Kvalitet i reformen

23.2.2007

af

Bedre service til borgerne, men efter alt at dømme uden ekstra hænder til at løfte opgaverne.

I stedet handler det om at finde nye måder at gøre tingene på. Sådan lyder budskabet i regeringens udspil til en kvalitetsreform, der skal sikre og udvikle kvaliteten af de mangfoldige tilbud, borgerne hver dag møder i den offentlige sektor.

Kvalitet, resultater, målfastsættelse, borgerinddragelse, medarbejderglæde, nye processer og administrative rutiner er emner, langt de fleste djøfere i den offentlige sektor allerede i dag arbejder med. Men vi bidrager selvfølgelig altid gerne med vores ideer og forslag til, hvordan tingene kan gøres endnu bedre. Derfor glæder vi os til den 27. marts 2007, hvor Offentlige chefer i DJØF har inviteret statsminister Anders Fogh Rasmussen til debat om kvalitetsreformen. Vi ser frem til at få præciseret regeringens tanker og ideer. For kvalitet er mere end den fysiske borger- og brugerkontakt på rådhuset, plejehjemmet, skolen eller børnehaven. Det er også de rammer, de mange offentligt ansatte arbejder under og de administrative byrder, de bliver pålagt som en del af jobbet.

For DJØF er der ingen tvivl om, at kvalitetsreformen skal ses i et bredt perspektiv.

En velfungerende offentlig sektor er vital for hele Danmark. Med stadig mere udbredte frit-valgs-ordninger og øget brug af udlicitering bliver et godt og effektivt samspil mellem den offentlige og private sektor af stadig større betydning for hele samfundet.

God service til borgerne handler også om kompetente og veluddannede medarbejdere. Her har regeringen en udfordring i at sikre, at den offentlige sektor fortsat kan tiltrække og fastholde de gode hoveder i de nuværende meget gunstige økonomiske konjunkturer, hvor udviklingen i løn- og arbejdsvilkår i den private sektor overhaler de offentligt ansatte. Personalestyrelsens egne undersøgelser dokumenterer, at den offentlige sektors image får baghjul af den private sektor. Det er en udfordring regeringen ikke kan sidde overhørig. En konkurrencedygtig løn er et af midlerne til at kunne rekruttere og fastholde de rigtige medarbejdere med de nødvendige kompetencer. En helt basal forudsætning for at sikre kvaliteten i den offentlige sektor også i fremtiden. Derfor ser vi også kvalitetsreformen som en optakt til overenskomstforhandlingerne i 2008.

Som sagt glæder vi os til mødet med Statsministeren. Der er nok at tale om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet