Handelsskolerne siger stop

15.10.2007

af

Nu vil de ikke længere. Både elever og lærere på de danske handelsskoler føler sig forbigået af regeringen. Derfor har eleverne den sidste måned turneret landet rundt med kampagnen ,,forglem os ej,,. En kampagne, der bliver bakket op af DJØF.

Lige pludselig var han der. Finansminister Thor Pedersen, eller i hvert fald en elev i forklædning. Men budskabet var klart: "Tag nogle af handelsskolernes penge."

De forbipasserende fik stukket en guldmønt i hånden. Mønter, som symboliserede klassestørrelser, timer, bøger og inventar.

Eleverne fra Århus Købmandsskole gjorde det modsatte.

"Støt handelsskolerne", var deres budskab, fulgt af et postkort med en cigarrygende orangutang med skiltet fyringsrunde i hånden. Orangutangen vender vi tilbage til senere.

For finansministeren gjorde sit til, at pengene forsvandt. Med sin grønne saks klippede han, en efter en, alle guldmønterne af handelsskolernes livstræ, som i dagens anledning var placeret foran Banegårdspladsen i Århus. Til sidst stod træet koldt og bart, og det er netop, hvad eleverne frygter, vil ske med handelsskolerne, hvis finansloven for 2008 bliver vedtaget. For eleverne kan nemlig ikke få regeringens regnestykke til at stemme.

"Regeringens egne embedsmænd har regnet sig frem til, at HHX er underfinansieret med 5.000 kroner pr. elev i forhold til det almene gymnasium. Og i regeringens udspil til finanslov for næste år, får vi kun 2.400 kroner i ekstra tilskud," forklarer formand for Landssammenslutningen af handelsskoleelever, Thomas Gloy.

Orangutangen som direktør

Og de manglende penge har stor betydning for elevernes hverdag. En hverdag, som hverken er tilfredsstillende for elever eller lærere.

"På nogle skoler sidder der helt op til 37 elever i klassen, og det betyder, at der ikke er meget tid til den enkelte. Læreren har svært ved at differentiere undervisningen, så den passer til de forskellige niveauer, der er i så stor en klasse", siger Thomas Gloy, som også har kigget på udviklingen i klassestørrelser de sidste fem år. Her har handelsskoleeleverne i gennemsnit fået to nye klassekammerater ekstra om året.

"Der skal maksimum være 28 elever i en klasse. De største klasser er på den første årgang, og det er også der, hvor frafaldet er størst. Hvis det frafald skal mindskes, så skal klassestørrelserne det også," fortæller han.

Bliver opråbet fra handelsskolerne ikke taget alvorligt, frygter formanden for fremtiden, og for kvaliteten af uddannelsen.

"Vi synes vi bliver behandlet uretfærdigt, og det er det vi gerne vil sætte fokus på. Hvis vi ikke får en ordentlig uddannelse - og det kan vi ikke med de midler, der er nu - så kan det lige-så godt være orangutanger, som overtager vores job," konstaterer Thomas Gloy.

De var da også godt repræsenteret i Århus, orangutangerne. Både på t-shirts, postkort og som en anden direktør ved siden af det falmende livstræ. For med op til 14 lærerfri timer om ugen, på nogle skoler, er eleverne bange for, at deres uddannelse mister substans.

Kravet er kroner i kassen

"Vi bakker fuldt op om elevernes synspunkt. Vi synes det er uforståeligt, at der er sådan en underfinansiering, og vi er bekymrede for de vidtrækkende konsekvenser", siger formand for DJØFs Overenskomstforening, Søren Burcharth og fortsætter:

"Det er godt med al den gode vilje i forhold til HHX, men der skal også noget klingende mønt til. Jeg håber, at man besinder sig, og at der på finansloven 2008 bliver afsat ekstra millioner til at rette op på skævhederne. Hvis HHX skal løfte opgaven om at få flere gennem uddannelsen, så må og skal der flere penge til", forklarer Søren Burcharth fra Djøf, der har omkring 600 handelsskolelærere som medlemmer.

I Århus er arbejdet snart slut. Thor Pedersen har tømt træet og eleverne håber, at budskabet er nået ud til de mange borgere, de har talt med. Men kampen er ikke forbi.

"Det virker til, at de fra politisk hold er villige til at forhandle, men eleverne skal blive ved med at presse på, så sagen ikke går i glemmebogen," siger formand for Landssammenslutningen af handelsskoleelever, Thomas Gloy.

Læs mere om handelsskolernes kampagne ved at klikke på linket i boksen øverst til højre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet