Dejligt hus med plads til to familier, to generationer eller liberalt erhverv sælges i Lønstrup ved Rubjerg Knude fyr.

Det smukke kalkede hus med tegltag og eget "fyrtårn" er beliggende på en stor grund på 2611 m2 på Kystvejen 1, og både hus og grund indeholder mange muligheder for udnyttelse. Huset er på 283 m2 med ”to boliger” fordelt på 165 m2 i stuen og 118 m2 på førstesalen. Rummeligt og ideelt til storfamilien, to generationer eller gode venner. Den store grund kan bebygges yderligere med anneks eller atelier eller nydes som have. På grunden findes desuden dobbeltgarage (67 m2) med hobbyrum i samme byggestil som hovedejendommen.

Hele huset er nænsomt gennemrenoveret i 1995 og 2001. Det oprindelige interiør med enestående udskårne gerikter, døre og træpaneler er bevaret i de to store stuer en suite ligesom stukken og hvælvinger i de højloftede rum.  Overetagen blev i 1995 ombygget med respekt for de flotte bjælker i loftet, og hovedrummet blev åbnet til kip og tårn. Der blev skabt en unik moderne lejlighed med udsigt over haven og mod lyset i de smukke sommeraftner mod nordvest. 

Her er mulighed for at realisere mange drømme: daglig kontakt med naturen, køkken/urtehave, morgenbadning i Vesterhavet, aftner ved bålfad og nætter med uforstyrret udsigt til stjernehimmelen, samtidig med at man har nemt til arbejde, skole og fritidsaktiviteter – i nærmiljøet og fx Hjørring eller i overkommelig afstand fra Aalborg. Mægler tilknyttes som handelsansvarlig på sælgers regning. Ved interesse for køb kan der arrangeres ”prøvebeboelse” af huset inden eventuelt køb. For nærmere info kontakt sælger på mobil 40512630.