Privatansatte og JØP

15.11.2007

af

Læserbrev fra Anders Thomsen.

Rune Heiberg Hansen (RHH) problematiserede i DJØF Bladet nr. 17 medlemmernes tvungne medlemskab af JØP. Udover at være helt enig i RHHs betragtninger, så vil jeg genfremsætte et af hans spørgsmål, da Søren Burcharth ikke får svaret på det. Hans manglende svar kan skyldes, at det snarere er et spørgsmål til DJØF Privat, som er min medlemsafdeling. Spørgsmålet var, hvordan det kan være, at også DJØF Privats medlemmer er tvungne medlemmer af JØP jf. vedtægterne.

Selvom jeg er privat ansat, er jeg medlem af JØP (og ganske tilfreds), hvilket i høj grad skyldes, at jeg tidligere har været offentligt ansat. Men min arbejdsgiver har et tilbud - et tilbud, ikke en pligt - om at blive tilmeldt en alternativ pensionskasse og har endvidere givet mulighed for pensionsrådgivning. Jeg har da overvejet at tage mod tilbuddet om rådgivning, men kan nu forstå, at hvis jeg skulle finde, at alternativet giver mere værdi for mig, så skal jeg melde mig ud af DJØF. Eller jeg ekskluderes måske ligefrem? Hvis jeg virkelig tvinges til at vælge mellem et medlemskab af DJØF og en for mig mere attraktiv pensionsordning, så tror jeg, at de såkaldt gule fagforeninger får et nyt medlem. Hvordan kan den slags gammeldags stavnsbånd og tvang fortsat eksistere?

Venlig hilsen
Anders Thomsen
Afdelingschef


Svar

Kære Anders Thomsen,

Jeg vil gerne starte med at sige tak for dit indlæg. Det giver nemlig mulighed for at præcisere, hvordan relationen er mellem DJØF's private medlemmer og JØP.

Langt de fleste private medlemmer af DJØF er ansat på individuel kontrakt, og i det omfang de er tvunget ind i en pensionskasse, er det typisk en som arbejdsgiveren har tegnet for samtlige ansatte.

Det giver en del problemer for vore medlemmer. For det første er det ikke sikkert, at produktet lige passer til en akademiker-profil, og for det andet skal man så typisk skifte pensionskasse, hver gang man skifter arbejde - med de omkostninger, der er forbundet hermed.

DJØF har indflydelse på JØP, og i DJØFs medlemsrådgivning får man masse informationer om vore medlemmers pensionsforsikringsbehov, som vi kan kanalisere ind som en diskussion i JØPs bestyrelse.

Derfor passer JØPs produkt også rigtig godt til DJØFere. Og derfor rådgiver vi også vore medlemmer til at have deres pensionsordning i JØP, hvis de har valgfrihed på deres arbejdsplads. Ligesom vi ved overenskomstforhandlinger peger på JØP, som løsning.

Hvis vi i DJØF ikke havde indflydelse på JØP, så ville vi sikkert gå til andre operatører i markedet og finde et produkt, som kunne opfylde de behov, som vore medlemmer har. Men som sagt har vi allerede den mulighed med JØP.

Derfor er jeg også glad for, at du er tilfreds med din ordning i JØP. Du har netop haft mulighed for at bibeholde din pensionsforsikring ved overgangen fra offentlig til privat ansættelse. Men hvis du som afdelingschef ikke er omfattet af overenskomsten med TDC og dermed har mulighed for at vælge en anden pensionsordning, så er der altså ingen tvang fra DJØFs side - og altså heller ikke noget med, at man bliver ekskluderet, skal melde sig ud eller lignende.

Med venlig hilsen
Jan Helmer
Formand for DJØF-Privat

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet