Investerer for en gambler

15.11.2007

af

Professionelle pokerspillere ved meget om at spille, men ikke noget som helst om, hvordan de bedst investerer deres gevinster og skaber en forretning af deres brand. Topspilleren Gustav Gus Hansen tog konsekvensen og hyrede en business manager.

"Jeg har det let på investeringsfronten, da jeg er helt klar i koderne omkring, hvad investeringsprofilen er. Gustav er gambler, så han nægter at investere i noget, hvor der er lav risiko. Den er ikke længere. Det er fuldt skrald på og ud over stepperne. Går det godt, så går det rigtig godt, og går det skidt, nå ja, så ryger de penge," fortæller Erik Balck Sørensen, business manager for Gus Hansen. Han investerer spillerens penge i alt fra internetpoker til sutteflasker og spil til mobilen.

"Jeg screener investeringsprojekterne. Hvis de klarer den første screening, så holder jeg et møde med folk. Hvis de klarer det møde, så bliver Gustav involveret. Indtil da, er han fuldstændig fredet. Han skal bare koncentrere sig om at gøre det, han er bedst til - at spille poker," siger Erik Balck Sørensen. Gus Hansen er en af verdens bedste pokerspillere. Hans indtjening i turneringer, siden han slog igennem i 2002, er på lidt over fem millioner dollars. Oven i det beløb kommer den indtjening han får på de såkaldte cash games samt involvering i internetpoker og sponsorkontrakter.

Pokerspillere er tosser

Poker er dog ikke kun gevinster.

"Store tab er også en del af hverdagen for en pokerspiller. Gustav er uden tvivl den danske sportsmand, der har haft flest penge mellem hænderne, men også den, der klart har tabt flest," fortæller Erik Balck Sørensen.

Gus Hansen har den største sponsorkontrakt blandt danske sportsfolk - den er med et internationalt online pokerfirma. Udover den kontrakt har Erik Balck Sørensen også forhandlet en række tøjkontrakter, spilkontrakter og så videre på plads for den verdenskendte pokerspiller.

"Det er lidt sjovt, fordi jeg kommer fra den vedvarende energi-branche. Der er det en blanding af hippier på den ene side og forretningsfolk på den anden. Da det begyndte at gå godt med den vedvarende energi, rykkede forretningsfolkene ind. Hippierne anede ikke, hvad det var, de skulle. Hippier er jo hippier - de brænder for sagen, men har ingen interesse for forretning. Det spøjse er, at man kan sammenligne dem med pokerfolket. Poker eksploderede tilbage i 2002/2003. På det tidspunkt var der en bande tosser, der var dygtige til at spille poker, men som ingen viden havde om at udvikle en forretning," afslutter Erik Balck Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet