Guide

7 gode spørgsmål at stille til jobsamtalen (og 2 dårlige)

29-09-2022
5 min.

Et godt spørgsmål eller to under en samtale giver det indtryk, at du er velforberedt og oprigtigt interesseret. Men de kan også afklare, om jobbet reelt er noget for dig. Her får du nogle spørgsmål, du kan tage afsæt i. Og også et par stykker, du aldrig må stille.

Du vil formentlig gerne brillere til jobsamtalen. Og i de fleste tilfælde er du ikke den eneste, der er i spil til jobbet. Så ud over at være parat til at besvare de spørgsmål, du forventer selv at blive mødt med til samtalen, kan nogle skarpe spørgsmål fra dig være med til at gøre en positiv forskel.

Det viser engagement, oprigtig interesse, og at du har forberedt dig, siger Jørgen Uhrbrand. Han er partner i AS3 Transition, der bl.a. tilbyder outplacement-forløb, og har tidligere arbejdet i et rekrutteringsbureau.

Men det går begge veje. De rigtige spørgsmål kan også gøre dig klogere på, om det nu også er det rette job og måske den rette chef for dig.

Han understreger, at det selvfølgelig er helt individuelt, hvad de gode spørgsmål er alt efter jobbet, virksomheden og dem, der sidder omkring bordet til samtalen. Men han har et bud på nogle spørgsmål, du kan tage afsæt i. Og også på et par spørgsmål, du skal holde dig langt fra.

Det nok vigtigste, du kan spørge om, kommer til sidst.

 

1) Hvad er strategien for virksomheden de kommende år?

”Det kan give dig et billede af, hvor den virksomhed, du bevæger dig ind i, er om tre-fem år. Vil der komme til at ske store omvæltninger, der kan få betydning for det job, du søger?”

 

2) Hvis jeg spurgte en tidligere ansat, hvordan kulturen i virksomheden er, hvad vil svaret så være?

”Det siger meget om virksomheden. Når vi hos os arbejder med outplacement-kandidater, stiller vi dem spørgsmålet: ’Hvor højt vil du rate din tidligere virksomhed?’ De er selvfølgelig utilfredse med at de er blevet opsagt. Men ofte siger de, at det blev gjort på en ordentlig måde, og at de i øvrigt kun har gode minder om deres tid i virksomheden. Har virksomheden ambassadører af den slags gående derude, er det gode signaler.”

 

3) Er det en nyoprettet stilling, eller sidder der én i jobbet i dag?

”Hvis den, der sad i jobbet, er blevet sagt op, er det rart at vide, hvad der ligger bag, så du selv kan navigere derefter. Det kan også være, du får at vide, at vedkommende har fået nye interne muligheder. Det giver jo et praj om, at du kommer ind i en virksomhed, hvor der er karrieremuligheder. Hvis det er en nyoprettet stilling, kan du spørge, om du i givet fald kan være med til at forme jobbet.”

 

4) Hvor ser du de største udfordringer i jobbet?

”Lige nu vil mit bud være, at de fleste virksomheder siger: ’Den stigende inflation og de stigende omkostninger.’ Så kan du jo spørge ind til, hvordan de tackler det, og hvordan det får indflydelse på det job, du har søgt – kan de stigende priser fx overføres til kunderne, eller skal der ske omkostningsbesparelser?”

 

5) Nu har I interviewet mig i xx minutter – hvordan ser i min profil i relation til jobbet?

”Hvis du fornemmer, at I har haft en god snak – at der er god kemi – kan du stille spørgsmålet for at få en fornemmelse af, hvor du står. Og samtidig understrege, at du selv er meget interesseret – selvfølgelig kun hvis det er tilfældet. Det vil signalere, at du oprigtigt er interesseret.”

 

Der er mange faktorer, der kan have indflydelse på, om et job er det rette for lige netop dig. Men der hersker ingen tvivl om, at din chef er en af de afgørende. Jørgen Uhrbrand har derfor et par forslag til spørgsmål, du specifikt kan stille til din potentielle nye leder.

 

6) Hvilke resultater forventer du, at jeg har leveret, når jeg har været her i seks måneder?

”Her får du en forventningsafstemning og en afklaring af, om du kan se et match mellem dig og jobbet. Du får også lejlighed til at spørge ind til onboarding – får du oplæring eller introduktion?”

 

7) Hvad skal jeg vide om dig og din lederstil?

”Det er nok det vigtigste spørgsmål. Selv om den gode leder vil vende det om og spørge: Hvordan vil du gerne ledes? Men uanset hvad handler det jo om at finde ud af, om vedkommende vil være en god chef for dig. Nogle har brug for frihedsgrader, og nogle har brug for klare rammer. Den væsentligste årsag til, at man forlader jobbet, er stadig chefen. Så ved at stemme nogle ting af på forhånd kan du måske eliminere en fejlansættelse.”

 

Nogle spørgsmål skal stilles med et smil på læben, og andre skal du være varsom med at stille, hvis det på nogen måde kan komme til at udstille den person, du spørger, siger Jørgen Uhrbrand. Men der er i hvert fald to spørgsmål, som Jørgen Uhrbrand helt sikkert synes, du ikke skal stille.

 

8) Spørgsmål, der fremgår af virksomhedens hjemmeside

”Det virker hamrende banalt, at man selvfølgelig skal forberede sig så godt som muligt. Men det sker bare ikke altid – det har jeg desværre oplevet mange gange. Og hvem gider ansætte én, der ikke gør sig det mindste umage og ikke viser engagement og oprigtig interesse i jobbet?”

 

9) Hvordan er lønpakken?

”Ofte clearer en potentiel kommende arbejdsgiver lønniveauet af på forhånd. Enten telefonisk, eller det kan også være, du bliver bedt om at udfylde det i et skema. Andre spørger om dine lønforventninger til selv samtalen – og det skal du selvfølgelig kunne svare på. Men den endelige lønsamtale og hele lønpakken snakker I om, når begge parter har en fornemmelse af at ’ville hinanden’.”



 

Spørgsmålene er til inspiration, understreger Jørgen Uhrbrand. Men det er i hvert fald en god idé at have forberedt en god håndfuld spørgsmål, for det kan sagtens være, at du får svar på nogle af dem undervejs.

Skriv gerne spørgsmålene ned i en notesbog eller lignende, og læg den ved siden af dig til samtalen. For det signalerer, at du er velforberedt, siger Jørgen Uhrbrand.

”Du skal selvfølgelig ikke være Spørge-Jørgen, og du skal overholde den tid, der er afsat til interviewet. Men et par skarpe spørgsmål – og gerne nogle, intervieweren skal reflektere lidt over – giver dig alt andet lige et plus. Det vil være uhørt, hvis der i interviewet ikke er tid til, at du kan stille spørgsmål, og du må ikke efter interviewet tænke: 'Hvorfor spurgte jeg ikke om det?'”

Brænder du alligevel inde med et spørgsmål eller to, kan du nå det endnu – hvis altså det er dig, chefen ringer til og tilbyder jobbet.

”Her er det helt fair at stille de spørgsmål, du måske har reflekteret over siden interviewet. Hellere forventningsafstemme en ekstra gang for at sikre, at samarbejdet bliver en succes. Både for din og for virksomhedens skyld,” siger Jørgen Uhrbrand. 

Kommentarer

Jan Erik Rasmussen

30.09.2022 kl. 08.53

Jeg er ikke enig i, at et spørgsmål om lønpakken ikke er relevant i første samtale.

For det første give det et indblik i om så væsentlig en del som lønnen er på plads i forhold til forventninger og kvalifikationer fra arbejdsgiveren, og så giver det også et billede på om det er relevant at fortsætte til en samtale nr. 2.

Hvis lønpakken er lav eller du kan forudse en større forhandlingsomgang for at få den forventede løn, så er det en virksomhedskultur som du helt sikkert også vil møde på andre områder, når du skal snakke om dine arbejdsopgaver, karrieremuligheder, uddannelse og fremtidige lønjusteringer, ect.

Med venlig hilsen en erfaren leder

0 kommentarer
16
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Line

30.09.2022 kl. 08.32

Nr. 1 og nr. 8 er vel direkte modsætninger. Strategien bør kunne findes på virksomhedens hjemmeside.

1 kommentar
14

René

02.10.2022 kl. 09.21

Jeg troede vi var forbi 5 års strategier efter finanskrisen…. og andre kriser - åh ja, som corona, og nu sikkerhed og energi?

0 kommentarer
1
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.