De eksplosive stigninger på aktiemarkedet i Kina har også trukket sociale forandringer med sig. Der er beretninger om, at Hr. og Fru Kina bogstaveligt talt har smidt, hvad de har i hænderne for at kaste sig ud i aktieeventyret. Det officielle kinesiske regeringssite Eastday Web lagde efter kraftige stigninger på børserne i 2007 en meddelelse på hjemmesiden, hvoraf det fremgik, at ti procent af alle stuepiger i Shanghai havde forladt deres jobs, fordi der var flere penge at hente for dem ved at spekulere på de lukrative børser. Også Undervisningsministeriet i Kina følger nøje aktieudviklingen og har officielt advaret studerende mod at kravle ud på aktiestigen, som kan rumme alvorlige faldgruber eller vise sig at være luftkasteller for uprøvede private investorer ved pludselige negative strømninger på de finansielle markeder i Kina.