Stavnsbundet

15-01-2007
3 min.

Læserbrev fra Rune Heiberg Hansen.

Den 7. august startede jeg i nyt job. Spændende udfordringer, gode kolleger og nyt arbejdsområde. Alt i alt et godt skifte. Men fordi jeg gik fra privat ansættelse til statslig, blev jeg også tvangsmedlem af Juristernes og Økonomernes Pensionskasse, JØP.

Jeg har været i fuldtidsbeskæftigelse som djøfer i snart fire år. Da jeg startede som konsulent, var det med en bruttoløn, hvoraf jeg selv måtte fastlægge pensionsandelen. Fint nok. Jeg er et myndigt menneske og kiggede mig omkring på markedet. Også på JØP. Jeg valgte en anden udbyder, blandt andet fordi jeg ikke var tilfreds med kundeservicen hos JØP, og fordi jeg gerne ville have flere valgmuligheder i min pensionsopsparing. Siden har jeg skiftet pensionsselskab, da jeg fik et godt tilbud, og jeg har varieret min opsparing både i niveau og i form. Men som overenskomstansat djøfer har jeg intet valg. Nu er det andre, der enerådigt bestemmer.

Hvorfor dette formynderi? Jeg har for så vidt fuld forståelse for, at det i forhandlingssammenhæng giver mening at forhandle løn og pension for sig i stedet for et rent bruttobeløb. Der hvor kæden hopper af er, når vi som voksne mennesker ikke kan vælge, hvem vores pension skal forvaltes af, og hvordan den skal forvaltes. Ikke bare går det imod, hvad jeg forventer af frihed, men det går også ud over den kvalitet, JØP kan tilbyde medlemmerne.

Med stavnsbundne medlemmer forsvinder incitamentet til kvalitetsforbedringer. Jeg ved, at JØP har fornyet sine produkter, men fri konkurrence er nu engang bedre end karteller og monopoler. Når kunderne kommer af sig selv og ikke kan gå andre steder hen, så forsvinder interessen i at gøre mere for dem, end man selv synes er nok. Derimod ansporer reel konkurrence til konstante forbedringer og nytænkning - til kundernes bedste.

Der er med andre ord tale om en forældet og ineffektiv model, der hverken tjener DJØF til ære eller den enkeltes interesse.

Desværre er historien ikke slut her. For også medlemmer af DJØF Privat skal være medlemmer af JØP. En regel jeg brød konstant i de tre et halvt år, jeg var medlem der, og en regel jeg kun blev opmærksom på ved et tilfælde. I vedtægterne for DJØF Privat står det således i § 4 Pensionsordning: "DJØF Privats medlemmer skal være medlemmer af Juristernes og Økonomernes Pensionskasse, med mindre de deltager i eller har pligt til at deltage i en af arbejdsgiveren etableret pensionsordning". Da mine arbejdsgivere ikke havde etableret nogen pensionsordninger, havde jeg dermed pligt til at være medlem af JØP. Denne regel er mig bekendt ukendt af de fleste, og er ligeledes mig bekendt aldrig blevet håndhævet. Så hvorfor består den? Igen viser overformynderiet sit grimme fjæs.

Jeg vil derfor foreslå DJØF at gøre to ting. Ophæv stavnsbåndet ved næste overenskomstforhandling, og revider vedtægterne. Fagforeninger i det 21. århundrede bør være stærke fællesskaber af frie individer, ikke tvangsorganisationer.

Med venlig hilsen
Rune Heiberg Hansen
Rektorkollegiets Sekretariat
Fiolstræde 44, 1. th.
1171 København K

Svar

Kære Rune Heiberg Hansen



Tak for dit indlæg, hvor du opfordrer til, at DJØF ved de kommende ok-forhandlinger stiller krav om, at der ikke er bindinger på, hvor de offentlige ansatte indbetaler pensionsbidrag til.

Jeg kan ligeså godt sige med det samme, at det ikke vil ske. I begyndelsen af 2007 indsamlede DJØF blandt medlemmerne forslag til overenskomstkrav, og ikke et medlem foreslog, at tilknytningen til JØP bliver ophævet.

Når det er sagt, er jeg enig med dig i, at djøferne skal have frit valg i overenskomsten på flere områder, end tilfældet er i dag. Det arbejder DJØF for. Konsekvensen af, at JØP har monopol, er til gengæld, at vi hele tiden gennem DJØFs repræsentanter i JØPs bestyrelse skal sikre, at JØP er det bedste tilbud til DJØFs medlemmer. Med den nye afdeling, der er etableret i JØP, har medlemmerne fået nye muligheder for selv at få indflydelse på, hvordan deres indbetalinger anbringes. Samtidigt er det vigtigt, at det sker med lave administrationsomkostninger - og på den front er JØP absolut konkurrencedygtig.

Med venlig hilsen
Søren Burcharth
Formand for DJØF Overenskomstforeningen

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.