En djøfer i forsvaret

25.5.2007

af

En kærlighed til folkeretten og et ønske om at se, hvordan krigens love udspiller sig i praksis, fik Lena Mærsk til at vælge en karriere i forsvaret.

Ordsproget siger godt nok, at 'i krig og kærlighed gælder alle kneb', men når danske styrker sendes ud i både krig og fredsbevarende missioner, findes der en lang række regler for, hvordan man skal opføre sig. Det er humanitær folkeret i sin mest konkrete form, og netop fascinationen af at se de regler udspille sig i praksis fik i 2005 Lena Mærsk til at søge ind i forsvaret.

"Den humanitære folkeret har altid talt til mig, fordi den er et udtryk for menneskets ønske om og vilje til selv i en ekstrem situation som krig at bevare en grundlæggende menneskelighed og næstekærlighed. Og i forsvaret bruger man folkeretten helt konkret i den daglige opgavehåndtering til forskel fra så mange andre steder, hvor den nemt kan blive meget abstrakt og teoretisk," siger den 30-årige Lena Mærsk fra sit kontor i Forsvarskommandoen på Holmen i København, hvor hun, efter at have tilbragt det meste af sidste år i militæruniform og støvede støvler som juridisk rådgiver i Afghanistan og Irak, igen er tilbage i habitjakke og nederdel.

"Som udsendt juridisk rådgiver for forsvaret arbejder man for de militære chefer og danske soldater, og her handler min opgave helt præcist om at kunne omsætte vores mandat og forpligtelser til nogle konkrete foranstaltninger, som soldaterne kan arbejde efter," siger Lena Mærsk. Det er for eksempel rådgivning om, hvordan de danske styrker skal opføre sig over for lokalbefolkningen i områderne, hvordan man forholder man sig til børn, der kaster med sten, eller foretager kropsvisitering af kvinder, hvilke procedurer der er for konfiskation af ejendom samt et væld af andre praktiske problemstillinger.

"Det at have været en del af det 'udøvende led', hvor juraen møder virkeligheden, sætter tingene i et andet perspektiv," siger Lena Mærsk, som, siden hun kom hjem i oktober sidste år, har holdt fast i sit arbejdsområde, men til gengæld er trådt længere op i systemet. I dag er hun med til at udarbejde rammerne og direktiverne for, hvordan de danske missioner i udlandet skal foregå.

"Det gode er, at jeg har været ude i forreste linje og fået snavs på støvlerne. Derfor ved jeg, at det, jeg laver herinde, skal være praktisk omsætteligt. Samtidig giver jobbet mig mulighed for at dykke ned i den mere teoretiske del af juraen igen, og den kombination passer godt til mit temperament," slutter Lena Mærsk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet