Tørklæde deler danskerne

15-10-2007
7 min.

Forskerinterview: Nogle mener, at det muslimske hovedtørklæde skal forbydes, andre mener, at det er kvindens frie valg. Dansk forsker deltager i en EU-finansieret kortlægning af, hvorfor tørklædet deler den danske og andre europæiske befolkninger.

Hvad er det muslimske hovedtørklæde?

30 gram stof, som Asmaa Abdol-Hamid fra Enhedslisten sagde i valgkampen for nylig, eller et symbol med samme destruktive indhold som det nazistiske hagekors, som Søren Krarup fra Dansk Folkeparti har gjort sig til talsmand for.

Det bliver Asmaa og Krarup nok aldrig enige om, men uenigheden om, hvad tørklædet signalerer, findes også andre steder end på yderfløjene i dansk politik.

I kvindebevægelsen er de gamle frontkæmpere for kvinders rettigheder for eksempel stærkt uenige om, hvorvidt det er undertrykkende at bære tørklæde eller ej. Og i erhvervslivet forbyder Dansk Supermarked sine ansatte at gå med tørklæde, mens FDB og ISS synes, det er ok.

Det muslimske hovedtørklæde deler folk på måder, vi ikke er vant til - i Danmark såvel som i andre lande verden over - og Birte Siim er en af de forskere, som undersøger hvorfor. Birte Siim er cand.scient.pol., tidligere aktiv i dansk kvindebevægelse, professor i samfundsvidenskabelig kønsforskning på Aalborg Universitet, og så er hun dansk medlem af det EU-finansierede 'veil' (tørklæde, red.) forskningsprojekt, der løber frem til 2009. Her undersøges og analyseres brugen og betydningen af det muslimske hovedtørklæde i otte europæiske lande i alt.

Hvem tog initiativ til det internationale tørklædeforskningsprojekt 'veil'?

"Min kollega Birgit Sauer fra universitetet i Wien. Hun er politolog ligesom jeg, og ellers deltager sociologer og antropologer fra Tyrkiet, Frankrig, Holland, England, Grækenland og Tyskland. Vi skal undersøge, hvorfor tørklædet vækker så stærke følelser og diskussioner i vores lande, forklare hvilken overordnet politisk strategi, landet har valgt i forhold til tørklædespørgsmålet, og til sidst sammenligne landene med henblik på at skabe et samlet billede af, hvordan man balancerer mellem nøglebegreber som statens neutralitet, religionsfrihed og kvinders ret til ligestilling."

Forbud mod tørklæder er relativt sjældne, men hvorfor er der i Tyrkiet, Frankrig og Tyskland indført forbud mod at bære tørklæde og andre religiøst ladede symboler i visse offentlige rum såsom skoler, på universiteter og i retssale?

"Indbyrdes er Tyrkiet og Frankrig forskellige på mange områder, men de har en klar adskillelse af kirke og stat til fælles. Og det er den overordnede forklaring på, hvorfor de har indført tørklædeforbud. Strengest er reglerne paradoksalt nok i Tyrkiet, hvor befolkningen helt overvejende er muslimsk, men hvor magtapparatet har været præget af en sekulær tankegang. Her er det forbudt at bære tørklæde på universiteterne og i Parlamentet. Forbudet er meget omdiskuteret, og med valget af Abdullah Gül til Tyrkiets præsident, som den første i landets historie med religiøs baggrund, er der måske slået en revne i landets traditionelt sekulære magtapparat, bestående af blandt andet forfatningsdomstol og militær.

I Frankrig er det helt klart landets republikanske tradition, som har medført forbud mod at bære tørklæde i folkeskolen. Forbudet blev indført efter lang forudgående debat.

I Tyskland er billedet meget broget. I nogle delstater må skolelærere ikke bære tørklæde med henvisning til statens neutralitet i forhold til religiøse spørgsmål, i andre delstater må de godt med henvisning til respekt for religiøse mindretal."

I Danmark fremsatte Dansk Folkeparti i 2004 et lovforslag om forbud mod at bære tørklæde for "enhver offentlig ansat, der har kontakt med borgerne".

"Ja, i modsætning til det franske forbud, der kun gælder i folkeskoler, og som forbyder synlige religiøse symboler af enhver art - herunder den jødiske kalot, gik Dansk Folkeparti specifikt efter tørklædet, blandt andet med henvisning til at det er udansk. Daværende socialminister og minister for ligestilling, Henriette Kjær (K), afviste på regeringens vegne DFs forslag som diskriminerende og i strid med adskillige danske love - herunder grundloven.

Men på trods af modstanden var der faktisk udbredt forståelse i Folketingssalen over for et andet af Dansk Folkepartis argumenter. Nemlig at tørklædet er kvindeundertrykkende. Partier som Venstre og Socialdemokratiet mente imidlertid, at et forbud ville virke stik imod hensigten. På skoleområdet kunne et forbud eksempelvis resultere i, at muslimske familier ville sende deres døtre i private skoler, hvor de godt må bære tørklæde, men hvor chancen for at blive integreret i det danske samfund forringes."

Den kendte kvindesagsforkæmper Bente Hansen mener også, at tørklædet er kvindeundertrykkende. Derfor har hun offentligt taget afstand til Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol-Hamid til Folketinget.

"Ja, og der er andre medlemmer af kvindebevægelsen, som er enige med Bente Hansen. Men her må jeg som feminist erklære mig totalt uenig med mine gamle meningsfæller. Jeg forstår ikke, at man kan kræve, at muslimske kvinder ikke må bære tørklæde, når kvindesagens grundlæggende budskab er, at enhver kvinde har ret til at bestemme over sin egen krop."

Tørklædet har religiøst betydningsindhold som muslimsk symbol. Hvilken rolle spiller dét for modviljen mod tørklædet hos mange danskere?

"Jeg tror, det spiller en temmelig stor rolle. Danskere opfatter religion som en meget privat sag, man ikke skilter med eller taler om. De fleste danskere er nærmest ureligiøse, og derfor virker det provokerende på mange, når andre bærer religiøse symboler, såsom tørklædet, i det offentlige rum. I Norge, hvor kristendommen spiller en mere synlig og fremtrædende rolle i samfundet, er der større tradition for religiøs pluralisme. I norske skoler fylder religionsundervisning mere, og der ydes offentlige tilskud til andre kirker og trosretninger end den kristne."

Der er også forskel på norsk og dansk praksis i forhold til butiksansattes ret til at bære tørklæde.

"I Norge har enhver butiksansat ret til at bære tørklæde. Retssystemet har afgjort, at et forbud ville være indirekte kønsdiskriminerende, fordi det specifikt rammer kvinder og skader deres mulighed for at arbejde.

Herhjemme fik Dansk Supermarked i år 2005 Højesterets ord for, at kæden gerne må forbyde sine ansatte at bære tørklæde, kalot, unaturlige hårfarver osv., mens Magasin i år 2000 fik dom for at diskriminere en ansat, der bar tørklæde. Forskellen er, at Dansk Supermarked havde en personalepolitik med et beskrevet beklædningsreglement, som ansatte frivilligt skriver under på. Magasin derimod fyrede en medarbejder, der bar tørklæde, uden at have et regelsæt at henvise til. Og dommen mod Magasin fik en række selskaber i Danmark som FDB, DSB, IKEA og McDonald's til at opgive forbud mod, at ansatte bærer tørklæde."

Er den kraftige debat om tørklæder herhjemme med til at forstærke polariseringen mellem de tørklædeklædte og deres kritikere i det danske samfund?

"I nogle tilfælde, ja, men i andre nej, tror jeg. Det oplevede jeg på nærmeste hold i forbindelse med et projekt for Magtudredningen (2000-2003, red.), hvor jeg interviewede en række veluddannede og ressourcestærke indvandrerkvinder, som var aktive i lokalt foreningsarbejde. Halvdelen af dem bar tørklæde, halvdelen gjorde ikke, og nogle havde valgt tørklædet, selvom deres egne mødre ikke gik med det. Flere af dem sagde, at de havde følt sig provokeret til at tage tørklæde på, fordi de alligevel ikke blev accepteret som danske på grund af deres sorte hår og mørke hudfarve, mens andre bevidst havde fravalgt tørklædet i forsøg på lettere at integrere sig i Danmark. Det billede bekræftes også af anden dansk og europæisk forskning. Beslutningen om at gå med tørklæde har forskellige bevæggrunde. Tørklædet kan være begrundet i religion og/eller kultur og/eller være udtryk for et individuelt valg."

Vi har lige haft valgkamp, hvor tørklædet - og specielt Asmaa Abdol-Hamids tørklæde - igen førte til en debat, der var mere præget af følelser end af viden og argumenter. Hvordan kommer vi videre?

"Medierne har et stort ansvar for at kvalificere debatten og modvirke generalisering og stigmatisering af en gruppe kvinder, blot fordi de bærer tørklæde. Tag ud og tal med dem i stedet for at spørge imamer og eksperter om dem, ville mit råd lyde. Og så skal vi have flere nydanske kvinder i politik. Valgets gode nyhed er, at to danske kvinder med muslimsk baggrund kom i Folketinget. Hverken Özlen Sara Cekic (SF) eller Yildiz Akdogan (S) bærer tørklæde, men de er stærke og veluddannede kvinder, som kan blive rollemodeller for nydanske kvindelige politikere i fremtiden."

Læs mere om 'veil' på forskningsprojektets hjemmeside - klik på linket i boksen øverst til højre.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.