Ikke mandat bag Nyrups vision

Målt i år har jeg levet med EF/EU lige så længe som Poul Nyrup Rasmussen. Onde tunger har påstået, at såfremt de oprindelige initiativtagere havde mulighed for at betragte udviklingsprocessen ville de blive forfærdet over dagens resultat. En udvikling baseret for meget på påstande og værdiladede opfattelser og for lidt på udsagn og faktuelle betragtninger.

At anse Europa-Parlamentet som et fremtidigt fjerde hus i det danske demokrati forekommer mig absurd set i lyset af, at den seneste demokratisering i Danmark fandt sted i 1953 med afskaffelse af Landstinget og indførelse af mulighed for folkeafstemning. Det var nok en bedre idé, at få det danske demokrati gjort effektivt før man forflygtiger det.

Borgernes hovedopgave i det repræsentative, indirekte demokrati er at vælge og kontrollere de valgte. For at personlige fantasier - historien har for mange eksempler herpå - nu ikke skal udvikle sig til ubekvemme samfundsmæssige bindinger for borgerne, er det i henseende til EU nødvendigt at gøre opmærksom på mindst følgende forhold.

Et EU med 27 nationer med manglende kulturel homogenitet i og mellem landenes vælgerbefolkninger giver ingen bæredygtig sammenhængskraft. Lægger man hertil diskussionen om Tyrkiets optagelse, er det ret indlysende, at vores valgte repræsentanter isolerer sig selv.

Det er fastslået indtil adskillige gang, at EU ikke er i besiddelse af den fornødne demokratiske legitimitet, idet store dele af EU-debatten foregår skjult for borgerne.

Der er de ting, der tales om, de ting, der ikke omtales, og de ting, der forties.

Man har udviklet et selvbeskæftigende bureaukrati, der undergraver demokrati-processerne i de enkelte lande. Lovgivningen i Danmark består årligt (2005) af ca. 230 direkte vedtagelser i Folketinget, ca. 100 direktiver fra EU til direkte indarbejdelse i dansk lovgivning og ca. 2500 - 3000 forordninger fra EU - uden om Folketinget - hvoraf hovedparten er gældende for Danmark.