Den aggressives stats genopståen

26.1.2007

af

Der er gang i erhvervspolitikken i disse år. Men det er uklart, hvilke grundlæggende principper og tankesæt der styrer statens forhold til dansk erhvervsliv.

Der er gang i erhvervspolitikken i disse år. Men det er uklart, hvilke grundlæggende principper og tankesæt der styrer statens forhold til dansk erhvervsliv. 

Skarpt sat op kan man tale om to fløje i erhvervspolitikken. Den ene kan kaldes den aggressive statsfløj og den anden den passive. Kampen mellem fløjene er ikke knyttet til ideologi og partipolitik, og blandt andet derfor fylder den ikke meget i avisspalterne. Alligevel er kampen vigtig, for den har betydning for landets vækst og velstand.

Den aggressive fløj tror på, at staten har en central rolle i at påvirke erhvervslivet i en særlig retning. Staten skal styre erhvervslivet mod de muligheder, virksomhederne ikke selv har set. Den tankegang har herhjemme traditionelt haft sin base i Erhvervsministeriet, og det er måske en af grundene til, at vi har et stort, betydningsfuldt Erhvervsministerium. Tankegangen var nok mest udtalt, dengang den nu tidligere departementschef Jørgen Rosted var øverste leder og blandt andet drev udarbejdelsen af den daværende socialdemokratiske regerings Erhvervspolitik - dk.21.

Den anden fløj er mere skeptisk over for statens rolle. Den hylder den passive stat og mener, at staten bør holde sig fra at kloge sig på erhvervslivets vegne. Staten skal skabe optimale rammebetingelser og lade erhvervslivet udvikle sig selv. Den fløj har typisk haft sin base i Finansministeriet og støttes af mange makroøkonomer.

Da den borgerlige regering trådte til og indsatte departementschefen for Økonomiministeriet i det fusionerede Økonomi- og Erhvervsministerium, forventede de fleste, at det var slut med den aggressive stat.

Sådan så det også ud i begyndelsen, men blandt andet regeringens globaliseringsstrategi og en række andre initiativer peger i en anden retning. Statsministeren har også åbent sagt, at det offentlige og erhvervslivet skal arbejde mere sammen.

Et eksempel på et aggressivt statsinitiativ er regeringens erklærede satsning på brugerdreven innovation. Staten har besluttet, at erhvervslivet bør satse på brugerdreven innovation, som er et ret banalt, men fornuftigt princip om at gøre en organisation marketingdreven. Derfor støttes brugerdrevne innovationsprojekter i stor stil, der laves uddannelser i innovation og meget mere.

Det er imidlertid ikke noget, erhvervslivet har efterspurgt i synderlig grad, og det forekommer derfor en anelse arbitrært. Prioriteringen har skabt et marked for en underskov af konsulentvirksomheder, men er det godt og rigtigt for erhvervslivet? Er det fornuftig brug af skattekronerne, og hvad bliver det næste? Skal staten også til at beslutte, hvilket bonussystem virksomhederne skal bruge, hvilke produkter de skal udvikle, eller hvilke markeder de skal satse på?

Det interessante er ikke, om satsningen på brugerdreven innovation er rigtig eller forkert, men om den aggressive og bedrevidende statslige tankegang, som satsningen er udtryk for, er rigtig. Den aggressive stat ser ud til at være på vej tilbage i førersædet. Og skal vi så juble eller græde over det?             

Ingen af delene. Men der er grund til at være på vagt over for den aggressive stat. De gode argumenter for en aggressiv stat er, at den har stor indflydelse på mange erhvervsrelaterede områder og derfor påvirker erhvervslivet enormt. Det er en illusion at tro, at staten kan være passiv og kun sætte rammebetingelser. Staten former erhvervslivet, og det kan den lige så godt gøre bevidst. Lande som Sydkorea, Singapore - og i visse perioder Frankrig - har vist, at en aggressiv stat kan have succes. Store innovationer som for eksempel Internettet var næppe blevet til uden nogle visionære embedsmænd og offentligt finansierede forskere i USA.

Omvendt er der også stærke argumenter imod den aggressive stat. Staten mangler den tætte markedsinformation, og på grund af den manglende viden og indsigt er der en enorm stor risiko for, at staten fejlinvesterer og måske endda påvirker virksomhederne i en forkert retning. Dertil kommer, at en aggressiv stat kan misbruges til at legitimere alverdens konkurrenceforvridende initiativer. En satsning på et område betyder, at nogle virksomheder tilgodeses frem for andre. Sådan er det, og derfor skal staten passe ekstremt meget på at gå langt med strategiske projekter på virksomhedernes vegne.

Den aggressive stat skal altså styres og dens grænser løbende afsøges og diskuteres. Men den skal ikke begraves. Regeringens udfordring er at finde den rette, pragmatiske balance mellem passivitet og aggressivitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet