Reform bør bedre forholdene for ok-ansatte

Hidtil har debatten om kvalitetsreformen været fokuseret på ledelse. Set fra min side bør DJØF imidlertid arbejde for et betydeligt fingeraftryk, der rækker videre end god ledelse.

Der er behov for en øget anerkendelse af den tid, vi anvender på vores arbejde. Det er ikke rimeligt, at mere end hver tredje statsansatte djøfer skal være syg af stress og bekymret for det psykiske arbejdsmiljø.

Vi er i dag ansat under nogle ældgamle aftaler, der favoriserer vores arbejdsgivere i urimelig grad og som medvirker til stress og dårligt arbejdsmiljø.

Der er i dag alt for mange opgaver, der skal løses inden for korte frister. Der er færre til at løse opgaverne pga. en historisk høj personaleomsætning. Mange overenskomstansatte oplever derfor et betydeligt arbejdspres. For fuldmægtige er det urimeligt stressende at skulle stå til rådighed uden at kunne forudse omfanget af den samlede arbejdstid og honoreringen af dette arbejde.

Det stresser også, når vi ikke kan kompetenceudvikles, fordi vores arbejdspladser ikke prioriterer tiden hertil. Det stresser, fordi vi får vanskeligere med at varetage vores arbejde, når vi ikke er fagligt ajour og fordi der ingen er til at løse vores opgaver, når vi endelig får mulighed for at komme af sted. Så enten stiger bunkerne eller også bliver vi kaldt hjem til at løse "uopsættelige" opgaver.

Disse overvejelser bør efter min mening indgå i trepartsdrøftelserne, hvis kvalitetsreformen skal have nogen som helst betydning for de overenskomstansatte djøfere i staten.

En løsning kunne være indførelsen af en helt ny ansættelses- og stillingsstruktur i staten. Hvis kvalitetsreformen for alvor skulle have betydning for de overenskomstansatte djøfere i staten, ville det være en reform, der gør op med fuldmægtigtitlen og de tilhørende forpligtelser. En reform, der skaber overensstemmelse mellem jobindhold, ansvar og retten til at tilrettelægge eget arbejde. En sådan anerkendelse vil kunne medvirke til at fastholde og rekruttere statsligt ansatte og dermed sikre den fortsatte kvalitet af vores velfærdssamfund.

Hvis ikke kvalitetsreformen kan være med til at skabe nogle landvindinger for djøferne, må vi takke nej. Trepartsdrøftelserne skal ikke være overenskomstforhandlinger uden for tur, hvor vi tager imod løfter om forbedringer for derefter at skulle betale prisen i de generelle forhandlinger.  Skal vi være med, skal det være med hensigten om at løfte kvaliteten af de statslige arbejdspladser. Opnår vi ikke dette, må vi trække os fra forhandlingerne og søge at opnå resultaterne ved de generelle forhandlinger.