Kampen om de unge djøfere

De offentlige arbejdsgivere står ansigt til ansigt med to store udfordringer: Dels skal de skaffe hænder nok til at løse opgaverne i staten, når de store årgange går på pension. Dels skal de håndtere den nye udfordring, at unge kandidater i stigende grad foretrækker at søge job i det private. Så hvad skal der til for at vinde kampen om især de unge djøfere? Kan det offentlige modstå konkurrencen fra det private uden at række dybt i lommerne og matche de private virksomheders høje lønninger? Og hvis ikke man vil lokke med løn, hvordan vil staten så sørge for at tiltrække og fastholde de bedste kandidater? Det svarer finansminister Thor Pedersen på her over for formanden for DJØFs Overenskomstforening Søren Burcharth.

Thor Pedersen
Finansminister

Hvordan forholder staten sig til den tiltagende afgang af unge djøfere fra det offentlige til det private?

Det er ikke mærkeligt, at unge i en periode med lav ledighed finder nye græsgange. Afgangen af fuldmægtige fra staten har svinget lidt op og ned de seneste par år, men det er ikke rigtigt, at vi har problemer med at tiltrække folk. Faktisk er det utroligt, hvad vi får af kvalificerede unge ansøgere.

Ifølge tal fra DJØF stiger antallet af nyuddannede djøfere, der søger det private på bekostning af det offentlige. Bekymrer det dig ikke?

Vi har haft en lang periode med et statisk antal job i begge sektorer, og nu har vi så et godt konjunkturforløb, og derfor stiger antallet af job i det private. En øget konkurrence om kandidaterne er kun positiv.

Hvilken betydning har det, at lønnen er lavere i staten end i det offentlige for tilgangen af medarbejdere?

De unge lægger mere vægt på indholdet af jobbet end lønnen. Ifølge Personalestyrelsens undersøgelse ligger lønnen nede på syvendepladsen. Ingen forventer, at staten går fallit. Vi indbetaler til pension, betaler frokostpause og giver mulighed for afspadsering. Lønnen er heller ikke altid meget højere i det private. En gennemsnitlig fuldmægtig i staten får omkring 412.000 kroner om året brutto. Det adskiller sig ikke stort fra det private.

Men statistikkerne viser, at der i andre tilfælde er omkring 5.000 kroners lønforskel. Kan staten fortsat sikre sig nok kvalificerede medarbejdere uden at hæve lønniveauet i en tid med små ungdomsårgange og en lønaggressiv privat sektor?

Vi må se på, om vi kan gøre mere for at nærme os det private under de næste overenskomstforhandlinger i 2008. Det kan for eksempel være at indføre mere individuel løn. Private virksomheder er bedre til at påskønne deres medarbejdere på den måde, og derfor skal vi se på, om vi også kan give et ekstra skulderklap i forhold til det, der tidligere har været accepteret. Men det kræver, at vi gør op med mange års tradition for, hvordan man lønner de ansatte i det offentlige.

Unge opfatter den offentlige sektor som langt mindre attraktiv end den private både på parametre som løn, jobindhold og ledelse. Hvordan får staten et image, som appellerer mere til de unge?

Spørger man de ansatte i staten, har de det ligeså godt som i det private. Vores opgave er derfor at fortælle om, at vi også er på forkant med de nyeste teknikker, og hvad det vil sige at have et karriereforløb i staten. Opgaven bliver selvfølgelig sværere, når de unge i stigende grad efterspørges uden for staten.

Hvad er det, I kan tilbyde?

Spændende funktioner og karrieremuligheder - som for eksempel at blive sekretær for en minister, hvilket er et springbræt for en videre karriere. Det er positivt, at unge efter nogle år i det offentlige springer videre til det private. Måske skal vi arbejde mere med at nedbryde muren mellem det private og staten, så det bliver nemmere at rykke mellem sektorerne. På Morten Korchs tid arbejdede man ét sted og blev siddende der, men de nye generationer vælger ikke nødvendigvis ét karrierespor for resten af livet. De vil have frihed til at skifte, og det må vi imødekomme.

Hvilke initiativer vil staten sætte i søen for at tiltrække og fastholde de bedst kvalificerede medarbejdere fremover?

Vi har gang i mange projekter, der skal tiltrække flere unge. Vi er på uddannelsesinstitutionerne og til karrieremesser, hvor vi gør meget ud af at fortælle, at man sagtens kan kombinere en karriere i det offentlige med en karriere i det private. Man kan bruge staten som en læreplads, inden man går til det private, eller man kan have en attraktiv karriere her - for eksempel i Finansministeriet. Jeg er meget glad og stolt, hver gang vi besætter en post i det private erhvervsliv. Det betyder også, at vi får plads til de nye medarbejdere her, og det giver en dynamik, der også tiltrækker mange unge.

