Skype coaching

11.5.2007

af

DJØFs karrierecoaching er ikke bare for de særligt udvalgte i København og omegn. En vicekommunaldirektør bosiddende i Grønland er som den første blevet coachet ansigt til ansigt via Internettet af en af DJØFs coaches.

Klokken er seks om morgenen lokal tid i Sisimiut på den grønlandske vestkyst. Vicekommunaldirektør Leif Grønvold Jensen når lige netop at få gnedet søvnen ud af øjenkrogen, inden han tænder for det lille kamera, der sidder oven på hans computerskærm hjemme i privaten. Et øjeblik senere kan han hilse på Else Iversen, som dukker op på hans skærm. Hun er karrierecoach i DJØF og sidder i København, hvor tiden nærmer sig frokost.

Der er lidt knas med forbindelsen, de aftaler at afbryde og ringe op igen, for det er Leif Grønvold Jensens erfaring, at det kan hjælpe. Og ganske rigtigt ... efter et par forsøg kan de både se og høre hinanden. Leif Grønvold Jensen retter lidt på headsettet, så han går endnu tydeligere igennem til Else Iversen. Samtalen begynder, og de får stille og roligt talt sig frem til, hvor det er, Leif Grønvold Jensen godt kunne tænke sig at kaste lys på sin karriere og de muligheder, der er for ham. De taler også om netværk, og om hvordan man vedligeholder og udvikler det, når man sidder i Sisimiut.

Leif Grønvold Jensen er den første djøfer, der er blevet coachet af en af DJØFs karrierekonsulenter via Skype - en gratis telefontjeneste via Internettet, hvor det også er muligt at koble et kamera til, så man kan se hinanden, mens man taler sammen.

Ideen til en virtuel coachingsamtale kom fra Leif Grønvold Jensen. Selvom han har et godt netværk i de øvrige akademikere i Sisimiut Kommune, findes der ingen uddannelsesinstitutioner eller kursustilbud for en leder på hans niveau, og hvis man ønsker en coach, er det måske ikke altid ideelt, at det er en fra ens egen arbejdsplads, og så er mulighederne små for at finde en i nærområdet.

Derfor gav Leif Grønvold Jensen sig til at sondere mulighederne på nettet, og det var her, han stødte på DJØFs karrierementorordning. Else Iversen var hurtigt med på ideen om virtuel coaching, for hun er selv privat storforbruger af Skype. For hende er det dog afgørende med kameraet, så hun både kan se og høre den person, hun coacher. Men at personen sidder flere tusinde kilometer væk betyder ikke noget.

Tre uger efter den første coachingsamtale mødes Leif Grønvold Jensen og Else Iversen igen. Denne gang mødes de også ansigt til ansigt, men som noget nyt kan de nu også trykke hånd. Leif Grønvold Jensen er nemlig i Danmark på ferie og benytter lejligheden til at komme forbi DJØF for at tage sin anden coachingsamtale med Else Iversen.

Og selvom det gik forholdsvis problemfrit med den første coachingsamtale, synes Leif Grønvold Jensen dog, det er optimalt, at han og Else Iversen også mødes i den virkelige verden. Men omvendt kan han sagtens anbefale 'Skype-coaching' for de djøfere, der ikke jævnligt lægger vejen forbi  København. Så uanset om du sidder i Vestjylland, på Korsika eller i Kenya, er det altså muligt at taget en snak med din coach ansigt til ansigt, uanset om han eller hun sidder på den anden side af jorden eller måske i Gothersgade i København.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet