gået til lønudgifter, uden at det har medført en mærkbar stigning i produktiviteten. Her ville investeringer i dagkirurgi og hurtig udskrivning - efter den model vi har set herhjemme - sikkert have givet større produktivitetsfremgang. Generelt tilsiger de økonomiske naturlove jo, at et presset system som det danske vil levere mere produktivitet end et begunstiget system som det norske. Men det gælder altså kun til en vis grænse, som jeg mener, vi har nået. I sundhedssystemet kan vi i dag kalde os verdensmestre i udgiftsstyring. Vi har nogle af verdens laveste indlæggelsestider og udskriver patienterne lige så snart, de er bare nogenlunde færdigbehandlet. Herefter foregår pleje og opfølgning ambulant. Alligevel vokser kapacitetsproblemerne, ventelisterne og frustrationen hos patienter, læger og plejepersonale."

Men Danmark har jo løbende investeret milliarder og atter milliarder af kroner i sundhed. Siden 1970 har vi årligt forøget vores sundhedsudgifter med 1,9 procent., viser tal fra OECD. Den vækst er større end Danmarks samlede økonomiske vækst (BNP-væksten) i samme periode.

"Det er rigtigt, men trods stigningen gør tallene os til dét vestlige land, som har investeret suverænt mindst i vores sundhedsvæsen i perioden. I de andre lande stiger udgifterne til sundhed med det dobbelte (i gennemsnit fire procent om året), med Norge (5,6 procent) og Portugal (7 procent) som topscorere. Det hører med til historien, at Danmarks lave udgiftstakt følger efter en periode i specielt 1960´erne med meget høj dansk vækst i sundheds-udgifterne, ligesom Portugals udvikling efter 1970 skal ses i relation til, at portugiserne før den tid brugte meget lidt på landets sundhedssystem. Men set under et, afspejler den konstante vækst i Vestens sundhedsudgifter, at sundhed og et langt liv spiller en stor rolle for de fleste mennesker - herunder politikere. Og det er vel egentlig ikke så underligt."

Når danskere i dag lever kortere end borgerne i næsten alle andre lande i Vesten, har vi så ikke fået for lidt ud af vores forøgede investeringer i sundhedsvæsenet gennem de sidste 50 år?

"I 1960 var danskernes middellevetid 72,4 år, og dengang blev kun nordmændene, svenskerne, hollænderne og islændingene ældre end os. Siden dengang er vores middellevetid vokset med fem et halvt år. Men når vi har glædet os over det, må vi konstatere, at med undtagelse af amerikanerne og portugiserne, der har samme middellevetid som os, så bliver borgerne i alle andre vestlige lande i dag ældre, end vi gør. Og da de andre vestlige lande i samme periode har brugt flere penge på sundhed end os, synes jeg, det er relevant at spørge, om vi i Danmark har investeret tilstrækkeligt"?

Hvordan er det lykkedes den vestlige verden at sænke dødeligheden og hæve levetiden så betydeligt, som tilfældet har været i moderne tid?

"Den væsentligste faktor har været en dramatisk forbedring af befolkningernes levevilkår med bedre boliger, bedre mad, bedre arbejdsvilkår, bedre uddannelse og mere viden om sundhed i befolkningen generelt. Det har højnet den generelle helbredstilstand og sænket spædbørnsdødeligheden, der i dag ligger på under 0,5 procent, hvor den helt op til 1960 lå over 2 procent.

På sundhedsvæsenets område fik man i første halvdel af 1900-tallet bugt med de store infektionssygdomme. Og her betød fremkomsten af penicillin formentlig mest. Da penicillin for alvor blev tilgængeligt efter 2. Verdenskrig, så man dødeligheden falde dramatisk i alle lande med adgang til medicinen. Fra 1970-1990 fik man bugt med mange af de store hjerte- kar-sygdomme, som dog også i dag er den hyppigste dødsårsag i vores del af verden - fulgt af kræft."

I mange vestlige lande - inklusive Danmark - bliver vi i fremtiden færre i den erhvervsaktive alder og flere på pension og efterløn. Middellevetiden bliver derfor af vital betydning for samfundsøkonomien. Hvor gamle bliver vi i fremtiden?