Vi kaster os ud i konkurrencen for at få fat på de bedste kandidater, ikke fordi vi kan se et problem med at skaffe nok.

Søren Burcharth
Formand for DJØFs Overenskomstforening

Ifølge finansministeren har staten ikke problemer med at få kvalificerede unge djøfere til at ansøge. Hvad siger du til det?

Antallet af ansøgere falder, så finansministeren bør kigge lidt længere frem end til i morgen. Ser vi på den demografiske udvikling, får han store problemer i løbet af de næste ti år. Staten har selv lavet en undersøgelse af unges syn på det offentlige, som viser, at sektoren må op i et højere gear for at skaffe de bedste kandidater i fremtiden. Jeg bekymret for, at man ellers kommer til at opleve en hjerneflugt fra den offentlige sektor, der til sidst ender med menneskeforladte ministerier og rungende tomme rådhuse.

Ifølge Thor Pedersen skyldes flugten til det private de gode konjunkturer, der får det private til at tilbyde flere jobs i disse år. Er du enig med ham?

Det er rigtigt, at højkonjunkturen har betydning, og løngabet er blevet større. Kombineret med den demografiske udvikling bliver det her problem mere og mere alvorligt.

Personalestyrelsens undersøgelse viser, at det offentlige har et dårligt image blandt de unge. Hvad mener du, der skal til, før djøferne vil se staten som en attraktiv arbejdsplads? 

De unge giver det offentlige lave scorer i forhold til det private, når det gælder løn, jobindhold og image. Når de peger på højere løn som grund til, at de foretrækker det private, er det et signal om, at finansministeren må til lommerne. Det er uforståeligt for en ung djøfer, at hans tidligere studiekammerater i det private tjener 5.000-6.000 kroner mere i løn om måneden.

Ud over konkurrencedygtige lønninger vil fremtidens djøfere se karrieremuligheder og have tid til udvikling og kompetenceudvikling. De vil have indflydelse på jobbet og anerkendelse fra ledelsen. Derfor skal det offentlige være bedre til at sælge sig selv på en personalepolitik, der retter sig til både dem med familie, de unge hurtigløbere og seniorerne, der ønsker fleksibilitet.

Finansministeren har for nylig afvist personalegoder for statens ansatte som fri telefon, computer, befordring og den slags, som man har i det private. Det er besynderligt, at regeringen ikke vil en mere moderne lønpolitik, der lukker op for at kunne rekruttere og fastholde djøfere på lang sigt, når man skal konkurrere med det private. Staten har i alt for mange år levet højt på, at man trods den lavere løn har haft bedre forhold med hensyn til arbejdstid, løn under barsel osv. Men i dag følger det private mange steder også med her. Samtidig med at lønnen er højere.

Staten har sat gang i flere initiativer. Man arbejder med omdømmet, gør sig mere synlig på uddannelsesinstitutionerne og forsøger at få indført mere individuelt bestemt løn.

Jeg ser ingen problemer i individualiseret løn eller resultatløn. Men vores opfattelse er, at det skal bruges langt mere aktivt, end man gør nu. Resultatlønnen skal heller ikke bare substituere den generelle løn - den skal give en 'top up'.  

Kan staten blive ved med at sikre sig nok kvalificerede medarbejdere uden reelt at hæve lønniveauet for offentligt ansatte djøfere i en tid med små ungdomsårgange og en lønaggressiv privat sektor?

Man bør både kigge på lønniveauet og højne medarbejdernes udviklingsmuligheder. For eksempel bør man understøtte mobiliteten mellem sektorerne, så man mere gnidningsfrit og uden stor lønnedgang kan flytte sig mellem det offentlige og det private. Hvis det offentlige kun bliver en læreplads, får sektoren ikke gavn af kompetencerne fra det private. 

Er de nuværende DJØF-overenskomster tidssvarende, eller bør de ændres og i så fald hvordan?

Op til forhandlingerne vil mine medlemmer slå på løn, løn og atter løn. Det er mit foreløbige indtryk af de krav, vi samler ind for øjeblikket. Man skal hele tiden udvikle og modernisere overenskomsterne, og denne gang står vi over for en stor udfordring, hvis staten skal kunne konkurrere med den private sektor.