Kvalitetsreformens paradoks

Oppositionen er kommet med den forventede modoffensiv. Vi skal ikke arbejde med en kvalitetsreform, men derimod med minimumsstandarder, hvis det står til venstre side af folketingssalen.

Nogle meget håndfaste spørgsmål presser sig på fra sidelinjen uden at være blevet genstand for særlig megen fokus i diskussionen. De er nærmere en slags problemstillinger i sig selv. Problemstillinger, der bunder i manglen på arbejdskraft. For vi står med en helt håndgribelig og relativt ubehagelig udfordring - nemlig at vi inden for de næste tre til syv år kommer til at mangle arbejdskraft på en række af de områder i den offentlige sektor, som politikerne ønsker at kvalitetsudvikle eller minimumsstandardisere.

Inddrages dette element ikke som en endog meget integreret del af diskussionen om udviklingen af velfærdsamfundet, kan vi meget vel ende i en situation, hvor vi har tegnet en velfærdsmotorvej, men kun har asfalt til en begrænset del af den. Resten belægges i bedste fald med brosten, i værste fald med gabende huller.

Reform kræver flere medarbejdere

Hvis man må tillade sig at foruddiskontere de kommende drøftelser, er der vel realistisk set ikke andet resultat, end at man forudsætter en udvidelse af medarbejderstyrken i den offentlige sektor?

Af regeringens udspil følger som logisk konsekvens, at der skal bruges flere ressourcer til uddannelse af medarbejderne, til hævelse af uddannelsesniveauet og til administration. Øget dokumentation er nemlig lig øget administration.

Af oppositionens udspil følger, at de kommuner, der ligger under en given minimumsstandard, må hæve niveauet og dermed ansætte flere medarbejdere. Det er svært at forestille sig, at en sådan hævelse af niveauet i nogle kommuner vil medføre en tilsvarende sænkelse af niveauet i andre. For det er velfærdsrettighedsmæssige blodpenge, når der tages fat på børne- og ældreområdernes serviceniveauer.

Tilbage med sorteper sidder de udførende enheder - i høj grad kommunerne - med en opgave, de ikke kan løse økonomisk, men endnu væsentligere ikke kan løse fordi man ikke kan skaffe den nødvendige arbejdskraft.

Sænk overliggeren

Alternativt sender man sorteper videre ind i de påbegyndte forhandlinger. Et krav om en reformation af velfærdsydelserne må følges af et håndfast krav om stillingtagen til de udfordringer, ændringer påfører arbejdskraftsituationen i kommunerne. Eller måske endnu bedre at kræve lovgivningsmæssige ændringer i de rammer kommunerne arbejder indenfor, så der eksplicit adresseres områder, hvor serviceniveauet kan indskrænkes eller fjernes.

Et sjovt paradoks vil opstå i en sådan diskussion. Man vil nemlig på makroniveau føre en diskussion, som kommuner og amter på mikroniveau har ført i mange år - nemlig om prioritering af sparsomme ressourcer. Når vi produktudvikler det ene sted, må vi produkt afvikle det andet sted.

Kan man afskaffe rengøringshjælp i eget hjem? Det er ikke et spørgsmål om liv eller død, for man kan jo bestille det 'ude i byen'. Kan man afvikle offentligt finansierede aftensskoler? Kan man indføre forelæsninger som en del af (handels)gymnasiernes undervisningsform? Kan man på den måde ikke frigøre hænder og hoveder til at løse velfærdstatens 'need to have'-opgaver?

Summa summarum er vi nødt til at sænke overliggeren, hvis vi skal udvikle kerneydelserne. For i sidste ende kræver radikale udfordringer, at man anvender radikale løsninger.

Alternativet til at inddrage arbejdskraftproblematikken i velfærdsdiskussionen er som sagt, at sorteper bliver, hvor den oftest ender - hos de udførende myndigheder. Skab dokumentation uden at øge den administrative byrde. Skab øget uddannelsesaktivitet, uden det koster penge og vikararbejdskraft. Lav individuelle kompetenceplaner for alle medarbejderne, uden det tager tid fra relevant serviceudførelse. Skab minimumsstandarder uden at hæve serviceniveauet.