Lomborgs 15 minutter er slut

Det er ikke længe siden, at statistikeren Bjørn Lomborg erobrede først den danske og senere den globale miljø-dagsorden. Han blev hyldet fra Politikens ledersider, og blev siden en markant figur i verdens førende elitemedier med sit budskab om, at miljøfaren var overvurderet, og at det i øvrigt var for dyrt og uden tilstrækkelig effekt at gøre noget ved det.

Han rådgav den amerikanske regering fra New York Times debatsider, fik en lang artikel med eget navn i the Economist og blev placeret blandt verdens mest indflydelsesrige mænd. Herhjemme fik han regeringens fulde støtte og sågar et statsfinansieret miljøvurderingsinstitut til sin rådighed.

Meget sjældent - måske aldrig - har en dansk debattør haft så stor global gennemslagskraft.

Det kunne alt sammen være en af den slags positive historier, som kunne styrke vores nationale selvtillid: Danskeren, der kun bevæbnet med stærke argumenter, vinder verdensoffentlighedens opmærksomhed. Men faktisk er det en trist historie, fordi Lomborg tog fejl, og fordi hans idémæssige efterladenskaber risikerer at blokere for, at Danmark vinder kapløbet om at blive blandt fremtidens førende grønne nationer.

Selv om Lomborg stadig kan få sit navn ud, har hans dagsorden og argumentation ikke vundet. Tværtimod. De internationale elitemedier skriver ikke længere om at bruge pengene på andet end miljø. De skriver om, hvordan vi bedst forbereder os på de uundgåelige forandringer og på, hvem der kommer til at profitere fra dem.

Lomborgs argument er paradoksalt nok blevet undermineret af præcis samme økonomiske logik, som var fundamentet i hans påstande. Markedet - dog ikke et abstrakt marked med abstrakte værdier, som i hans logik - men virkelighedens marked - flytter sig massivt i retning af grønne teknologier. Markedet mener - ligesom FNs klimapanel - at det er så godt som sikkert, at vi står over for voldsomme klimaforandringer, og at der er brug for helt enorme investeringer i dels at håndtere forandringerne og dels for at undgå en eksponentiel udvikling af dem.

I Sillicon Valey er det ikke længere Internet-teknologi, men grøn teknologi, de store investeringer retter sig imod. Det er ikke usædvanligt at høre investorer betegne grøn teknologi, som hvor tids største forretningsmulighed. Verdens største virksomheder investerer massivt i klima-rettede teknologier og produkter. Og derfor er virksomheder inden for grøn teknologi mere værd end virksomheder med tilsvarende overskud inden for andre områder.

Herhjemme viser de seneste eksporttal, at eksporten af miljøteknologier er tredoblet over de seneste år, og at den er blevet en nøglesten i dansk økonomi. Sidste års eksport var på 46 milliarder kroner, eller 8,4 procent af Danmarks samlede eksport. Virksomhederne inden for området - såsom Danfoss, Vestas og Velux - klarer sig flot.

Markedet har altså forstået, at Lomborg tog fejl.  Det har politikerne desværre ikke helt. Den politiske udfordring herhjemme er at få genskabt den politiske kraft bag miljøsatsningerne, som Lomborg og frelste miljøforkæmpere ødelagde. Simpelthen fordi det er en god forretning, og at branchen ikke kan udvikle sig med tilstrækkelig kraft uden statslig medvirken.

Heldigvis er regeringens miljøpolitik vendt markant siden Lomborg-dagene. Vi får en stor Klima-konference til landet, og energi-teknologi er blevet en central del af regeringens globaliseringspolitik.

Men på alle niveauer fornemmer man alligevel en tøven og skepsis over for det grønne område. Det klinger herhjemme stadigvæk af slidte ideologiske debatter og øko-flip. Derfor bliver miljø-politik i for eksempel København til et forslag om lidt flere parker og andre småting, og ikke som hos for eksempel New Yorks fremsynede borgmester Bloomberg, som satser stort på alle niveauer fra affaldshåndtering og gadebelysning til bilregulering og tiltrækning af kapital og virksomheder inden for området.

Jeg frygter, at resterne af Lomborgs tankegods holder Danmark tilbage fra for alvor at satse på at blive verdens førende grønne land. Progressive byer og lande verden over kaster sig over området i disse år, mens vi risikerer at blive det land, der var først fra start, men var sidst til at hoppe på, da det grønne tog for alvor begyndte at køre.