33 år og partner

24-05-2007
4 min.

Vejen til en partnertitel er blevet længere i advokatbranchen. Men for Jesper Hedegaard er det gået hurtigt. Hør, hvordan det er lykkedes ham at forhandle en partnerkontrakt på plads som 33-årig.

Jesper Hedegaard var begyndt at overveje, om han overhovedet skulle blive i advokatbranchen. Han havde ganske vist helt fra studietiden haft et mål om at blive partner i en advokatvirksomhed, men da advokatbestallingen var i hus, og han havde arbejdet et par år som advokat, var han ikke længere så sikker på, om det nu stadig skulle være målet.

Jesper Hedegaard havde svært ved at forestille sig en partnerrolle på sin daværende arbejdsplads - en større advokatvirksomhed i Århus. Her oplevede han en partnerkreds, der ikke altid var enige om de grundlæggende værdier i deres fælles virksomhed, og det ønskede han ikke at blive en del af, for hans holdninger passede med mindretallets. Og da han ikke kendte til andet, troede han, det var sådan alle steder. Men så var det, telefonen ringede.

Det var fra den århusianske advokatvirksomhed Interlex - et kontor med omkring tyve jurister, heraf 12 partnere. De ville høre, om Jesper Hedegaard ikke kunne tænke sig at blive ansat hos dem. I givet fald ville de samtidig give håndslag på, at han, hvis kemien passede, inden for et par år kunne indtræde som partner i virksomheden, da de var i gang med et generationsskifte.

Det er godt to år siden nu, og Jesper Hedegaard var selvfølgelig beæret over opringningen, men samtidig var han også meget i vildrede, for det satte lige pludselig en masse tanker i gang. På det tidspunkt var han 31 år. Skulle han blive i Århus, skulle han flytte til København, eller skulle han flytte hjem mod fødebyen Esbjerg? Han kunne jo også tage til udlandet eller forlade branchen og blive ansat som advokat i en virksomhed.

Men nej, tilbuddet var så godt, at han ikke kunne afslå. Også fordi han fornemmede, at de hos Interlex Advokater kørte forretning efter nogle værdier, han selv kunne stå inde for. Jesper Hedegaard er tidligere formand for FAAF (Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige i DJØF, red.), og i den rolle så han det som en af sine fornemste opgaver at skaffe bedre arbejdsvilkår for advokater og advokatfuldmægtige. Og det var også i hans egenskab af FAAF-formand, at han var inviteret til at tale på et af branchens årlige såkaldte advokatmøder.

Det var blandt andet i den forbindelse, at en partner fra Interlex Advokater fik øje på Jesper Hedegaard. Og som han selv siger, var det sympatisk i sig selv, at det var den slags tale og ikke en tale om hardcore businessbegreber, der fik dem til at kontakte ham.

"Så må jeg jo se, om jeg også kan leve op til mine ord, når nu jeg kommer til at sidde på den anden side af bordet," siger Jesper Hedegaard og understreger, at han i hvert fald vil gøre, hvad han kan. For ordene var ikke bare tomme, og han er overbevist om, at ordentlige arbejdsvilkår i høj grad lønner sig, og samtidig ved han både fra sig selv og fra sin tid i FAAF, at det også er et krav fra de yngre advokater i dag.

"Selvfølgelig er økonomi vigtigt, men et sundt arbejdsmiljø og en synlig og deltagende ledelse er værdiskabende i sig selv," siger han.

Det er også efter den devise, han forventer at indtræde i lederrollen, når hans partnerskab træder i kraft den 1. juli. For jo, kemien passer fint, og omkring jul begyndte Jesper Hedegaard og partnerkredsen i Interlex Advokater at forhandle om, hvordan han kunne træde ind i virksomheden. Han kom med udspillet, og efter nogle forhandlinger er den endelige aftale nu på plads.



Hans sekretær og en af hans partnere fra den tidligere arbejdsplads er på Jesper Hedegaards foranledning også blevet en del af Interlex Advokater.

En bekræftelse af Jesper Hedegaards egen erfaring af, at netværk og synlighed er en meget væsentlig faktor - især hvis man går med en partnerspire i maven. Han er ikke i tvivl om, at det var synligheden omkring hans formandskab i FAAF, der har bidraget til, at han har indgået en partnerkontrakt med Interlex Advokater. Men der er jo ikke to historier og to veje, der er ens, og som Jesper Hedegaard allerede har mærket, er der også stor forskel på, hvor man bliver partner.

Jesper Hedegaard har en arbejdsuge på omkring 45 timer i gennemsnit, og han er en af dem, der arbejder flest timer. Han har ingen ambitioner om, at timerne i Interlexs tjeneste bliver flere, når han træder ind i partnerrollen - i hvert fald ikke målt på en uge. Men han forventer, at det sammenlagt bliver til rigtig mange timer, for som det ser ud lige nu, regner han med, at han er en del af Interlex Advokater, til han efter husaftalen går på pension som 65-årig. Også selvom han har skrevet sig professor og dr.jur. Mads Bryde Andersens ord bag øret om, at man bør skifte job eller funktion efter fem år.

"Men jeg tænker på det på den måde, at det er fedt at være med til at udvikle et firma og arbejde med værdierne. Og selvom det er mange år at se ud i fremtiden, kan jeg jo selv være med til at skabe de forandringer, som jeg måske får behov for," siger den 33-årige partner in spe.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.