Mogensen og det politiske maskinrum

15.11.2007

af

Peter Mogensen er en af landets mest kendte politiske kommentatorer. Han peger på sin tid i statsadministrationen som det, der har givet ham en uvurderlig indsigt i arbejdet i det politiske maskinrum.

Den 21. februar 2007 skrev Peter Mogensen det, han selv kalder sin bedste analyse nogensinde. Analysen begrundede, hvorfor Naser Khader ikke havde andre valg end at forlade Det Radikale Venstre for at stifte sit eget politiske parti. En analyse, som Naser Khader dementerede med ordene: "Ich bin ein Radikaler." Mindre end tre måneder senere var dannelsen af Ny Alliance en realitet.

Analysen fra februar indeholder præcis det, som Peter Mogensen opfatter som 'den gode analyse'.

"En god politisk analyse skal turde stikke snuden frem og lave nogle interessante forudsigelser. Jeg forsøger ofte at vurdere, hvad de næste politiske træk vil blive i en given situation. Jeg prøver at tage mine læsere med ind i det politiske maskinrum, så de næsten får en fornemmelse af at være der selv. Og jeg tror på, at der sidder en masse derude, der synes, det er interessant," påpeger Peter Mogensen.

Fem år i maskinrummet

For Peter Mogensen er der flere ting, der kendetegner den gode politiske analytiker. For det første at han eller hun har et grundlæggende kendskab til fakta. For det andet at man har kendskab til, hvordan de politiske processer er tilrettelagt. Og for det tredje at man har indsigt i og forståelse for den rent taktiske og strategiske del af det, der foregår på Christiansborg. Egenskaber som Peter Mogensen selv ikke mindst har tilegnet sig som ansat i statsadministrationen.

"Jeg fik en meget klar fornemmelse for det politiske spil via mine to år som ministersekretær i Finansministeriet og ikke mindst mine tre år som sekretariatschef i Statsministeriet. Jeg var tæt på statsministeren, og min vurdering blev i mange sammenhænge efterspurgt. Det bruger jeg meget i dag. Jeg forsøger at tænke på, hvordan de nu ser situationen og løsningen af problemerne i Statsministeriet og Finansministeriet. Det satte mig i stand til at vurdere, hvordan politikerne tænker. Det gør, at jeg i dag er i stand til at forudsige nogle mulige udfaldsrum," siger han.

DJØF-uddannelse som solid bagage

Peter Mogensens dagligdag handler om at vurdere skiftende politiske dagsordener. Om hvorfor statsministeren nu gør, som han gør, og om visdommen i et energiudspil fra oppositionen. Sådan er det til hverdag og ikke mindst før, under og efter et folketingsvalg, hvor hans analyser og vurderinger er endnu mere efterspurgte. Den daglige politiske virkelighed og det politiske miljø er ofte præget af en meget stor og skiftende dagsorden og af politiske emner, der spænder meget bredt. Og her ser Peter Mogensen en stor fordel i, at han har en DJØF-uddannelse med sig.

"Min DJØF-baggrund (cand.oecon., red.) uddannelse har givet mig et fundament, der gør mig i stand til at forholde mig til samfundsmæssige spørgsmål på et solidt grundlag. Jeg er trænet i at kunne vurdere også tekniske spørgsmål, og jeg kender de rammer, som spillet spilles indenfor," fortæller Peter Mogensen. Han hæfter sig ved, at hans uddannelse, og fundamentet fra de tidligere ansættelser i statsforvaltningen, har givet ham et udgangspunkt, der løfter hans analyser op over de meget tekniske, man vil kunne få fra en forsker eller mere overfladiske journalistiske analyser.

''Mørkets fyrste''

Beskrivelser og analyser af den moderne politiske hverdag tager ofte udgangspunkt i begrebet spin og beskæftiger sig med, hvordan bestemte budskaber kan præsenteres mest favorabelt for de forskellige politikere. Mogensen foretrækker at tale om politisk taktik frem for spin.

"Jeg synes, at spin-begrebet er kørt alt for meget op. Da jeg var ansat hos Nyrup, blev jeg kaldt 'Mørkets fyrste', 'Nyrups lænkehund' og meget andet. Det var i den tid, hvor Blair virkelig havde momentum i England. Blandt andet via et stort fokus på spin og kommunikation. Det var det fænomen, som man troede var kommet til Danmark," forklarer Peter Mogensen.

For Peter Mogensen er virkeligheden en noget anden. "I dag ser folk jo spin alle vegne. De tror som udgangspunkt, at de bliver snydt. Det er kørt helt op på et usagligt niveau. Substans vil altid være det vigtigste. Spin kan jo ikke gøre nat til dag. Jeg tror, der grundlæggende gælder det gamle politiske mundheld: 'Det, der ikke kan forsvares, kan ikke forklares'," siger Peter Mogensen.

Spin-detektor

Mogensen tager dermed afstand fra mange af de politiske analyser, der alene vurderer politik som spin og som en kampplads for, hvordan man kan forklare sig ud af dårlige sager og kaste mudder efter politiske modstandere. Han erkender, at han er opmærksom på politikelementer, der kan have karakter af spin. Men det er ikke noget, han bruger ret meget energi på, fordi han ikke tror på, der er meget af det:

"I dag får enhver journaliststuderende efter 14 dage på Journalisthøjskolen nærmest indopereret en spin-detektor. Det betyder, at ethvert tilløb til spin vil blive afsløret ret let af selv den mindre smarte journalistpraktikant. Jeg tror faktisk, at den bedste spin i dag er en form for 'anti-spin'. Altså at folk fremstår hudløst ærlige," filosoferer han.

I samme åndedrag advarer han imod at gøre den almindelige politiske virkelighed til et spørgsmål om spin:

"Folk blander spin og selve det politiske spil sammen. Det politiske spil handler jo om taktik - og det har altid fundet sted og været en væsentlig del af den politiske virkelighed. Taktik er helt afgørende. Det handler jo om, hvad du kan få igennem. Hvornår er det for eksempel smart at lancere nogle bestemte politiske initiativer, hvilke netværk skal man dyrke osv.," siger han.

Frokost med ministrene

Når Peter Mogensen laver sine klummer i Politiken, eller fremfører sine vurderinger af den politiske virkelighed i TV, sker det ikke alene i kraft af den indsigt, han i sin tid har erhvervet sig i centraladministrationen og med en cand.oecon.-uddannelse som ballast. Det sker også med udgangspunkt i de informationer, han henter via sine netværk:

"Jeg trækker selvfølgelig på de kontakter, jeg fik, da jeg arbejdede i centraladministrationen. Og jeg taler med mange centrale personer. Jeg spiser jævnligt frokost med ministre og oppositionsledere. De ringer ofte selv til mig. På den måde er det en lidt underlig psykologisk øvelse. Det var det, jeg rådede Nyrup til at gøre: At tale med centrale iagttagere af det politiske spil. Nu er jeg kommet over på den anden side. Og nu er det mig, de ringer til," siger han.

Peter Mogensen frygter ikke at komme for tæt på kilderne og blot blive en mikrofonholder for synspunkter, som folk i netværket ønsker at fremme:

"Nej, bestemt ikke. Sådanne samtaler kan selvfølgelig være til gavn for os begge. Politikerne har jo en naturlig interesse i at holde os orienterede om det, de går og tænker på og føler. Samtidig kan det være en måde at få nogle øjne udefra på det, de tænker på at lancere politisk - og dermed få en form for afprøvning af deres idéer med en anden vinkel end den, embedsmændene i ministerierne er trænet i at levere. Jeg får på min side en vurdering af, om min opfattelse af den politiske situation holder vand," forklarer han.

Fru Jensen på Valby Langgade

Peter Mogensen ser en række afgørende forskelle på det arbejde, han udfører, og mere klassiske journalistiske dyder. Blandt andet fordi han beskæftiger sig med at analysere mulige fremtidsscenarier, mens journalistikken typisk rapporterer fra allerede overståede begivenheder. Dog er der også lighedspunkter. Ikke mindst det faktum, at kommunikation er en væsentlig faktor:

"I min tid i Statsministeriet lærte jeg at kommunikere kort og klart. Men for at kunne det, skal du kende substansen. Nyrup havde et udpræget ønske om at kunne kommunikere et hvilket som helst problem, så Fru Jensen på Valby Langgade kunne forstå det. Det er selvfølgelig også noget, som en mere klassisk journalist skal kunne. Men de kender ikke substansen på samme måde. På den måde synes jeg, at jeg kan noget fra begge fagområder. Jeg kan kommunikere. Men jeg kan også substans."

Omvendt bliver Peter Mogensen meget bestemt i sin argumentation, når han forklarer, at hans analyser er langt fra det, en forsker kan og skal præstere:

"De forskere, der beskæftiger sig med politik og valg og den slags, kan en hel masse. De kan analysere det politiske, når det er lidt på afstand. Altså vurdere, hvad det var, der skete i et valg - og hvad det betyder for demokratiet eksempelvis. Men de har som regel ikke ret meget indsigt i, hvordan den daglige politiske maskine kører. Det kan være vanskeligt at sidde i Aalborg og vurdere, hvad der sker i gruppeværelserne eller i Statsministeriet. Her skal vi som politiske kommentatorer efter min opfattelse bidrage med noget helt andet," mener Peter Mogensen.

Omvendt ''Vild med dans''

For Peter Mogensen har hans fordeling af den politiske sol og vind og direkte ord om politikerne ikke gjort ham lige populær hos alle. For nylig resulterede det i, at han i Ekstra Bladet blev kåret som landets 'Dummeste kloge Aage'. Men den titel kan han godt leve med:

"Det betyder måske, at jeg gør en forskel. Og når man har en rolle som kommentator, må man også være parat til at møde kritik. Jeg har intet problem med de politikere, der er kritiske over for mig. Jeg lever jo af at bedømme dem - og må forvente, at de også har en holdning til mig. Det er vel i virkeligheden lidt som i 'Vild med dans', hvor jeg er én af de fire dommere. Engang imellem må vi også selv danse med og så tage imod de skudsmål, der kommer. I den her branche kan man ikke være venner med alle. Det, der er afgørende for mig, er den vurdering, som Politikens læsere giver mig. Gider de læse det, jeg skriver? Synes de om det? Og bliver det i det hele taget læst af nogen?"

Peter Mogensen tror, at politikernes holdninger og reaktioner på hans analyser oftest vil være afhængige af, hvilket skudsmål de får i hans aktuelle kommentarer. Derfor opfatter han det også som næsten naturligt, at de reagerer negativt, hvis han har skrevet noget negativt eller kontroversielt om dem. Men det betyder ikke, at han oplever at have frit spillerum i sine udfoldelser:

"Jeg køber ikke det med, at politiske analytikere kan sige, hvad de vil - og ikke står til ansvar for nogen. Vi står jo netop til ansvar for vores læsere - og jeg står til ansvar for min chefredaktør. Det handler i bund og grund om, at jeg fremstår troværdigt. Ellers kan man jo ikke blive ved med at fungere i den her branche."

Politik, nej tak

I sin tid som kommentator er Peter Mogensen også blevet beskyldt for at have sin egen underliggende dagsorden, der gennemsyrer hans analyser:

"Vi bliver beskyldt for at politisere. Det kan jeg slet ikke acceptere, at vi skulle gøre. Jeg kan jo for eksempel ikke holde til systematisk at favorisere Socialdemokratiet. Det handler om min troværdighed som kommentator. Jeg lytter til og betragter den politiske udvikling, der sker. Jeg har ingen interesse i eller behov for at køre en bestemt dagsorden. Og jeg ved jo, at der er en række naturlige stabilisatorer. Erfarne iagttagere som politikere, embedsmænd, erhvervsfolk og andre interesserede, der læser mine klummer, vil straks gøre opmærksom på, hvis de synes, tingene bliver skævvredet. Kvaliteten af det, jeg laver, skal være i orden," understreger Peter Mogensen.

Peter Mogensen tror heller ikke på, at der kan opstilles en objektiv målestok for, hvor kompetente de forskellige politiske kommentatorer er. "Det kunne selvfølgelig være rart med en eller anden ranking af, hvor gode vi egentlig er som kommentatorer. Ikke mindst hvor godt vores forudsigelser holder stik. Det ville kunne give os en form for blåt stempel. Men der skal man igen huske på, at vi dagligt har masser af læsere og seere, der vurderer vores udsagn - og måske ved mere om specifikke emner end jeg. Og de skal jo få noget ud af at læse det, jeg skriver. Er det volapyk, propaganda eller bare almindeligheder, gider folk jo ikke læse det. På den måde regulerer markedet os benhårdt. Jeg tror helt sikkert på, at der er størst efterspørgsel efter dem, der sagligt og med kant kan analysere den politiske situation," understreger han.

Elkjær og Laudrup

Peter Mogensen er efterhånden blevet et kendt ansigt - blandt andet med eget TV-program sammen med sin kollega, statsministerens tidligere rådgiver, Michael Kristiansen. Han har medieadgang og tid i medierne, der vil gøre de fleste politikere misundelige. Han frygter dog ikke umiddelbart, at han hurtigt bliver slidt, eller at folk skal blive trætte af stilen:

"Jeg er ikke bange for at blive for slidt eller anvendt i det offentlige rum. Jeg er bevidst om kun at udtale mig om de ting, jeg mener, jeg ved noget om. Og så tror jeg ikke, at folk bliver trætte af at høre folk med indsigt, og som har en passion for det, de taler om. Lidt firkantet, og uden at jeg overhovedet vil sammenligne mig med dem, vil jeg gerne være lidt ligesom Elkjær, Laudrup og Schmeichel, når de kommenterer Champions League-fodbold. De brænder for det, de ved en helt masse, fordi de selv har været dernede på banen, og nu fortæller de så os andre om spillet, hvad der er sket, og hvad vi kan forvente. Sådan vil jeg gerne fremstå," slutter Peter Mogensen.


CV for Peter Mogensen

1991: Cand.oecon., Århus universitet
1991: Analytiker i Girobank A/S
1992: Fuldmægtigt i Finansministeriet, Budgetdepartementet
1995: Ministersekretær for finansminister Mogens Lykketoft
1997: Sekretariatschef i Statsministeriet (afdelingschef, chef for ministersekretariatet, politisk rådgiver og presseansvarlig for statsminister Poul Nyrup Rasmussen)
2000: Chefkonsulent Andersen Consulting, nuværende Accenture
2002: Global partner i Accenture
2007: Redaktionschef for det politiske stofområde på Dagbladet Politiken, herunder politisk kommentator
2007: Medvært på programmet 'Mogensen & Kristiansen' på TV2 News

Gift med Louise Mogensen, cand.polit. og prokurist i Danmarks Nationalbank. Har med Louise døtrene Carla på syv år og Barbara på fem år og skal have endnu et barn til maj 2008. Fritiden bruges primært på en 33 fods sejlbåd, herunder sejler-ferier fast hver sommer. Spiller guitar, mest elektrisk (på en kopi af Springsteens telecaster) - desværre for omgivelserne mere larmende end godt. Resten af tiden går med at læse og være sammen med familien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet