Nyborg-advokat i et krigshærget Liberia

24.8.2007

af

Carsten Skaarup Hansen valgte for seks år siden at deponere sin advokatbestalling for at tiltræde en international stilling som international tjenestemand i FN.

Første mission blev en udstationering til Kosovo på fire år. I dag bor han i det krigshærgede Liberia i Vestafrika og har foreløbig ingen planer om at vende hjem til Danmark.

Carsten Skaarup Hansen nipper til den kolde gin og tonic og kaster et blik ud over et sjældent stille Atlanterhav. Han sidder på terrassen på Krystal Oceanview Hotel i hovedstaden Monrovia.

"Materielt er man rig, men socialt er man fattig," konkluderer cand.jur. Carsten Skaarup Hansen og hentyder til et stærkt indskrænket socialt liv væk fra familien og vennerne.

Liberia er et af verdens fattigste lande og principielt på vej mod varig fred efter en blodig borgerkrig, som i sin vildskab og brutalitet chokerede verdenssamfundet så meget, at FNs Sikkerhedsråd i 2003 vedtog at sætte en fredsbevarende styrke af hidtil uset størrelse ind i 2003.

De strikse regler for sikkerhed i FN betyder udgangsforbud klokken 24 i hverdagen og klokken 2 nat i weekenderne: "Der er stort set ingen muligheder for fritidsaktiviteter udover at gå på restaurant eller til private arrangementer med kollegaer og andre fra det internationale samfund. Man kører rundt i sin store bil fra det ene indhegnede beboelseskompleks til det andet i selskab med Tordenskjolds soldater. Det kan godt blive lidt trivielt i længden," konstaterer han.

Carsten Skaarup Hansen er dog ikke i tvivl om, at han valgte rigtigt, da han for seks år siden skiftede sin private advokatpraksis i Nyborg ud med en stilling som international tjenestemand.

På trods af sin kone og søn, der på daværende tidspunkt var 12 år gammel, fornemmede Carsten Skaarup Hansen, at der for alvor skulle skiftes spor. Med familiens opbakning søgte han stillingen, og sammen har de fundet en vej til at leve med den adskillelse, det indebærer.

"Det er jo lidt af en skilsmisseskole, man træder ind i her, hvor 88 procent af de ansatte er blevet skilt. Adskillelsen øger risikoen for, at man udvikler sig i hver sin retning. Det kræver et solidt ægteskab at være lykkeligt gift peacekeeper" siger Carsten Skaarup Hansen med et smil og understreger, at når han er i Liberia, står den hele tiden på arbejde, så han kan tage hjem til familien hver anden måned.

Fra Nyborg til Kosovo

"Jeg havde et advokatfirma i Nyborg og indledte efter en tid et lidt usædvanligt samarbejde med en ejendomsmægler. Det gik rigtig godt indtil EU-afstemningen i juli 2000. Det uventede resultat lammede hele ejendomsmarkedet - og alle satte sig i venteposition. Lurpasseriet ramte min forretning, og efter et halvt års dødvande besluttede jeg mig for at søge grønnere græsgange," forklarer Carsten Skaarup Hansen.

"Det kan godt føles som 'Livets gang i Lidenlund' med en advokatforretning i Nyborg, så jeg fornemmede, at jeg skulle noget helt andet. Jeg har altid interesseret mig for de mere socioøkonomiske aspekter og haft drømmen om at komme til at arbejde i internationale sammenhænge," siger Carsten Skaarup Hansen om de overvejelser, han havde, inden han kontaktede FN og kort tid efter fik tilbudt stillingen som international tjenestemand i missionen i Kosovo.

Det var lidt af et skifte, men Carsten Skaarup Hansen trives med kollegaer fra over 30 forskellige nationer i et stort system, hvor han er en del af et mangfoldigt internationalt miljø. 

"Som advokat var jeg vant til at have mange små arbejdsgivere i kraft af mine cirka 200 klienter. Pludselig havde jeg én stor arbejdsgiver. FN er meget bureaukratisk, og systemet er tungt. Ikke nok med det, så har de også et meget striks regelsæt for, hvad vi må og ikke må. Det skal man vænne sig til. Organisationen er bygget op med samme hierarki som inden for militæret. Min stilling som juridisk rådgiver svarer til en oberstløjtnant i militæret eller en orlogskaptajn i flåden," forklarer han, mens aftenen tager sin spæde begyndelse på et af de internationale hoteller i Monrovia.

Et samfund i samfundet

Overalt i Monrovias gader ser man de hvide FN-biler suse af sted til vigtige møder på elendige veje, hvor der blandt lokalbefolkningen udspiller sig et liv i den yderste fattigdom. Mange store bygninger i hovedstaden ligner uhyggelige genfærd fra en svunden tid, inden de blev overrumplet af en 14 år lang og meget blodig borgerkrig. Monrovia er ikke noget smukt syn, men det ser ud til, at freden holder, og at landet med forsigtige skridt nærmer sig en fremtid.

For Carsten Skaarup Hansens vedkommende sidder han på et slags 'inhouse-advokatkontor' i FNs fredsbevarende mission i Liberia og yder juridisk bistand til Generalsekretærens særlige repræsentant og hele hans mission med hovedvægten på den civile komponent. De militære styrker har deres egen rådgiver.

Rådgivningen koncentrerer sig primært om at værne om FNs rettigheder, privilegier og immuniteter, som de er vedtaget i en international konvention fra 1946, samt den særlige aftale, der blev indgået i 2003 mellem FN og den daværende liberianske overgangsregering om missionens rolle.

"Overordnet kan man sige, at missionens særlige internationale status gennemsyrer hele vor tilstedeværelse som gæster i et værtsland, og det bliver derfor reflekteret i samtlige kontrakter og aftaler, som indgås med de lokale myndigheder, erhvervsdrivende og private, samt korrespondancen med samme kreds," forklarer Carsten Skaarup Hansen og uddyber hans primære arbejdsopgaver på følgende måde:

"Det ansvarsområde, som jeg bruger en del tid på, er orientering af undersøgelseskommissioner samt kritisk revision af deres udkast til rapporter om alskens tilfælde af for eksempel arbejds- og trafikulykker, dødsfald, vådeskud, brande, seksuel udnyttelse og misbrug, borgerlige uroligheder og hvad der nu ellers sker af begivenheder i en verden, hvor 16-17.000 mennesker skal få det hele til at glide for at opfylde verdenssamfundets mandat om at skabe fred i et krigshærget land."

"Vi vender hver en sten for at se, om rapporternes konklusioner og anbefalinger er i overensstemmelse med bevismaterialet på sagen, om der er sammenhæng med bevismaterialet, og at de i øvrigt holder sig inden for de administrative og juridiske rammer. Vi har højnet kvaliteten af rapporterne og har fået en feedback fra hovedkvarteret i New York, at vi laver de bedste rapporter i verden, og det er vi naturligvis meget stolte af," siger Carsten Skaarup Hansen.

Brodne kar

De FN-ansatte lever i en enklave i samfundet med sit helt eget lovsystem. FN-ansatte er privilegerede med høje lønninger, store skattefordele og gode boliger. Mange lokale oplever dem som sendt fra himlen, og det er vigtigt, at FN-ansatte ikke træder ved siden af for at opretholde tilliden i befolkningen. Men selvfølgelig er der brodne kar. Blandt andet har der igennem de sidste par år været en del skriverier om FN-soldater, der har udnyttet lokale kvinder - og sågar børn seksuelt.

" I dag ser jeg det som et vildt overdrevet problem, men for nogle år siden var der nogle ubehagelige sager, hvor blandt andet børn blev udnyttet seksuelt, og man havde flere sager under begrebet 'Sex for Food' i flygtningelejre. Sådanne sager bliver der slået hårdt ned på.

Vi har jo ikke den fulde diplomatiske immunitet, men vi har det, man kalder funktionel immunitet i kraft af at være tjenestemænd for staten. Hvis en FN-ansat begår en lovovertrædelse, som ikke er omfattet af hans funktionelle immunitet, så gælder værtslandets lov, for eksempel straffeloven. Det kræver dog, at Generalsekretæren ophæver den ansattes immunitet. Derfor bestemmer aftalen om missionens status, at vores sikkerhedstjeneste skal kontaktes, hvis en FN-ansat er under mistanke for at være impliceret i noget ulovligt. Derfor kan man sige, at alle lovovertrædelser faktisk kommer til at høre ind under vores eget system. Problemet er, at ingen ville overleve tre dage i et lokalt fængsel, derfor bliver de lige så stille listet ombord på et fly til hjemlandet, og det er hjemlandet, der tager sig af den videre retsforfølgelse," forklarer Carsten Skaarup Hansen, der som sådan ikke har noget med de sager at gøre, hvor FN-ansatte har overtrådt loven, men han gennemgår dog rapporterne med yderst kritiske øjne, inden de videresendes i systemet.

Afrikas sorte nat har sænket sig over Liberia. Mødet er hævet. Carsten Skaarup Hansen rejser sig for at tage hjem til sin lejlighed, som han deler sammen med en polsk-canadisk kollega. Han har travlt, da han skal være hjemme før midnat - en af de mange strikse regler for en FN-ansat på mission.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet