Skattepolitik for den højeste indkomstgruppe

Nogle gange undrer man sig egentlig over, hvad man skal bruge en FAGforening til. Som privatansat er man alligevel stort set på egen boldbane.

Så kan man jo skynde sig at tænke på:

• Spændende faglige debatter
• Solidaritet med ens kollegaer
• Social holdbarhed - eller sammenhængskraft
• ...?

Den sociale holdbarhed får sig et par gevaldige skud for boven med DJØFs udspil til skattepolitik. Udspillet, som ifølge DJØF slet ikke er politisk, virker, som om det er grundlagt på en omfattende egocentrisk beskyttelse af vores egen faggruppe i forhold til resten af samfundet.

Jeg kan ikke på denne form gennemgå de mange udsagn, jeg finder besynderlige, beskæmmende eller bare uunderbyggede. Jeg vil derfor nøjes med nogle få spørgsmål.

Forskning som argument for lavere topskat.

"Den nyeste forskning peger på, at de største dynamiske effekter - det vil sige, hvor nedsættelse af skatten vil indebære den største velfærdsgevinst i form af øget arbejdsudbud - er ved nedsættelse af topskatten."

Der er vist ikke mange empiriske undersøgelser, der støtter denne holdning. Lande med lavere skat i de højeste indkomster har derfor større velfærd? Eller?

Mindre skat = mere arbejde og andre skønne ting

"DJØF har hæftet sig ved, at især en forhøjelse af bundgrænsen for topskat vil være et bidrag til en udvidelse af den samlede arbejdsstyrke og dennes samlede kapacitet."

I samme kontekst nævnes også:

• Mulighed for at konvertering af "ineffektivt gør-det-selv arbejde" til arbejdstimer på jobbet
• Mere flid på arbejdspladsen
• Færre frynsegoder
• Mere videreuddannelse
• Flere højtuddannede vil migrere til DK

I denne kategori af påstande synes jeg, at nogle oplagte spørgsmål må være:

• Hvor mange djøfere 'kan' arbejde mere?
• Er djøfere kendetegnet ved manglende flid?
• Hvor mange djøfere kan betale en håndværkerløn time for time?
• Hvor mange djøfere får egentlig overarbejdsbetaling?
• Er det sundt for samfundet i en større sammenhæng, hvis alle vi, der i forvejen arbejder et betragteligt antal timer, arbejder endnu mere?
• Er videreuddannelse som regel ikke et forhold, der begrænses af arbejdsgiverens lyst til at give mulighed herfor?
• Skal vi konkurrere med skattetrykket i lav-skatte-landene og samtidig have et velfærdssamfund? Og hvordan skal det lige foregå?

Endelig kan man undre sig over, at DJØF uudtalt hævder, at det er godt for samfundet med stort lønspænd, og at de bredeste skuldre IKKE skal bære mest.

Venlig hilsen
Jakob Hammer-Jakobsen, Miracle a/s

Svar

Kære Jakob Hammer-Jakobsen,

Tak for det skarpe indlæg om DJØFs udspil til skattepolitik. Det giver mig anledning til at præcisere nogle ting i udspillet, som har været vigtige for Hovedbestyrelsen.

Du fastslår, at udspillet er en "egocentrisk beskyttelse af vores egen faggruppe i forhold til resten af samfundet." Det er ikke min opfattelse, da den foreslåede lettelse foreslås finansieret fuldt ud, og da en meget stor del af finansieringen kommer fra de høje indkomstgrupper. Dette bliver man selvfølgelig nødt til at tage med, når man skal bedømme den sociale holdbarhed. Vi har netop lagt vægt på, at finansieringen bidrog til at modvirke en social skævdeling.

Der stilles spørgsmål om de dynamiske effekter forstået som den virkning, der er på arbejdsstyrkens adfærd ved en given skatteændring. Både nyeste og mindre ny forskning peger på, at arbejdsudbuddet øges ved sænkning af den marginale skat. Da arbejdsudbuddet er af stor betydning for velfærdsudviklingen i et samfund som Danmark, hvor der udvikles mangel på arbejdskraft på flere fagområder, vil en sænkning af marginalskatten med 15 procent for en gruppe på 500.000 skatteydere selvsagt være af betydning.

Dernæst refereres et afsnit om forhøjelse af bundgrænsen frem for at vælge at sænke procenten. Her har DJØF hæftet sig ved, at det er mere virkningsfuldt for arbejdsudbuddet at lette skatten med 15 procent for 500.000 mennesker midt på indkomstskalaen (typisk arbejdsindkomster) frem for at lette skatten med fem procent af alle indkomster over mellemniveauet. Det sidste vil føre til mindre lettelser midt på indkomstskalaen og til endog meget store lettelser højt på indkomstskalaen (typisk andet end arbejdsindkomster).

Endelig stilles spørgsmål om "mere arbejde" - inspireret af udspillets afsnit 4.2. Svarene står på samme side. Ikke de eksakte svar, men DJØFs holdning til spørgsmålene. Lad mig citere: "For DJØF er det væsentligt, at det er de mennesker, der arbejder, der får øgede muligheder for at prioritere mellem mere uddannelse, mere arbejde og mere tid til livet uden for arbejdet. I dag er skattesystemet med til at begrænse mulighederne ..." og "De, der vælger at omsætte nye valgmuligheder i en kortere arbejdstid eller et mindre belastende arbejde, og som vælger at investere i for eksempel familien i kortere eller længere perioder, vil ofte træffe dette valg for at undvige overbelastning, nedslidning og stress. Dette valg kan på lidt længere sigt være af stor samfundsøkonomisk værdi, da det styrker arbejdskraftens langtidsholdbarhed."

DJØF mener altså ikke, at mere arbejde blot er lykken, men valget skal i større grad træffes af den enkelte og familierne og i mindre grad af skattesystemet.

Med venlig hilsen
Finn Borch Andersen
Forbundsformand