Terroreksperts ord skal styres af forskning

Terrorekspert Anja Dalgaard-Nielsen har haft terroren så tæt inde på livet, som man kan, uden selv at blive ramt. Hun fulgte røgskyerne stige til vejrs over Pentagon fra sit køkkenvindue i Washington i morgentimerne den 11. september 2001. På det tidspunkt havde hun hovedet fuldt af sin ph.d-afhandling ved Johns Hopkins University om militærmagt under fredsbevarende aktioner. Som direkte vidne til den dramatiske terrorhandling fik hun pludselig et langt større personligt engagement i arbejdet med terrorbekæmpelse, end hun havde forestillet sig.

"Den oplevelse har haft en stor indflydelse på mit arbejde som terrorforsker. Terror er ikke en abstrakt ting for mig, når jeg sidder her ved mit skrivebord og forsker. Jeg har set det ske og oplevet, hvad det kan gøre ved et samfund, ligesom jeg har oplevet, hvad det gjorde ved mig selv," fortæller Anja Dalgaard-Nielsen.

For som minutterne, timerne og dagene efter terrorangrebet skred frem, og omfanget af oplevelsen sneg sig ind under huden på hende, som den gjorde det for resten af verden, oplevede Anja Dalgaard-Nielsen på sig selv, hvordan terrorens væsen virker.

Hvor hun i sin første tid i Washington havde insisteret på at bo og leve som europæer og bevæge sig frit rundt alene i byen, begyndte hun pludselig at ændre vaner. Hun tænkte over faren for miltbrand, når hun åbnede sin post, tog særlige forholdsregler når hun gik ned i metroen, ligesom hun for første gang nogensinde begyndte at blive bange for at flyve. Også selvom hendes sunde fornuft fortalte hende, at sandsynligheden, for at endnu et terrorangreb ville ramme netop hende, ikke var stor. Den oplevelse siger i hendes øjne alt om terrorens væsen og det, der får den til at virke.

"Terror taler til vores fantasi, og det er det, den lever af. Det er uforudsigeligheden i terroren, der får den til at virke på os, for den giver os en usikker fornemmelse af, at vi kan blive ramt hvor som helst når som helst, uden at vi kan kontrollere det," siger hun og beskriver terror som konstrueret vold, der får vores realitetssans til at skride. Vores opfattelse af risikoen for terror er nemlig langt større end den egentlig risiko. Vi mister nemt realitetssansen, som Anja Dalgaard-Nielsen selv gjorde det i Washington.

USA overreagerede på 11. september

Hun satte sig i stolen som terrorforsker på DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier - dengang DUPI - i januar 2002, kun tre dage efter at have forsvaret sin ph.d.-afhandling i Washington. Og blev med dugfrisk erfaring bedt om, som sin første opgave, at forske i USA's svar på 11. september. En opgave, som ikke lå hende fjernt efter selv at have været tæt vidne til den transformation, der havde forvandlet det amerikanske samfund fra et åbent og dynamisk samfund til et lukket og mistroisk land i dyb splittelse.

"USA har forandret sig meget siden 2001. Da jeg kom i 1999, var det et sorgløst og fantastisk åbent land. På et døgn trak det sig sammen om sig selv og blev med ét fyldt af mistillid til omverdenen," siger hun.

For hende er det mest tydelige symbol på den mistillid i dag det elektroniske fingeraftryk, som man som rejsende bliver bedt om at aflægge, når man træder ind i landet. Noget, som hun ærgrer sig over, ligesom hun ærgrer sig over den overreaktion, 11. september afstedkom fra myndighedernes side, der, uden ret meget skelen til menneskerettigheder og internationale konventioner, tilbageholdt en lang række udlændinge på et yderst spinkelt grundlag, hvoraf nogle stadig befinder sig med lænker om fødderne på Guantanamobasen i Cuba. Den overreaktion satte også sit præg på det amerikanske samfund og har skabt stor politisk splittelse og polarisering i landet.

Folk skal ikke kende hele terrortruslen

Anja Dalgaard-Nielsen mener i det hele taget, at man kan lære meget af at se på, hvordan lande som Danmark og USA har håndteret den øgede terrortrussel helt forskelligt og lægger ikke skjul på, at hun selv foretrækker de danske myndigheders reaktion.

Et aspekt er den måde, myndighederne kommunikerer med borgerne på. I Europa og Danmark tilstræber man kun at give folk den information om den aktuelle terrortrussel, som de kan bruge til noget og undgå at overdosere.

"Terror lever af folks frygt. Jo mere man taler om det, jo værre bliver det. Derfor mener jeg ikke, at man bare skal sende alle mulige informationer ud, som folk ikke kan bruge til noget. Det skaber unødig angst," siger hun og glæder sig i det hele taget over, at det danske samfund ikke har forandret sig ligeså voldsomt som USA efter 11. september og efter, at den moderne terrortrussel er rykket tættere på. Selvom der er kommet hegn op om en række havne, og køerne i lufthavnen er blevet lidt længere, har vi ikke på samme måde givet køb på en række menneske- og borgerrettighedsprincipper i terrorbekæmpelsens navn.

I USA har myndighederne traditionelt haft en anden tilgang til kommunikation med borgerne. Nemlig den, at folk er kompetente nok til selv at håndtere den fulde information om det aktuelle trusselsbillede. Derfor bør man fortælle dem alt det, man ved, så de selv kan bestemme, hvordan de vil forholde sig.

I tiden efter 11. september indførte man i USA det såkaldte Homeland Security Advisory System (HSAS) med en farveskala på fem farver, der hver dag indikerede det eksisterende trusselsniveau og fortalte folk, hvordan de burde forholde sig. Det blev dog hurtigt kritiseret for at være forvirrende og for at kunne misbruges politisk. Regeringens popularitet i meningsmålingerne havde det for eksempel med at stige i takt med trusselsniveauet på HSAS.

Rolle som angstspreder

Anja Dalgaard-Nielsen holder i det hele taget på, at man skal være varsom i sine udtalelser og være sit ansvar som potentiel angstspreder bevidst som terrorekspert, når man som hun udtaler sig om terrortrusler i den bedste sendetid.

"De udtalelser, jeg kommer med, kan få indflydelse på, hvordan folk ser verden, og hvordan de agerer i deres dagligdag. Det betyder, at jeg skal vide, hvad jeg taler om, når jeg udtaler mig. Og hvis ikke jeg på forhånd føler mig fagligt sikker, lader jeg hellere være," siger Anja Dalgaard-Nielsen, som på ingen måde var forberedt på rollen som Danmarks foretrukne kvindelige terrorekspert. En rolle, der hurtigt gjorde hende voksen og lærte hende, hvor nemt man kan blive offer for mediernes hurtige og overfladiske nyhedsformidling, hvis ikke man nøje overvejer sine udtalelser.

"At blive kastet ud i medierne, som jeg gjorde for et par år siden, gjorde mig uden tvivl meget hurtigt moden. Men det lærte mig også, at det er utrolig vigtigt at sondre mellem forskning og min egen holdning, når der er så meget på spil, som der jo oftest er, når man udtaler sig om terror og terrortrusler," siger Anja Dalgaard-Nielsen.

Har set beskyttelsesrum indefra

Hendes forskningsfelt har med tiden udvidet sig til også at omfatte terrorbevægelser over det meste af verden, og senest har hendes arbejde i foråret ført hende på en tremåneders udstationering hos de danske styrker i Kosovo, Afghanistan og Irak. Målet var at lave en analyse af det danske militærs genopbygningsarbejde i de tre områder samt at se nærmere på den kamp om hjerner og hjerter, der pågår mellem de internationale styrker på den ene side og oprørs- og terrorgrupper på den anden.

En rejse, som flere gange fik adrenalinen op at køre, som da hun for eksempel måtte i beskyttelsesrum i Basra, fordi den danske lejr blev beskudt. Men som også var med til at børste støvet af hylderne i forskerkontoret i DIIS på Christianshavn og endnu en gang bringe virkelighedens verden ind i hendes arbejde som terrorforsker.

"Sådan en rejse bidrager helt klart til min faglige ballast. For jeg får en masse oplevelser og får dannet mig nogle indtryk, som kan være vanskelige at få af de rapporter, jeg læser her fra skrivebordet," siger hun.

Blandt andet måtte hun udskyde sin afrejse en måned, da Muhammedkrisen var på sit højeste, og det hed sig, at det var alt for usikkert at bevæge sig rundt i de danske operationsområder. Så meget desto større var hendes overraskelse, da hun i både Afghanistan og Irak hovedsageligt blev mødt af smilende indbyggere og glade børn og ikke en regn af sten, blot fordi hun var dansker. Noget, der endnu engang bekræftede hende i, hvor langt mediernes fremstilling af en krisesituation kan være fra virkelighedens verden, og hvor let det kan være at bidrage til skræmmekampagner, hvis man ikke selv stikker fingeren i jorden.

Forskning knyttet an til virkeligheden

Anja Dalgaard-Nielsens tese forud for missionen i Irak, Afghanistan og Kosovo var, at de danske styrker ikke er særlig godt egnede til at løse genopbygningsopgaven - som egentlig er NGO'ernes metier, der dog flere steder har været nødt til at trække sig ud af områderne, fordi de selv er blevet direkte mål i konflikterne. Men også her blev hendes forventninger gjort til skamme af de realiteter, hun mødte. De danske soldater klarer genopbygningsopgaven ganske godt og er gode til at skabe kontakt med lokalbefolkningen og se, hvad behovene er i lokalområderne. Problemet er ikke, at soldaterne ikke har de nødvendige egenskaber, men snarere at de ikke får den nødvendige støtte hjemmefra.

"Opgaven herhjemme med at planlægge og uddanne er underprioriteret, fordi den falder mellem to stole. Udviklingsorganisationerne er skeptiske, da de dybest set ikke mener, at de danske styrker magter opgaven, og Forsvaret går ikke ordentligt ind i den, da de slet ikke mener, at opgaven er deres," siger hun.

Anja Dalgaard-Nielsen erkender, at denne analyse, ligesom resten af hendes arbejde, ofte risikerer at blive brugt som politisk kasteskyts, når hendes udtalelser anvendes til at promovere kæpheste for enten den ene eller den anden politiske fløj. Men det generer hende faktisk ikke.

"Generelt prøver jeg at holde mig helt væk fra de politiske slagsmål, men er derudover glad for, at det fra DIIS forventes, at vores forskning knytter an til virkeligheden. Det betyder jo, at det, jeg laver, kan bruges til noget. Men det understreger samtidig for mig, hvor vigtigt det er, at det, jeg udtaler mig om, altid kun bygger på min forskning og ikke min egen holdning," slutter Anja Dalgaard-Nielsen.